Af Lalitanatha Dasa
Forfatteren Marlene Torm Gertsen arbejder på en bog med titlen: ”Hvorfor er vi her?” Bogen indeholder bidrag fra folk fra alle lag i det danske samfund. Hun bad også mig skrive til den.
Før jeg kan svare på, hvorfor vi er her, er jeg nødt til først at diskutere: ”Hvem er vi?” Mit svar er, at vi må være sjæle eller bevidste væsener, der er forskellige fra og overlever kroppen. Derved giver spørgsmålet ”Hvorfor er vi her?”, også mening, for hvordan kan der være nogen mening, hvis vi ikke overlever døden? Jo, vi kan selvfølgelig sige, at så er meningen at nyde så meget vi kan, mens vi lever, men kan det kaldes mening?
At vi er sjæle kan ses af det simple faktum, at selv om kroppen konstant ændrer sig, er jeg altid den samme bevidste mig. Hvis reinkarnation betyder, at den samme ’jeg’ er i forskellige kroppe på forskellige tidspunkter, sker reinkarnation for øjnene af os. Jeg var i en barnekrop. Jeg var i en ung mands krop. Nu er jeg i en halvgammel krop. Forskellige kroppe, men den samme mig. Selv inden for dette liv oplever den samme ’jeg’ forskellige kroppe. Den logiske slutning er, at jeg må være en evig sjæl, ellers kunne jeg næppe være den samme i forskellige kroppe selv inden for dette liv.
Så hvorfor er vi her i denne verden? Det er der flere måder at få svar på. Jeg kan f.eks. gætte eller spekulere mig frem. Jeg kan også søge svar fra højere kilder såsom hellige skrifter eller store, selvrealiserede sjæle. Jeg tror på den sidste. Hvorfor? Fordi jeg er grundlæggende ufuldkommen og uintelligent, så hvad værdi har mine gætterier? Jeg vil hellere sætte min lid til nogen eller noget, der er klogere end mig.
Og der må være højere væsener, der er klogere end mig. Ja, Gud må nødvendigvis findes. Siden jeg er en sjæl, må der bag alting også være en sjæl, som alting kommer fra. Hvordan skulle jeg ellers kunne være en sjæl, hvis mit ophav ikke var en sjæl? Så hvis jeg kan få viden fra denne højeste sjæl, Gud, der må eksistere bag rum og tid, må det være den bedste og mest perfekte viden. Gud må være uendeligt kærlig, for hvordan skulle Gud som den totale helhed have andet end kærlighed til alt, der er ikke andet dele af Ham. Derfor er det også nærliggende, at Han må have givet os nødvendig viden om livets mysterier igennem forskellige kilder. Her har jeg konkluderet, at hellige skrifter, der har stået tidens prøve, må være den mest pålidelige kilde. Mere præcist betyder det i mit tilfælde de vediske tekster såsom Bhagavad-gita.
Ifølge dem er livets mysterium enkelt. Vi er evige sjæle, der egentlig hører til i en højere åndelig sfære, hvor vores natur er at leve i et frit, tjenende kærlighedsforhold til Gud. Og netop fordi dette forhold er frit, kan vi også bryde det, hvilke nogle af os har valgt at gøre. For os har Gud skabt en verden, hvor vi kan glemme Ham eller tro, at Han ikke findes, eller at vi ikke har noget med Ham at gøre. Samtidigt giver han os den menneskelige livsform, hvor vi med vores højere intelligens og bevidsthed har mulighed for at genetablere vores forhold til Ham. Gør vi det, vender vi tilbage til Ham i den højere verden.
Så hvorfor er vi her? I lyset af ovenstående vil jeg give tre korte svar på dette.
1: Vi eksisterer for at forøge Guds lykke ved at eksistere i et evigt kærlighedsforhold til Ham.
2: Vi er her i denne verden, fordi vi ønsker at glemme Gud.
3: Vi har fået denne menneskeform, fordi Gud ønsker at give os chancen for at genetablere vores forhold til Ham og vende tilbage til Ham efter dette liv.