Juli 2016 markerer 50-året for ISKCON’s stiftelse i juli 1966, og derfor når de tusinder af arrangementer, der er blevet og vil blive afholdt verden over i 2016, et højdepunkt i denne måned. Nogle steder – som her i Danmark – bliver jubilæet mest fejret ved at føje 50-årsmarkeringen til de aktiviteter, der allerede foregår, og andre steder arrangeres alle mulige jubilæumsbegivenheder. Her er et lille udpluk af nogle af dem.

Den vandrende munk

Bhaktimarga Swami fra Canada kaldes den vandrende munk, der i årtier har gået titusinder af kilometer forskellige steder i verden. I 2014 afsluttede han sin fjerde tur over Canada fra øst til vest (5.500 km per gang).

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum har Bhaktimarga Swami i år vandret tværs over USA fra New York til San Francisco, hvor ISKCON’s første to templer blev startet. Senere fra september til november vil han gå fra Boston til Butler, Pennsylvania, og videre til New York, som var de tre første steder, hvor Prabhupada opholdt sig.

Vaisnavi-sanga mm. i Moskva

ISKCON Moskva fejrede jubilæet med en uges vaisnavi-sanga i juni, hvor forskellige kvindelige disciple af Prabhupada gav seminarer om Deitetstilbedelse, madlavning, udvikling af ens forhold til Prabhupada osv. 45-året for Prabhupadas besøg til Moskva i 1971 blev også fejret. Nogle af de disciple, der spillede hovedroller i dette besøg, fortalte om de tidlige pionerdage. Andre arrangementer vil finde sted resten af året.

Guyana og Mauritius

På selve stiftelsesdagen den 13. juli åbner de hengivne i Guyana deres første rigtige tempel i hovedstaden Georgetown med en stor femdages festival.

På Mauritius bringer den nationale fjernsynskanal en stor udsendelse om ISKCON’s 50-års fødselsdag.

Der bliver 50 padayatraer (pilgrimsvandringer) verden over. I England afholdes der 50 Hare Krishna-festivaler. I New Vrindavana, USA, bliver der stævner (melaer) for både unge og ældre hengivne. I Wiesbaden, Tyskland, afholdes der den 20. september et stort tværreligiøst møde med repræsentanter fra forskellige religioner, der diskuterer Srila Prabhupadas betydning. Ligeledes bliver der et stort arrangement til efteråret i EU-parlamentet i Bruxelles, hvor politikere og akademikere bliver præsenteret for ISKCON’s bidrag til Europas samfund. Der bliver også VIP-dage i Cape Town, Sydafrika, Washington D.C., USA, og New Delhi, Indien. Til sidstnævnte ventes et publikum på 50.000. I Nellore i Sydindien bygges der et nyt tempel i anledning af ISKCON’s 50 år.

The all-Canadian festival

Til ære for Srila Prabhupada og ISKCON’s 50 år afholder Montreals Hare Krishna-samfund en stor festival i to dele i september. Først vil der fra den 2. til den 5. september være et særligt kulturelt arrangement for folk generelt på et af Montreals travleste torve, der vil tiltrække store mængder af Montreals befolkning.

Den anden del af festivalen foregår i templet den 4.–5. september, hvor disciple af Srila Prabhupada som Syamasundara Dasa, Gurudasa, Malati Mataji, Suresvara Dasa og Srutirupa Mataji fortæller om deres oplevelser med Prabhupada og de tre måneder, hvor han opholdt sig i Montreal i 1968. Ledende personligheder som Canadas premierminister Trudeau, Montreals borgmester m.fl. er blevet inviteret til arrangementet.

ISKCON i Sydneys opera

Sydneys berømte operahus bliver rammen om en stor forestilling den 20. august. Forestillingens 700 billetter blev revet væk på tre dage. Under titlen “A theatrical, musical and multimedia spectacular showcasing how one extraordinary man’s journey transformed the lives of millions” vil publikum blive præsenteret for Srila Prabhupadas liv, Hare Krishnas rødder og ISKCON’s historie gennem teater, musik, multimediepræsentationer, dans og lektioner med nogle af ISKCON’s ledende hengivne. Over 50 hengivne er involveret i forberedelserne til dette gallashow, der også forventes at få besøg af flere af Australiens ledende politikere og kendte personer.

Sydafrika

I Sydafrika arbejder landets tretten templer på at gøre noget stort. Året startede med et besøg af Prabhupada-disciplene Malati og Visakha Dasi, der turnerede landet med deres “Make Srila Prabhupada Smile”, hvor de fortalte om deres tid med Prabhupada.

Over hele landet har mange hengivne lovet at gøre mindst 50 timers tjeneste i år eller distribuere mindst 50 af Srila Prabhupadas bøger. Templerne øger omfanget af deres festivaler igennem hele året. Et af templerne i Johannesburg udvidede Gaura Purnima i marts fra en til fem dage med prasada-distribution, offentlig harinama, en otte-timers kirtana og en særlig abhiseka (badeceremoni) for deres Deiteter Sri-Sri Nitai-Gaura Hari.

De fleste templer har seks til otte timers kirtana en gang om måneden, og i oktober vil der være 50 timers uafbrudt kirtana delt imellem tre templer. Først 24 timer i Johannesburg, derefter 20 timer i Durban og til sidst seks timer i Cape Town.

Hengivne vil opsætte plakattavler i alle Sydafrikas større byer for Bhagavad-gita som basis for ISKCON’s principper og bidrag til verden. Det bliver koblet sammen med en landsdækkende kampagne med Prabhupadas Bhagavad-gita As It Is på tilbud.

I Durban deltog 100.000 mennesker i Rathayatra i marts, hvor der også var et særligt ISKCON 50 telt. I august under Krishna Janmastami afholder ISKCON i Durban 30-50 forskellige store offentlige programmer over hele Durban-området med et forventet samlet deltagerantal på 20-30.000. Senere på året fremviser ISKCON Durban, hvis tempel er et af Durbans berømteste landmærker, Krishna-bevidsthed på en stor national turistmesse, der vil nå et stort og meget bredt publikum. Durban planlægger også et 12-siders tillæg om Srila Prabhupada og ISKCON, der skal trykkes i de lokale aviser med et samlet læserantal på 500.000.

I Johannesburg afholdes der et Krishna-bevidst ungdomsstævne for hele landet over fire dage. Fra juli og fremefter vil der være en månedlig mantra-koncert for den brede offentlighed med kendte kirtana-ledere fra hele verden. Der er også store harinama og prasada-distributionsprogrammer, der i juli forventes at nå mindst 50.000 mennesker. I august afholdes et ’Save the Cow’ arrangement i samarbejde med dyrerettighedsaktivister og yoga-grupper. Sluttelig vil der være en stor Rathayatra som del af Johannesburgs fejring af Heritage Day, en offentlig helligdag, hvor 50.000 mennesker forventes at deltage.

I Cape Town afholdes den 13. august en særlig VIP-begivenhed, “Transcendental Journey: Krishna 50 Years On”, hvor nogle af byens velstående og berømte mennesker forventes at deltage. Cape Towns borgmester Patricia De Lille og andre lokale politikere vil deltage og tale om Srila Prabhupada og ISKCON’s bidrag til samfundet.

Ny film: The Joy of Devotion

En ny film om ISKCON og Prabhupada med titlen The Joy of Devotion forventes at have premiere i midten af juli. Filmen er på 40 minutter og fortæller om ISKCON’s højdepunkter og nogle af de mange aktiveteter verden over.

Alt dette er blot en lille del af de mange aktiviteter, der foregår verden over. Der vil blive skrevet mere om dette i de kommende måneder.