I en landsby boede der engang en brahmana, Dadu Thakura. Hans familie havde haft en tradition for lærdom, men med tiden var familien blevet doven og i stedet for intellektuelle bestræbelser gik livet med kort, terninger og skakspil.
Denne brahmana, Dadu Thakura, levede af at tilbede Deiteterne for landsbyens borgere, men han snød dem, reciterede forkerte mantraer osv., for han vidste intet om, hvordan man gør disse ting. Trods det pralede han af, at det var sjældent at finde en lærd person som ham noget sted i verden.
Engang besluttede en af landsbyens mere intelligente mænd at knuse Dadu Thakuras stolthed én gang for alle og inviterede en virkelig lærd pandita til landsbyen for at debattere med Dadu Thakura. Alle landsbyens borgere hørte naturligvis om debatten, men Dadu Thakura beroligede dem med, at han nok skulle besejre den nyligt ankomne pandita i en samtale på sanskrit og sende ham fra landsbyen i vanære.
Da panditaen ankom til debatten, indledte han debatten med et spørgsmål på sanskrit: ”Kastvam?”, der betyder ”Hvem er du?”
Som svar busede Dadu Thakura ud: ”Khastvam, gastvam, ghastvam, nastvam, castvam, chastvam, jastvam, jhastvam, tastvam, thastvam, dastvam, dhastvam … ksastvam!”
Forbløffet forstod den lærde pandita, at der var ingen grund til at tale med sådan en stupid, ukultiveret og uuddannet person, og valgte for sin egen skyld at forlade stedet omgående. Landsbyens uvidende folk stod tilbage og lo og jublede over, hvordan ingen i verden var så lærd som deres Dadu Thakura.
Fortalt af Bhaktisiddhanta Sarasvati. Somme tider kan uvidende mennesker tilsyneladende besejre lærde vaisnavaer i en debat med deres begynderpedanteri, når en lærd vaisnava ikke vil ulejlige sig og spilde tiden på den slags tåber.