– Af Lalitanatha Dasa –

Danmark havde i august 2013 for første gang nogensinde besøg af Tattvavit Prabhu, der er discipel af Srila Prabhupada og oprindeligt fra USA, så det faldt naturligt at sludre med ham om ham selv. Først bad jeg ham fortælle om hans liv som hengiven.

Tattvavit Dasa: Jeg havde det gode held at møde Srila Prabhuapda i januar 1974 i Los Angeles og igen i juli, da han deltog i San Franciscos Ratha-yatra, hvor jeg blev accepteret som hans discipel. Som en af mine første tjenester fik jeg mulighed for at hjælpe den berømte Jayananda Prabhu med at bygge Rathayatra-vogne.

Sidst i 1974 begyndte jeg at arbejde for ISKCON Press [nu BBT] i Brooklyn, New York. Jeg lavede også research for Satsvarupa Dasa Gosvami til hans første bog, Readings in Vedic Literature: The Tradition Speaks for Itself. Det betød, at jeg de næste to år rejste rundt med den skrivende sannyasi. Vi besøgte ISKCON’s templer i hele Nordamerika såvel som hundredvis af universiteter. Det gav mig også lejlighed til at se Srila Prabhupada ved flere lejligheder i somrene i 1975-76.

Først i 1977 boede jeg en overgang i et nyt prædikecenter i Minneapolis og lidt senere i ISKCON’s skyskrabertempel på Manhattan, hvor jeg var redaktør for det ugentlige internationale Sankirtana Newsletter.

Ikke længe efter Srila Prabhupadas bortgang flyttede jeg til Los Angeles for at hjælpe til som redaktør for Mukunda Gosvami i ISKCON’s nye kommunikationsdepartement. I 1980 blev jeg en del af Back to Godhead, der da var baseret i Philadephia, hvor jeg i fem år arbejdede på redaktionen sammen med Jayadvaita Svami, Dravida og Yamaraja.

I marts 1986 var jeg i Indien for første gang og blev der i et år, hvorefter jeg rejste med Festival of India over hele Nordamerika en sommer. Jeg hjalp Tamala Krishna Gosvami med at udgive hans drama, Srila Prabhupadas Final Pastimes, og han inviterede mig til Kina, Hong Kong og Taiwan, hvor jeg var i tre år.

I 1993 flyttede jeg til Zürich for at redigere bogen The Nectar of Book Distribution for det nordeuropæiske BBT og redigerede i de følgende år en del andre bøger. Jeg var også i Indien noget af tiden i den periode. Siden 1997 har jeg boet fast i Europa. Jeg rejser rundt mellem forskellige templer og laver samtidig forskelligt redigeringsarbejde.

Lalitanatha: Hvordan oplever du ISKCON i dag?

Tattvavit: Det er svært at generalisere om de mange individuelle hengivne, som jeg møder, når jeg rejser rundt. Men jeg kan generalisere om vores erfaringer i ISKCON.

ISKCON kan snart fejre sit 50-års jubilæum. Srila Prabhupada grundlagde samfundet i sommeren 1966 i New York City, da jeg var næsten 16 år og boede i Minnesota. Det var lige før, jeg blev kostskoleelev i to år på en forberedelsesskole til college, som benedektinerne havde på landet 45 kilometer fra, hvor mine forældre boede. Den sommer lokkede en pige, der var ældre end mig, mig til at drikke alkohol for første gang, hvilket gjorde mig vældig skuffet over mig selv. I 1970 mødte jeg for første gang hengivne, der distribuerede bøger i Minneapolis og på University of Minnesota, hvor jeg studerede. På det tidspunkt havde en pige fået mig til at prøve marihuana og andre stoffer. Jeg spurgte en hengiven om faren ved at tage stoffer og fik svaret, at det var let for en hengiven af Krishna at opgive enhver form for beruselse. Heldigvis fortsætter arbejdet med at fortælle folk om fordelene ved at hengive sig til Krishna og distribuere Srila Prabhupadas bøger på universiteter i store og små byer i ISKCON i dag. Vi tilbyder positive alternativer til de værdiløse udsigter, som det mere og mere degraderede etablissement har at tilbyde.

