Følgende er fortsættelsen og sidste del af en artikel af Srila Prabhupada fra Back to Godhead nr. 66 fra 1974. Første del bragtes i Nyt fra Hare Krishna  7.2019.

Selv når vi har bestemt os for at slå ind på selverkendelsens vej, fortsætter maya eller illusionen ikke desto mindre med at være der. Igennem selvrealisering kan en person nå til erkendelse af, at han ikke er kroppen, men en åndelig sjæl. Hvad er hans position da? Tomhed? Upersonlig? Folk tror, at efter kroppens død er der intet andet end nirvana eller tomhed. Upersonalisterne hævder på samme måde, at så snart det er ovre med kroppen, er det også slut med ens personlige identitet. Men kroppen kan i virkeligheden aldrig identificeres mere med det levende væsen, end en bil kan identificeres med sin fører. En person kan styre en bil, hvorhen han vil, men når han træder ud af bilen, tror han ikke, at nu er det slut med hans personlighed. I Bhagavad-gita taler Krishna om det levende væsen på denne måde:

isvarah sarva-bhutanam,  hrd-dese ’rjuna tisthati
bhramayan sarva-bhutani, yantrarudhani mayaya

“Den Højeste Herre befinder Sig i hjertet på enhver, O Arjuna, og styrer vandringerne hos alle levende væsener, der sidder som i en maskine, der er lavet af den materielle energi.” (Bg. 18.61)

Disse forskellige kroppe er som biler, og de bevæger sig alle. Den ene person kan køre i en dyr bil, og en anden kan have en billig. Den ene person kan have en ny bil, og en anden person kan have en gammel. Skal vi da derfor tro, at når vi er ude af kroppens bil, eksisterer personligheden ikke længere? Det er en anden form for galskab.

Tomhedsfilosofien, der hævder, at efter døden bliver vi til ingenting, er også en slags galskab, der er blevet modbevist. Vi er ikke tomhed, men ånd. Når man opnår åndelig erkendelse og ved, at man selv er en ånd, der er uden for kroppen, kan man gøre videre fremskridt ved at spørge ind til, hvad ens pligt som ånd er. ”Hvad er mit åndelige arbejde?” bør man spørge sig selv. At erkende sin åndelige identitet og spørge ind til sin åndelige pligt er virkelig at være ved sine fulde fem. Så megen individualitet og skelnen udvises af det levende væsen, selv når han er i kroppen. Skal vi da tro, at ved døden eksisterer ens intelligens, skelneevne og individualitet ikke længere? Når vi lægger sådanne store planer og arbejder så hårdt inde i kroppen, hvorfor skulle vi da antage, at når vi forlader kroppen, bliver vi til ingenting? Der er intet grundlag for dette vrøvl, og det tilbagevises direkte af Krishna i begyndelsen af Bhagavad-gita:

na tv evaham jatu nasam, na tvam neme janadhipah
na caiva na bhavisyamah, sarve vayam atah param
dehino ’smin yatha dehe, kaumaram yauvanam jara
tatha dehantara-praptir, dhiras tatra na muhyati

“Aldrig var der et tidspunkt, hvor Jeg ikke eksisterede, og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at være til i fremtiden. Ligesom den legemliggjorte sjæl hele tiden vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen på samme måde over i en anden krop i døden. En fattet person forvirres ikke af denne forandring.” (Bg. 2.12–13)

Således fortsætter den individuelle sjæls åndelige identitet efter døden, for Herren Krishna garanterer Arjuna for evigheden af alle de individuelle sjæle, der er forsamlet på slagmarken. Den åndelige gnist eller selvet er inde i kroppen fra det øjeblik, kroppen begynder at blive dannet inde i moderens mave, og den fortsætter med at eksistere i kroppen, imens kroppen gennemgår alle sine forandringer igennem spædbarnsstadiet, barndommen, ungdommen og alderdommen. Det betyder, at personen, der er inde i kroppen, er til stede fra undfangelsesøjeblikket. Størrelsen på denne individuelle sjæl er så lille, at de vediske skrifter anslår den til ikke at være større end en titusindedel af en hårspids. Med andre ord er den usynlig for det menneskelige syn. Man kan ikke se sjælen med materielle øjne, men sjælen er der ikke desto mindre, og det faktum, at kroppen vokser fra formen som en ært til et fuldt udvokset menneske, er bevis på dens tilstedeværelse. Der er seks symptomer på sjælens tilstedeværelse, og vækst er et af dem. Hvis der er vækst eller forandring, kan man vide, at sjælen er til stede inde i kroppen. Når kroppen bliver ubrugelig, forlader sjælen den, og kroppen går ganske enkelt i opløsning. Man kan ikke direkte opfatte, at sjælen forlader kroppen, men man kan opfatte dens symptomer, når kroppen mister bevidstheden og dør. I Bhagavad-gitas andet kapitel giver Herren Krishna følgende sammenligning for at illustrere denne proces:

vasamsi jirnani yatha vihaya,
navani grhnati naro ’parani
tatha sarirani vihaya jirnany,
anyani samyati navani dehi

