Af Dhanudhara Swami og Akincana Krishna Dasa

Det følgende er fortsættelsen af et interview med den berømte kirtana-leder Sripad Aindra Prabhu om hans forhold til kirtana. Første del af interviewet bragtes i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna.

Personlige meditationer

I både min japa-meditation, og når jeg laver sankirtana, begynder jeg med at meditere på og tilbede Sri-Sri Gauranga og Nityandana i Navadvipa. Derpå kommer jeg gradvist via Sri Caitanyas stemning og bhava ind i sangen af madhurya nama hare krishna maha-mantraet og meditation på Radha og Krishna. Gaura-nama er audharya-nama, navnet i stemningen af medfølelse, og Radha-Krishna-nama er madhurya-nama, sødmen personificeret. Audharya-nama-sankirtana kan meget hurtigt ophøje de hengivne til niveauet af suddha-nama-sankirtana. Og suddha-nama-sankirtana har, som vi har diskuteret det før, kraften til at indgyde bhakti-sakti i hjertet på de folk, der er forbundet med kirtanaen.

Krishna siger i Bhagavad-gita: ”Først overgivelse, så kommer bhakti eller prema senere.” Men Gaura er så barmhjertig, at uden at tage i betragtning, hvem der er kvalificeret, og hvem der ikke er kvalificeret, siger Han: ”Bare tag imod kærlighed til Guddommen.” Overgivelse kommer senere. Men hvordan kan man bare tage imod kærlighed til Guddommen, hvis man ikke først tager imod Gaura-nama?

Spørgsmål: Hvad er forskellen på japa og kirtana?

Aindra: Der er to iøjnefaldende måder, som gopierne er absorberet i tjenesterne til Radha og Krishna på. Den ene er i nikunja-seva, hvor man tjener Radha-Krishna alene. Den anden er i rasa-lila, der er dans, sang og tjeneste til Krishna med alle gopierne.

På samme måde, som alle gopierne har deres egne kunjaer til deres egen personlige tjeneste, reciterer vi nama-japa i en ånd af nama-seva, at assistere i personlig fortrolig tjeneste. Nama-japa er således ligesom at facilitere, at Radha og Krishna kan mødes alene.

Nama-japa er et mere isoleret, personligt anliggende. Man vil måske endog trække sin chaddar op over hoved og ansigt, så ingen kan se ens følelser. Japa er vores eget forhold til Radha og Krishna uden bekymring for, at vores følelser deles med andre. Man er dermed fri til at lade hjertet flyde og udtrykke sin desperation efter den evige kærlighedstjeneste til det hellige navn på en måde, som man ikke kan gøre i en offentlig forsamling.

Imidlertid er nama-japa ikke blot et spørgsmål om ens personlige forhold til Radha og Krishna. Vi gør også nama-japa for at blive inspirerede til at dele vores hengivenhed til Radha og Krishna med andre i form af nama-sankirtana. På den måde bliver japa aldrig en egoistisk ting. Så japa kan enten reciteres for Radha og Krishnas tilfredsstillelse eller reciteres for at opnå den åndelige erfaring, der er nødvendig for at have virkelig medfølelse med andre. I begge tilfælde er målet aldrig egoistisk eller selvforherligende.

Som praktiserende hengivne er det kraftfuldt at recitere nama-japa i en ånd af adskillelse, specielt den slags adskillelse, der kaldes purva-raga, som betyder den stærke, desperate forventning om at møde Radha og Krishna. Ideen er, at man mediterer på den slags tjenester, som man gerne vil gøre for Radha og Krishna, og beder: ”Hvornår, åh, hvornår bliver den dag min?” Det er purva-raga.

