– Af Lalitanatha Dasa –

I serien om varnasrama-dharma diskuteres i denne artikel egenskaberne for kongen eller regenten. 

I ethvert samfund er den vigtigste enkeltperson lederen eller regenten. Uden en god leder eller konge kan et samfund aldrig blomstre. Derfor ser vi nu på, hvad der egentlig kræves af en samfundsleder, som i varnasrama-samfundet er kongen.

Nu er der kun én konge i ethvert samfund. Hvis ikke, har vi anarki eller borgerkrig. Ikke desto mindre er diskussionen af kongens kvaliteter og pligter relevant ikke blot for landets ene konge, men for alle, der har et ansvar over andre, inklusive forældre og ledere på forskellige niveauer. Selv om ikke alt i det følgende vil være universelt gældende for alle, er der alligevel mange ting, som vi alle kan tage ved lære af.

Den vigtigste identitet for kongen er, at han er Guds repræsentant. Et samfund eller et land er Guds ejendom, ikke kongens. Kongen skal forstå, at han blot er sat til at forvalte Guds ejendom i en periode. Hans forvaltning skal således foregå på Guds præmisser, sådan som det angives i sastra, de hellige skrifter, og af helgenagtige personer, og ikke efter hans eget hoved.

Kongens opgave er at beskytte landets borgere, hvormed der sigtes til alle levende væsener. Kongen har pligt til at beskytte alle mennesker, dyr, planter – alting. Ifølge Manu-samhita (8.142-144):

“Efter at have sat sin regering op skal han nidkært og omhyggeligt beskytte sine undersåtter. Den konge, hvis undersåtter føres bort af røvere fra hans land, imens de højlydt beder om hjælp, og han og hans tjenere tavse ser til, er død og ikke en levende konge. Den vigtigste pligt for en ksatriya er at beskytte sine undersåtter, for kongen, der nyder faciliteterne, er forpligtet til at gøre dette.”

Kongen har selvfølgelig en særlig pligt over for menneskene i landet, for menneskelivet er en chance for at gøre sit liv åndeligt fuldkomment. Kongen skal selv forstå livets egentlige formål, og han skal lede og regere på en måde, så hans borgere også ledes til at opnå livets formål, som er at vende hjem, tilbage til Guddommen.

En god konge handler ikke egenrådigt, men rådfører sig altid med kvalificerede brahmanaer. Disse brahmanaer er ikke involveret i den direkte beslutningsproces som så, men kongen tager råd fra dem og beslutter derefter, hvad der skal gøres. Ansvaret er kongens. Han får æren af det, når det går godt, og det er hans skyld, hvis det går skidt. Kongen kan ikke skubbe noget ansvar fra sig. Alt ansvar i et varnasrama-samfund ender i sidste ende hos ham.

I Srimad-Bhagavatam og andre af de vediske tekster kaldes en stor vedisk konge for rajarsi, der er sat sammen af ordet raja – konge – og rsi – vismand. Ægte konger er både konger og vismænd. Vismænd betyder, at de skal have helgenagtige kvaliteter.

 

Bhisma og Yudhisthira

Videnskaben om en konges samfundsledelse behandles bl.a. i Mahabharata, hvor den døende Bhisma instruerer sin nevø Maharaja Yudhisthira. Resten af denne artikel er et uddrag fra Mahabharata for at give os en fornemmelse af, hvad der virkelig kræves af en konge. Det er Bhisma, der taler:

“Konger siges at have fem styrker. Af disse anses styrken fra våben for at være den laveste. At have gode rådgivere er den anden styrke. Besiddelsen af rigdom er den tredje styrke. Styrken, som man naturligt får fra sine fædre og bedstefædre gennem ens fødsel, er den fjerde styrke. Den, som alle disse imidlertid henter deres styrke fra, og som er den vigtigste af alle former for styrke, kaldes intellektets styrke.”

Bhisma går nu over til at forklare, hvordan kongen ikke skal være knyttet til verdslig magt og rigdom, men kun til at handle retfærdigt, for det er det eneste, han kan tage med sig til næste liv:

”Berømmelige og magtfulde konger har hersket over denne mægtige jord, der er så fyldt med rigdom, hæder og glæde. Alle faldt de som ofre for den Universelle Ødelægger. De drog bort, men efterlod deres kongedømmer og deres umådelige glæder. Sønnen, der er blevet opfostret med så stor omhu, løfter kroppen op og bærer den væk til krematoriepladsen, når faderen er død. Med forpjusket hår og ynkelig gråd kastes kroppen på ligbålet, som om den var et stykke brænde. Nogle nyder den døde mands rigdom, imens fuglene og ilden har et gilde med elementerne af hans krop. Kun to ting følger ham til den anden verden: hans fortjenstsfulde handlinger og hans synder. Slægtninge, venner og sønner kaster kroppen bort og går derfra som fugle, der forlader et træ uden blomster og frugter. Manden, der bliver kastet på ligbålet, får kun følge af sine egne handlinger. Derfor bør mennesker med nøje omhu gradvist gøre sig fortjent til retfærdighed.”

Her spørger Yudhisthira så: “Hvordan bør en konge opføre sig?”