”Ligesom en person ifører sig nye klæder og opgiver de gamle, accepterer sjælen på samme måde nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.” (Bg. 2.22)

Selv om sjælen antager nye kroppe, vælger sjælen ikke selv kroppene. Valget foretages af naturens love. Imidlertid påvirker sjælens mentalitet valget, som Krishna tilkendegiver det i følgende vers:

yam yam vapi smaran bhavam,
tyajaty ante kalevaram
tam tam evaiti kaunteya,
sada tad-bhava-bhavitah

“En hvilken som helst tilstand, man forlader sin nuværende krop i, opnår man med sikkerhed i sit næste liv.” (Bg. 8.6)

I takt med, at ens tanker udvikler sig, udvikler ens fremtidige krop sig også. Et menneske ved sine fulde fem forstår, at det ikke er kroppen, og det forstår også, hvad dets pligt er: at fæstne sit sind på Krishna, så det i døden kan opnå Krishnas natur. Det er Krishnas råd i Niende Kapitels sidste vers:

man-mana bhava mad-bhakto,
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam,
atmanam mat-parayanah

”Engager dit sind i altid at tænke på Mig, bliv Min hengivne, engager din krop i Min tjeneste og overgiv dig til Mig. Ved at være helt absorberet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” (Bg. 9.34)

Hver eneste legemliggjort sjæl er hele tiden aktiv ved at tænke. At lade være med at tænke er ikke engang muligt i så meget som et øjeblik. Den individuelle sjæls pligt er derfor at tænke på Krishna. Dette burde ikke være vanskeligt eller skadeligt på nogen måde. Krishna har Sine lege og aktiviteter, Han kommer til Jorden og efterlader Sit budskab i form af Bhagavad-gita, og der er så mange bøger om Krishna, at det hverken er vanskeligt eller kostbart at tænke på Ham. Der er nok bøger om Krishna til et helt liv, så der mangler ikke læsestof. At tænke på Krishna bør imidlertid være velvilligt imødekommende. Hvis en mand er ansat et sted, tænker han altid på sin arbejdsgiver: ”Jeg må være der til tiden. Hvis han ser, at jeg kommer for sent, trækker han måske i min løncheck.” At tænke sådan er ikke godt nok. Det er nødvendigt at tænke på Krishna med kærlighed (bhava mad-bhaktah). Når en tjener tænker på sin herre i den materielle verden, er der ingen kærlighed. Han tænker kun på kroner og ører. Fordi det ikke vil redde os at tænke på den måde, beder Krishna os om at blive Hans hengivne.

At tænke på Krishna med kærlighed eller med hengivenhed til Krishna betyder i virkeligheden tjeneste. Den åndelige mester ordinerer forskellige pligter, der sætter den nye hengivne i stand til at tænke på Krishna. I Samfundet for Krishna-bevidsthed foreskrives der f.eks. så mange pligter: at trykke, skrive, maskinskrive, ekspedere, lave mad osv. På så mange måder tænker eleverne på Krishna, fordi de er beskæftiget i Krishnas tjeneste.

Hvilken pligt angives af Krishna? Mad-yaji mam namaskuru. Selv om vi ikke har lyst til at adlyde, må vi adlyde og frembære vores respekt (namaskuru). Bhakti eller hengivenhed uden respekt er ikke bhakti. Man bør engagere sig i Krishna-bevidsthed med kærlighed og respekt og på den måde gøre sine angivne pligter. Så vil livet være vellykket. Man kan aldrig være lykkelig ved at identificere sig med den materielle krop og involvere sig i en masse ligegyldige ting. For at være lykkelig må der være bevidsthed om Krishna. Det er forskellen på åndelighed og materialisme. Den samme skrivemaskine, diktafon, båndoptager, duplikatormaskine, det samme papir og blæk, den samme hånd – overfladisk set er de det samme, men alting bliver åndeliggjort, når det bruges i Krishnas tjeneste. Da er det åndeligt. Vi må ikke tro, at noget skal være ualmindeligt for at være åndeligt. Hele den materielle verden kan forvandles til ånd, hvis vi blot bliver Krishna-bevidste. Ved ivrigt at følge Krishnas instruktioner i Bhagavad-gita og følge i fodsporene på de store acaryaer eller lærere i Bhagavad-gita inden for discipelrækkens tradition kan vi åndeliggøre Jorden og genoprette dens indbyggeres forstand og sunde fornuft.

Comments are closed.