Dette er anden og sidste del af et berømt essay, som Srila Prabhupada skrev i 1966 som svar på nogle psykiatriske myndigheders beskyldninger om, at hans disciple var sindsyge eller skøre. Her er det i en oversættelse fra Back to Godhead, hvor det blev bragt i nr. 66 fra 1974. Første del blev bragt i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna (5.2017).

Ikke desto mindre fortsætter maya eller illusionen med stadigvæk at være der, selv efter at vi har besluttet os til at slå ind på selvrealiseringens vej. Igennem selvrealisering kan en person nå til erkendelsen af, at han ikke er kroppen, men en åndelig sjæl. Hvad er hans position da? Blot og bar tomhed? Upersonlig? Folk tror, at efter kroppens død er der intet andet end nirvana eller tomhed. Upersonalisterne hævder på samme måde, at så snart kroppen er slut, er det også slut med ens personlige identitet eller individualitet. Men i virkeligheden kan kroppen aldrig identificeres med det levende væsen, mere end at en bil kan identificeres med sin fører. En person kan styre en bil, hvorhen han ønsker det, men når han stiger ud af bilen, tror han ikke, at hans personlighed er pist væk. I Bhagavad-gita taler Krishna om det levende væsen på denne måde:

isvarah sarva-bhutanam / hrd-dese ’rjuna tisthati
bhramayan sarva-bhutani / yantrarudhani mayaya

”Den Højeste Herre befinder sig i hjertet på enhver, O Arjuna, og styrer vandringerne hos alle levende væsener, der sidder som på en maskine, der er lavet af den materielle energi.” (Bg. 18.61)

Disse forskellige kroppe er som biler, og de bevæger sig alle omkring. Den ene person har en dyr bil, og den anden person har en billig. Den ene person har en ny bil, og den anden person har en gammel. Skulle vi da tro, at når vi er ude af bilen, eksisterer personligheden ikke længere? Det er en anden form for galskab. Tomhedsfilosofien, der postulerer, at efter døden bliver vi til ingenting, er også en form for galskab, der strider imod virkeligheden. Vi er ikke tomhed, men ånd. Når man opnår åndelig erkendelse og ved om sig selv, at man er ånd, der er hævet over kroppen, kan man gøre yderligere fremskridt ved at spørge ind til sin pligt som ånd. ”Hvad er mit åndelige virke?” bør man spørge. At erkende sin åndelige identitet og spørge ind til sin åndelige pligt er virkelig at være rationel og normal. Så meget individualitet og skelnen udvises af det levende væsen, selv når han er i kroppen. Hvorfor skulle vi da tro, at efter døden eksisterer ens intelligens, skelneevne og individualitet ikke længere? Når vi kan udtænke store planer og arbejde så hårdt, når vi er inde i kroppen, hvorfor skulle vi da slutte, at når vi forlader kroppen, bliver vi til tomhed? Der er intet grundlag for dette vrøvl, og det tilbagevises direkte af Krishna i selve begyndelsen af Bhagavad-gita:

na tv evaham jatu nasam / na tvam neme janadhipah
na caiva na bhavisyamah / sarve vayam atah param

dehino ’smin yatha dehe / kaumaram yauvanam jara
tatha dehantara-praptir / dhiras tatra na muhyati

”Aldrig var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede, og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at eksistere på noget tidspunkt. Ligesom den legemliggjorte sjæl hele tiden vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen på samme måde over i en anden krop i døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.” (Bg. 2.12–13)

Således fortsætter den individuelle sjæls åndelige identitet med at eksistere efter døden, for Herren Krishna forsikrer Arjuna om den evige natur af alle de individuelle sjæle, der er forsamlet på slagmarken. Den åndelige gnist eller selvet er inde i kroppen fra det øjeblik, hvor kroppen begynder at blive dannet inde i moderens mave, og den fortsætter med at eksistere i kroppen, imens kroppen gennemgår alle sine forandringer igennem barndom, ungdom og alderdom. Det betyder, at personen, der er inde i kroppen, er til stede fra undfangelsesøjeblikket. Størrelsen på denne individuelle sjæl er så lille, at de vediske skrifter angiver den til ikke at være større end en titusindedel del af en hårspids. Med andre ord er den usynlig, for så vidt menneskets øjne angår. Man kan ikke se sjælen med materielle øjne, men sjælen er der ikke desto mindre, og den kendsgerning, at kroppen vokser fra formen af en lille ært til et fuldvoksent menneske, er bevis på sjælens tilstedeværelse. Der er seks symptomer på sjælens tilstedeværelse, og vækst er et af dem. Hvis der er vækst eller forandring, må man forstå, at sjælen er til stede inde i kroppen. Når kroppen bliver ubrugelig, forlader sjælen den, og kroppen går slet og ret i opløsning. Man kan ikke direkte se, at sjælen forlader kroppen, men man kan opfatte det symptomatisk, når kroppen mister bevidstheden og dør. I Bhagavad-gitas andet kapitel giver Herren Krishna følgende sammenligning for at illustrere denne proces:

vasamsi jirnani yatha vihaya / navani grhnati naro ’parani
tatha sarirani vihaya jirnany / anyani samyati navani dehi