Sankirtana kan på den anden side gøres i ånden af Krishnas rasa-lila. Rasa-lila fungerer som en appetitvækker til at stimulere Krishnas sult efter mere fortrolige udvekslinger med Hans gopier. I Ujjvala-nilamani er der imidlertid en beskrivelse, ifølge hvilken rasa-lilaen frembringer i Krishna en lykke, der langt overgår selv oplevelsen af Hans fuldstændigt fortrolige forening med Srimati Radharani og gopierne. Man kan spørge: ”Hvordan er det muligt for rasa-lilaen at være den højeste, når kulminationen på alle lilaerne er, at Radha-Krishna nyder alene i Vrindavanas skove?“ Svaret er vipralambha. Det er adskillelsens stemning. I rasa-lila er Krishna så langt væk, selv om Han er så tæt på. Han danser med gopierne, men endnu ikke i Sin mest fortrolige omgang med dem. Rasa-lilaen er således ligesom forretten, der serveres før måltidet. Måltidet er det virkelige mål, men forretten kan ofte være mere forjættende, mere pikant og mere fyldt med rasa end selve festmiddagen. På samme måde er det mest sprudlende udtryk for nama-bhajana ikke at være alene med Krishna i japa, men i udførelsen af nama-sankirtana med andre.

Igennem nama-kirtana ser Krishna også, at vi er seriøse med hensyn til at ofre vores selvoptagethed for at hjælpe andre til at få adgang til det hellige navn. En tiltrækning vækkes således inde i Krishna til den sjæl, der udfører dette yajna. Det får Ham tilmed til at nyde nama-japa endnu dybere med den hengivne. På den måde støtter nama-sankirtana og nama-japa altid hinanden gensidigt.

Men intet sted står der, at nama-japa er yuga-dharma, den særlige åndelige praksis for denne tidsalder. Yuga-dharma er nama-sankirtana, den højlydte sang til gavn for andre. Det er det, der bringer nama-seva til det højeste niveau.

Yuga-dharmaen muliggør det rigtige resultat fra praktiseringen af alle andre ting i hengiven tjeneste. Uden at udføre sankirtana kan man derfor ikke opnå den højeste fordel og dybeste erkendelse af formålet med at studere Srimad-Bhagavatam, recitere nama-japa, opsøge førsteklasses sadhu-sanga, tilbede Deiteten eller bo på den hellige dhama. Man kan med andre ord ikke opnå det højeste resultat fra at engagere sig i nogen anden praktisering af hengiven tjeneste uden at bruge nok tid på den direkte udførelse af nama-sankirtana.

Hvordan opnår man den største fordel i alle hengivne praksisser gennem nama-sankirtana? Når Krishna ser, at man hjælper andre ved at give dem muligheden for at høre det hellige navn. Da løfter Krishna indefra og udefra tæppet af yogamaya fra den person. Han giver ham således lov til at se den virkelige natur af Deiteten og trænge ind i og erkende den dybeste betydning af Srimad-Bhagavatam, den spontane hengivenheds vej. Og ved at tjene guru og Krishna på ragaens vej eller i det mindste ved at øve sig på at tjene Dem på den vej bliver ens forståelse af Srimad-Bhagavatam og ens nydelse af Deiteten endnu mere forstærket. Da træder hele ens praktisering ind i raga-dimensionen og hjælper én til at udvikle sig til niveauet af raganuga-bhava eller vraja-bhava. Det er virkelig sankirtana. Det er Herren Caitanya og Hans ledsageres sankirtana – smagen af vraja-bhava under udførelsen af sankirtana-yajna.

Det er afgørende, at hengivne, der virkelig er seriøse med hensyn til at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed og avancere til det fuldkomne stadie, kommer til denne position af udførelse af raga-mayi-sankirtana, kirtana, der er ladet med åndelig følelse. Kun da kan man hjælpe andre til at vække deres dybeste værdsættelse af Srimad-Bhagavatam og deres dybeste værdsættelse af alle de gaver, som Srila Prabhupada og alle acaryaerne har efterladt.

Aindras stil

Jeg har nærmest givet min kirtana-stil navnet progressiv kirtana. Ligesom der er progressiv rock, kalder jeg mere eller mindre min måde at lave kirtana på for progressiv kirtana. Den slags kirtana, som jeg er blevet påvirket af, er en nordindisk klassisk kirtana-stil, der kaldes kayal. Kayal betyder fantasi, så vidt jeg har forstået det. Jeg har ikke fordybet mig fuldstændigt i den stil, men jeg har indlemmet elementer af den ind i mit eget beskedne forsøg.

