I Yamunas madlavningsserie, der blev bragt i Back To Godhead i 1990’erne, bringer vi her afsnit 28, der giver forslag til chidwa’er , en familie af hurtige snacks.

I Amerika, Europa og andre steder i Vesten bugner butikshylderne med forskellige slags kartoffelchips, popcorn, saltstænger og tortillachips, der fås naturel, med tilsat smag, saltfrie, fedtfattige og fedtfrie. Forbipasserende lokkes på samme måde med duften af friskristede kastanier eller jordnødder med skal fra alle mulige gadehandlere. Indiens mest populære familie af tilsvarende hurtige lækkerier, der er utroligt mangeartede og uimodståelige, kaldes bredt chidwa eller chewra.

 

Forskellige slags chidwa

Som en lille snack kan chidwa være noget så enkelt som saltede og krydrede tørrede frugter, stegte kartoffelstrimler eller hele eller flækkede stegte nødder, enten som de er eller i en hvilken som helst kombination. Andre enkle chidwaer er ikke meget andet end stærkt krydrede grønne kikærter, flækket mungdal og eller dobbelt-stegte, mosede hvide kikærter. Hurtige chidwa-blandinger med nødder og tørret frugt kan bestå af pistachienødder og gyldne rosiner, jordnødder og rosiner eller cashewnødder og dadler.

En af de mest populære chidwaer, der også er en af de letteste at lave derhjemme, er en let og luftig blanding af krydrede nødder, rosiner og poppede ris. Mere indviklede chidwa-blandinger kan indeholde op til 30 ingredienser inklusive ti eller flere krydderier. Chidwa-kendere insisterer på, at det skal være frisk og hjemmelavet, men snesevis af færdiglavede varianter kan fås i chidwa-butikker og gode købmandsbutikker, hvis man har for travlt til selv at lave mad.

 

Srila Prabhupada og chidwa

Der findes en overflod af pålidelige historier fra Srila Prabhupadas tjenere om hans forkærlighed for chidwa. I Calcutta lavede hans mor i hans barndom chidwa i sennepsolie, når han fejrede Herren Jagannathas Ratha-yatra. I de senere år bad han i Vrindavana og Bombay ofte om nødde-chidwa. I Surat fortalte han, at hans åndelige mester holdt af kartoffel-chidwa om eftermiddagen. I London, New York, Los Angeles og San Francisco lærte han sine disciple at lave chidwa af poppet ris. Han bemærkede, at han kunne lide næsten enhver form for chidwa på betingelse  af, at den var lavet ordentligt.

Min oplevelse er, at det, han oftest bad om, var enkle chidwaer med poppede ris eller en slags, som jeg døbte Bombay-chidwa efter en opskrift, som han lærte mig i Bombay. Hvis du følger med i madlavningsserien, må du sørge for at lave begge disse og flere andre fra lærebogen, Lord Krishna’s Cuisine.

Min gudsøster Dinatarini Devi husker, hvad der engang skete med Srila Prabhupada i Bombay i foråret 1974. På det tidspunkt fulgte Prabhupada en særlig diæt. Pallika Devi var hans kok, og Dinatarini handlede ind og hjalp hende somme tider. Hver morgen inkluderede Pallika chidwa i hans morgenmad. En morgen overhørte de Prabhupada kommentere til Sat-svarupa Maharaja, at chidwaen ødelagde hans fordøjelse. Næste dag kom de ikke chidwa på hans tallerken. Men selv før tallerkenen var blevet stillet foran ham, udbrød Prabhupada: ”Hvor er chidwaen?” Pallika forklarede, hvordan hun havde overhørt hans bemærkning, og Prabhupada svarede omgående: ”Giv mig min chidwa.”

Efter at den var blevet stillet foran ham, lo Prabhupada og sagde: ”Ja, denne chidwa slår mig ihjel, men jeg er så glad for den, at jeg ikke kan lade være.” Han lo videre og spiste løs af den.

 

Popcorn-chidwa

(Giver en stor skålfuld)

Hvis du holder af popcorn, uanset om det er som naturel, med cheddarost eller som nacho, vil du kunne lide denne chidwa-variant med indisk smag. I de sidste tyve år har jeg lavet den millioner af gange med forskellige justeringer af krydderier for variationens skyld. Denne variant rammer lige midt i – en lille smule stærk, lidt krydret og godt med smør, men ikke for meget. Du er fri til at tilpasse krydderierne, som du har lyst til det.

  • 3 spsk. kandiseret ingefær
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. gurkemeje
  • ½ tsk. karrypulver
  • ½ tsk. røde peberflager
  • ¼ tsk. friskkværnet peber
  • 1 spsk. sukker
  • 1½ tsk. salt
  • 1¼ dl ghee eller halvt majsolie, halvt     smeltet smør
  • 1¼ dl popkorn

Bland de første ni ingredienser i en lille tallerken nær komfuret. Varm halvdelen af gheen eller hele olien op i en stor tykbundet gryde over moderat varme. Tilsæt popkornene, læg låget på og ryst gryden. Når du hører en regelmæssig poppen (efter to eller tre minutter), løfter du låget af i kun et sekund for hurtigt at komme de første ni ingredienser i. Sæt omgående låget på igen. Fortsæt med at ryste gryden i to eller tre minutter mere, indtil lyden ophører, og popkornene er færdigpoppede. Fjern alle korn, der ikke er poppede. Stænk resten af ghee’en eller smøret over og rør godt rundt, hvorefter chidwaen kan ofres til Krishna.