Bhisma: “Retsind eller retfærdighed er nøgleordet for en konge. Intet er større end dem i denne verden. En retfærdig konge kan let erobre hele verden. Hans rådgivere bør alle være rene i hjertet og rene i sindet. Ondskabsfuldhed må ikke have nogen plads i en konges hjerte. Hans sanser skal være fuldkommen under kontrol. Han bør bruge sin intelligens, og dermed vil han blive glorværdig. Han vil da svulme af storhed ligesom havet, der fødes af vandene fra tusinder af floder.

“Gift slår kun én mand ihjel. Det samme gælder et våben. Men ondsindede og ugudelige råd tilintetgør et helt kongerige tillige med kongen og hans undersåtter. Det højeste gode er retsind og retfærdighed. Den bedste form for fred er tilgivelse. Den bedste tilfredshed er viden. Den største lykke er godgørenhed. En konge kan let blive stor ved blot at gøre to ting: ved at afstå fra meget streng tale og ved at ignorere dem, der er ondsindede og ugudelige.

”Tre forbrydelser anses for at være forfærdelige: at stjæle en andens ejendom, at forgribe sig på en anden mands hustru og at bryde tilliden mellem venner. Tre ting ødelægger sjælen: begær, vrede og griskhed. Tre personer er essentielle at beskytte: en tilhænger, den, der søger beskyttelse, og den, der kommer som gæst til ens bolig. Disse bør beskyttes.

”Selv om en konge er magtfuld, bør han aldrig søge råd hos disse fire: en mand uden sund fornuft, ham, der nøler og udsætter ting i det uendelige, ham, der er ugidelig, og ham, der smigrer. Fem ting skal tilbedes: faderen, moderen, ilden, læreren og sjælen. Seks fejl skal undgås af en konge, der ønsker at være stor: søvn, ladhed, frygt, vrede, magelighed og nølen. Disse seks må ikke opgives: sandhed, overbærenhed, flid, godgørenhed, tilgivelse og tålmodighed. En konge bør forsage de syv fejl [som er løsagtig omgang med kvinder, terningespil, jagt, streng tale, druk, for hård afstraffelse og spild af rigdom].

”Otte ting kaster glans over en konge: visdom, god fødsel, selvbeherskelse, lærdom, tapperhed, mådehold i tale, gaver givet med dømmekraft og taknemmelighed. Denne menneskekrop er en krop med ni døre, tre søjler og fem vidner, og alle overses de af sjælen. Kongen, der ved dette, er vis. Disse ti ved ikke, hvad dyd er: de, der er enten berusede, uopmærksomme, rablende, trætte, vrede, sultne, modløse, begærlige, skræmte eller lystfulde.”

 

Yderligere beskrivelse af en konges karakter og pligter

Bhishma var umådeligt tilfreds med Yudhisthiras ydmyghed og iver. Han smilede til ham og fortsatte: ”Mit barn, jeg er kun alt for ivrig efter at fortælle dig alt det, du ønsker at vide. En konges første pligt er at tilbede Gud og brahmanaerne [de åndeligt avancerede personer, der arbejder uselvisk for den åndelige højnelse af alle andre]. En konge bør i bund og grund være en mand af handling. Du har måske hørt fra mange, at skæbnen styrer en konge. Der er en forkert antagelse i din logik, hvis du tænker sådan. Skæbnen spiller en rolle. Det indrømmer jeg. Men uden handling kan en konge aldrig hjælpe skæbnen til at spille sin rolle. Skæbnen er magtfuld, men handling er lige så magtfuld. Begge er kraftfulde. Men i mine øjne ser det ud til, at handling er den mest kraftfulde af de to. Det er handling, der former skæbnen.

”Den næste lige så vigtige pligt for en konge er Sandhed. Hvis du ønsker at indgyde tiltro i dine undersåtters sind, skal du altid være sandfærdig.

”Alle bedrifter finder deres bolig i en konge. Hans opførsel bør være hævet over enhver kritik. Selvbeherskelse, ydmyghed og retsind er kvaliteter, som du bør finde i en konge, hvis han skal være fremgangsrig. Han skal have sine lidenskaber under fuldkommen kontrol.

”Retfærdighed skal være en konges anden natur. Tre ting mere bør en konge kultivere. Han må vide, hvordan han omhyggeligt skjuler sine egne svagheder. Med svagheder menes svagheder i hans land. Han skal gøre en stor indsats for at finde svaghederne hos sine fjender, og han bør være meget omhyggelig med at være hemmelighedsfuld omkring sine egne planer.

”En konges handlemåde skal være ærlig og ligefrem. En anden fare for en konge er mildhed. Han må ikke være for mild, for så vil folk være ligeglade med ham. Undersåtterne vil ikke have nok respekt for ham og hans ord. Men han bør også undgå den anden yderlighed. Han må ikke være for streng, for så vil undersåtterne være bange for ham, og det er ikke nogen lykkelig tilstand.

”En konge bør kende kunsten at vælge sine tjenere. Han bør have medfølelse som en uadskillelig del af sin mentalitet, men han bør passe på med at have en alt for tilgivende natur. De laveste blandt mennesker vil drage fordel af ham og hans natur, hvis han anses for at være svag.

”Årvågenhed og vagtsomhed er en stor nødvendighed for en konge. Han skal uophørligt studere sin fjender og også sine venner.

”Dygtighed, sindrighed og sandhed er alle tre nødvendige i en konge. Gamle og forfaldne bygninger og beboelseshuse bør renoveres af ham, hvis hans undersåtter skal synes godt om ham. Han skal vide, hvordan han bruger sin magt til at udmåle skurke kropslig straf og idømme dem bøder.”