Det, jeg kan lide ved kayal-stilen, er, at den giver plads til mere improvisering end dhrupad-stilen. Dhrupad-stilen er mere stiv. Dhrupad-stilen bekymrer sig mere om bogstavet i de musikalske ragaers stil, imens kayal-stilen mere eller mindre fremhæver ånden i de musikalske ragaers lov. I kayal-stilen kan man for eksempel tilføje en node til en raga for inspirationens skyld eller for at skabe en bhava. Den reflekterer på en måde, hvordan gopierne blander ragaer eller skaber nye ragaer. Det grundlæggede raga-princip forbliver intakt, men en ekstra node kan tilføjes blot for at forstærke smagen. På den måde er kayal-stilen tilbøjelig til at forøge en ragas skønhed på flere måder.

At få hengivne til at synge

Når vi leder kirtana, gavner vi ikke blot folk ved at give dem en chance for at høre, men gavner dem hundrede gange mere ved at give dem en chance for at synge. I Hari-bhakti-vilasa står der, at den, der hører, har gavn, men den, der synger, får hundrede gange mere gavn.

Nogle hengivne klager over, hvor indviklet min stil er, men jeg vil mene, at hvis man virkelig lytter til størstedelen af min kirtana, opdager man, at den er meget enkel, hvis man blot er opmærksom. En ting, jeg forsøger at gøre, er at få folk op på mærkerne og tvinge de hengivne, der deltager med mig i kirtana, til at være med og lytte opmærksomt i stedet for blot at være med mekanisk i deres sind.

I den slags kirtana, som jeg foretrækker, fremkaldes der mange slags smag sammen med progressive rytmiske mønstre. Vi bruger mrdangaen og karatalaerne til at løfte, bytte rundt, skifte gear og bringe kirtanaen til nye dimensioner. Jeg forsøger at bruge forskellige tekniske musikalske forskønnelser, som jeg synes forstærker det tiltrækkende ved kirtanaen. Min praktiske erfaring er, at det hjælper til at holde de hengivne, der deltager i kirtanaen, årvågne, når man lader kirtanaen ændre sig. Det får dem ud den mekaniske tilstand og får dem til at tænke. Fra den tænkende tilstand kan man komme til den bevidste tilstand – bevidst om, hvad man gør, bevidst om, hvordan kirtanaen udvikler sig, bevidst om den stemning, som kirtana-lederen forsøger at inspirere i hjertet på de andre deltagere, uanset om det er at dirigere den indre kreds’ deltagere eller det ydre publikum. Fra hvad jeg kan forstå, henter mange hengivne inspiration fra den kirtana-stil, jeg har udviklet.

Ingen har sagt, at det skulle være en let sag at lede en kirtana. Det er et offer, en askese. Det er ikke let. Det er vanskeligt at have den nødvendige indflydelse og være ren i formål og intens i sin sang, så man inspirerer folk indefra til at træde frem og være med. Personligt hævder jeg ikke, at jeg er så kraftfuld eller dygtig, så somme tider må jeg kæmpe bare for at vække folk og få dem til at synge. Det er ikke, fordi melodien er for indviklet. Det er, fordi folk ikke er opmærksomme. Så sommetider må man minde dem om det igen og igen: “Prabhu, haribol! Syng!”, for de får meget mere gavn af det ved at deltage i den responsive sang.

Nedbrydelse af det falske ego

Vi finder i Caitanya-caritamrta i kapitlet, der hedder Bheda-kirtanaerne, en beskrivelse af, hvordan Herren Caitanya opdelte de hengivne i forskellige kirtana-grupper. Der var fire kirtana-grupper, der hver havde to mrdanga-spillere og otte karatala-spillere. Det giver seksten karatala-spillere og seks sangledere, der synger for sammen med seks, der svarer samtidigt tilbage.