Harinama (sang af Krishnas navne) fortsætter også i ISKCON. Det foregår nu om dage mere og mere privat hos folk, men også offentligt. To gange var jeg med inde i Københavns centrum sammen med den musikalsk begavede Mahabhavi og Janardana, Bhakta Oscar, Bhakta Endre og Madhavasraya, hvor de fortryllede folk med sang af de hellige navne. Harinama er som en gaveregn for sindet. Srila Bhaktisidd-hanta skrev: ”Ved at udvikle stærk kærlighed til sangen af Krishnas hellige navn formindskes enhver længsel efter verdslige tanker.” Når vi synger offentligt for mange, er det kun få, der lytter opmærksomt. Men mange hører “Hare Krishna, Hare Rama”, så vi mister ikke modet.

Centralt i det samfund, som Srila Prabhupada skabte, er vores måde at spise på. Mad er midtpunktet for alle kulturer, men sjældent ofrer folk deres mad til det guddommelige og renser den, som vi gør det. Prøv at sammenligne! I fremtiden vil ikke-hengivne måske spise falsk kød fra stamceller i laboratorier. De investerer tid, penge og arbejde for at efterligne noget så ækelt og unødvendigt som kød. Og vi husker på Krishna ved at ofre Ham frugt, korn, grønsager, mælk, tulasi-blade og blomster.

Takket være Srila Prabhupadas skabelse af ISKCON er vores fremtidige mål bedre end dette jordiske liv. I sidste ende vil vi komme til Krishnas evige bolig. Bhagavad-gita, Srimad-Bhagavatam og Sri Caitanya-caritamrta kortlægger i alle detaljer, hvad åndelig glæde og kærlighed til Gud, prema-bhakti-rasa, er. Vi har en lang, lang vej foran os.

Med alle disse mange fine ting på hånden har ISKCON brug for god ledelse. Indrømmet, vores hovedledere har ofte igen og igen skuffet de hengivne, men Prabhupada bad os om ikke at gå væk, men i stedet at arbejde for at forbedre hans samfund, så jeg tager del i et initiativ omkring ISKCON’s guru-autorisering. Ideen er at få procedurerne mere i overensstemmelse med sastra og Srila Prabhupadas instruktion om, at potentielle guruer består en eksamination i hans bøger, hvilket vil styrke GBC’s troværdighed og autoritet.

Jeg er meget inspireret af de uddannelsesinitiativer, der er sket i ISKCON. Jeg blev en del af staben på Bhaktivedanta College i Radhadesh i Belgien i 2002, da colleget åbnede. I fire år underviste jeg eleverne i god engelsk sprogbrug, og jeg redigerer fortsat collegets website. Jeg skrev også en artikel til Back to Godhead om Englands Krishna-avanti-skole, som Dronning Elizabeth besøgte, og jeg har på det seneste hjulpet med at redigere artikler og bøger af hengivne, der har fået akademiske grader på prestigefyldte universiteter.

Kulturen, som Srila Prabhupada gav os, omfatter også ayurveda og yoga. Min ayurvediske læge, Liladhar Gupta, var kun en dreng, da hans far tilså Srila Prabhupada under hans svigtende helbred i Vrindavana i 1977. Liladhar blev inspireret af at se så mange sannyasier i Srila Prabhupadas hus i Vrindavana, og han blev selv senere kaviraja [ayurvedisk læge] og bidrager nu til ISKCON ved at undervise hengivne i, hvordan de selv tager sig af deres helse og helbred. Min yoga-lærer har været min Gudssøster Krodhashamani-devi Dasi. Hun har nu i tyve år kørt Govindas Yoga Studio på den anden side af gaden over for templet New Dvaraka i Los Angeles.

Siden 1982 har jeg skrevet artikler og boganmeldelser for Back to Godhead og ISKCON’s tidsskrifter. Internettet har gjort det muligt at samle alle disse artikler på ét sted online, så i sommers startede jeg min egen blog (http://tvdas.tumblr.com/), som jeg opfatter som en hyldest til Srila Prabhupadas indflydelse på mit liv.

Som optakt til 2015, 50-året for Srila Prabhupadas ankomst til Amerika, prøver jeg at minde mig selv om min taknemmelighed til ham. Han åbnede sine første templer i Amerika, hvor selv sociale tabere var inviteret til at komme. Han gav alle muligheden for at praktisere hengiven tjeneste til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, og vi kan nu alle gøre dette hvor som helst i verden i hans internationale samfund. En astrolog forudså ved hans fødsel, at når dette barn blev 70 år gammelt, ville det sejle over havet, blive en stor eksponent for religion og åbne mange templer. Srila Prabhupada greb sin chance. Nu værner vi om hans instruktioner (hans vani) i hans fysiske adskillelse. ISKCON inspirerer stadig sjæle til at finde tilfredsstillelse i forhold til Krishna, sådan som Srila Prabhupada lærte os og demonstrerede det.