“Ligesom en person ifører sig nye klæder og bortkaster de gamle, accepterer sjælen på samme måde nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.” (Bg. 2.22)

Selv om sjælen accepterer nye kroppe, vælger sjælen ikke selv kroppene. Valget foretages af naturens love. Imidlertid påvirker sjælens mentalitet valget, som Krishna giver udtryk for det i det følgende vers:

yam yam vapi smaran bhavam / tyajaty ante kalevaram
tam tam evaiti kaunteya / sada tad-bhava-bhavitah

“Ligegyldigt hvilken tilstand, i hvilken man forlader sin nuværende krop, opnår man med sikkerhed den tilstand i sit næste liv.” (Bg. 8.6)

Ligesom ens tanker udvikler sig, udvikler ens fremtidige krop sig også. Et menneske, der er ved sine fulde fem, ved, at det ikke er kroppen, og det forstår også, hvad dets pligt er: at fokusere sit sind på Krishna, så det i dødsøjeblikket kan opnå Krishnas natur. Det er Krishnas råd i det sidste vers i Bhagavad-gitas kapitel 9:

man-mana bhava mad-bhakto / mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam / atmanam mat-parayanah

“Tænk altid på Mig, engager din krop i Min tjeneste og overgiv dig til Mig. Ved at være fuldstændigt absorberet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” (Bg. 9.34)

Alle legemliggjorte sjæle tænker hele tiden på noget. At afholde sig fra at tænke er ikke muligt i så meget som et øjeblik. Hver eneste persons pligt er derfor at tænke på Krishna. Der skulle ikke være noget vanskeligt ved eller skadeligt i det. Krishna har lege og aktiviteter, Han kommer til Jorden og efterlader Sit budskab i form af Bhagavad-gita, og der er så mange bøger om Krishna, at det er hverken vanskeligt eller bekosteligt at tænke på Ham. Der er nok bøger om Krishna til et helt liv, uden at man kommer til at mangle læsestof. At tænke på Krishna bør imidlertid være velvilligt imødekommende. Hvis en mand er ansat et sted, kan det være, at han altid tænker på sin arbejdsgiver: ”Jeg må være der til tiden. Hvis han ser mig komme sent, trækker han måske noget fra min løncheck.” Den slags tænkning duer ikke. Det er nødvendigt at tænke på Krishna med kærlighed (bhava mad-bhaktah). Når tjeneren tænker på herren i den materielle verden, er der ingen kærlighed. Han tænker blot på kroner og ører. Fordi den slags tænkning ikke vil redde os, beder Krishna om, at man blot bliver Hans hengivne.

At tænke på Krishna med kærlighed eller i hengivenhed til Krishna betyder i virkeligheden tjeneste. Den åndelige mester giver forskellige pligter for at sætte den nye hengivne i stand til at tænke på Krishna. For eksempel gives der i Samfundet for Krishna-bevidsthed så mange pligter: udgivelse af bøger, forfattervirksomhed, maskinskrivning, udsendelse af ting, madlavning osv. Eleverne tænker på Krishna på så mange måder, fordi de holdes beskæftiget i Krishnas tjeneste.

Hvad er det for en pligt, der antydes af Krishna? Mad-yaji mam namaskuru. Selv om vi ikke har lyst til at adlyde, skal vi alligevel adlyde og frembære vores respekt (namaskuru). Bhakti eller hengivenhed minus respekt er ikke bhakti. Man skal engagere sig i Krishna-bevidsthed med kærlighed og respekt og på den måde gøre sine foreskrevne pligter. Da vil livet være vellykket. Man kan aldrig blive lykkelig ved at identificere sig med den materielle krop og engagere sig i alle mulige meningsløse aktiviteter. Lykke kræver bevidsthed om Krishna. Det er forskellen på åndeligt liv og materielt liv. Den samme skrivemaskine, diktafon, båndoptager, mimeograf, papir, blæk, den samme hånd – overfladisk set er alting det samme, men alt bliver åndeliggjort, når det bruges i Krishnas tjeneste. Da er det åndeligt. Vi må ikke tro, at noget skal være ualmindeligt for at være åndeligt. Hele den materielle verden kan forvandles til ånd, hvis vi blot bliver Krishna-bevidste. Hvis vi ivrigt følger Krishnas instruktioner i Bhagavad-gita og følger i fodsporene på de store acaryaer eller discipelrækkens lærere af Bhagavad-gita, kan vi åndeliggøre Jorden og genskabe dens indbyggeres sunde fornuft og tilregnelighed.