Jeg har indført den standard et langt stykke ad vejen i mine egne forsøg på at lave kirtana, hovedsageligt fordi min stemme er blevet ødelagt af så mange år med meget intens kirtana. Min stemme har sine begrænsninger, men jeg ser det som Krishnas nåde på forskellige måder. Jeg kan ikke være falsk stolt over, hvor smuk min stemme er, for det er den ikke længere. Jeg beder andre om at hjælpe mig med at synge ledestemmen, når jeg laver kirtana, hvilket hjælper til at skabe entusiasme og få flere hengivne om bord. Hengivne er naturligt ivrige efter at hjælpe, når de ser, at andre har brug for hjælp, og de bliver entusiastiske, når de er en del af lederskabet. Jeg giver måske stadigvæk skubbet til kirtanaens progressive retning, men det meste af tiden er det de andre, der synger mere end mig. Så når vi går op i de højere tonelag for, som Jayadvaita Swami ville sige det, “at dræbe min stemme”, træder andre hengivne til og dræber også deres stemmer. Jeg ræsonnerer, at jo højere stemmen er, desto mere vil Herren Caitanya anerkende vores forsøg på uselvisk at samarbejde for at glæde Ham og give os Sin barmhjertighed.

Når jeg laver kirtana, er det altså ikke en enmandsforestilling. Det modvirker tendensen hos en enkelt person til at ville udnytte kirtanaen til selvforherligelse. Selv om det ikke er det rene navn, hjælper det os til at komme meget tættere på det forseelsesfrie niveau. Og andre bliver inspireret af, at kirtanaen er uselvisk.

Da Herren Caitanya organiserede bheda-kirtanaerne, satte Han ikke blot seks kirtana-ledere til at synge, men også seks til at lede svaret. Det var der gode grunde til. De fleste folk er ikke så dygtige, at de kan opfange, hvilken melodi det var, der netop blev sunget, men hvis der er dygtige kirtana-svarere, der synger den rigtige melodi, er det mere sandsynligt, at resten af de hengivne vil kunne følge. Dette er meget praktisk.

“Vi er alle med i den sammen”

Hvis kirtana-lederen synger uden at spille et instrument, eller hvis han spiller harmonium, der ikke er et rytmisk instrument, må mrdanga-spilleren være vågen og opfange, hvor kirtana-lederen vil hen med kirtanaen. Opgaven for mrdanga-spilleren er at tjene og forstærke kirtana-lederens stemning. Derefter skal karatalaerne følge mrdangaen.

Mrdanga-spilleren må ikke være så selvcentreret, at hans mrdanga-spil bliver vigtigere for ham end kirtanaen og tvinger kirtana­-lederen til at overgive sig til alt, som han gør. Jeg har oplevet det med nogle mrdanga-spillere. De er hverken interesserede i eller i stand til at forstå min ånd eller musikalske præferencer. De kan bare ikke fange, hvad jeg gør for effektivt at inspirere og engagere andre. Når mrdanga– eller karatala-spilleren er ufølsom over for, hvad kirtana-lederen har brug for, mister kirtanaen retning, og lederen bliver meget frustreret.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er plads til at udtrykke sig selv, til at være opfindsom eller til kunstneriske finesser for de forskellige instrumentspillere, for, når det kommer til stykket, er det ikke kirtana-lederens forestilling alene, selv om han er den person, der har kommandoen. Sankirtana er en fælles indsat. Alle er med i det sammen.

Kærlighed er altid en vej med kørsel i begge retninger. I en virkelig kirtana gives og tages der således imellem de medvirkende. Nogle gange har mrdanga-spilleren en god ide, eller karatala-spilleren har en god ide. Og hvis det er en god ide, er det til kirtana-lederens fordel at overgive sig til, hvad mrdanga-spilleren kan tilbyde. Det kaldes jamming. Det er at dele inspiration med hinanden. Den deling bringer kirtanaen til en anden dimension af spontan dynamik, der forøger inspirationen, entusiasmen og værdsættelsen af hinanden som samarbejdende bestanddele i Herren Caitanyas lila. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.