Templet i København har i denne måned besøg af Jahnu Dasa, en af de tidlige danske Hare Krishna-hengivne fra begyndelsen af 1980’erne. Han har i mange år boet fast i Sridhama Mayapur i Indien, hvor han bl.a. bruger tid på at skrive og debattere med forskellige mennesker om Krishna-bevidsthed. Det er blevet til flere tusinde artikler igennem årene. Han har delt tre af dem med Nyt fra Hare Krishna.

Jeg så en dokumentar på DR1 om skønhedens magt. Programmet handlede om, hvor vigtigt det er at se godt ud. Det er åbenbart et problem for mange mennesker, at de ikke ser ud som idealet på den slanke, strømlinede krop.

De fik at vide, at de måtte lære at acceptere deres krop og føle sig veltilpas i den.

Så tænkte jeg på, hvilken befrielse den vediske lære er – hvor dejligt det er at forstå, at man er hverken sin krop eller sit sind, men observanten indeni.

Når man først forstår det, og når man forstår, at kroppen er ens maskine og ikke én selv, bliver man straks befriet for kropskomplekser. Man kan selvfølgelig sige, at det er bedre at have en Mercedeskrop end en Trabantkrop, men hvem hænger sig i ens bil, når man ved, at føreren indeni er et menneske som én selv?

Når man er kommet i kontakt med sit virkelige selv, sjælen som det kaldes, kan man begynde at forbinde sit selv med det Højeste Selv – Gud.

Gennem en ægte forbindelse af sig selv med Gud kan man opleve den højeste glæde. I den forbindelse vil en eftertænksom person spørge sig selv: ”Hvad er Gud og sjælen lavet af? Hvad består Gud af?”

Ifølge den vediske forståelse består Gud af evighed, viden og lyksalighed. Eftersom sjælen er en partikel af Guds bevidsthed, er sjælen en atomisk gnist af evighed, viden og lyksalighed. Læg mærke til, at den vediske version er den eneste religion i verden, der tilbyder en klar definition på sjælen og Gud.

Brahma, skaberguden, siger: ”Krishna, der også er kendt som Govinda, er Guddommens Højeste Personlighed. Han har en evig, lyksalig åndelig krop. Han er kilden til alt. Han har ingen anden årsag end sig Selv, for Han er alle årsagers oprindelige årsag.” (Brahma-samhita, 5.1)

Det giver også mening, at evighed, viden og lykke er den substans, som Gud består af. Vi kan teste det på os selv. Alle sjæle er atomiske fragmenter af Gud, og hvis det er sandt, bør det kunne stadfæstes gennem et eksperiment. Det svarer til at undersøge en enkelt dråbe for at forstå hele havet.

Det faktum, at alle levende væsener instinktivt drages mod disse tre tilstande, antyder, at det er vores naturlige tilstand. Alle levende væsener søger evighed, viden og glæde. Vi har alle en oplevelse af, at disse tre er hovedmotoren eller drivkraften i vores eksistens.

Vi er alle nydelsessøgende. Vi forsøger alle at lære noget. Og vi prøver alle at bevare vores væren. Vi besidder overlevelsesdrift. Overlevelsesdriften sammen med sexdriften er sikkert de stærkeste drifter hos alle levende væsener.

Kedsomhed hører til materiel eksistens. Som sjæle på det åndelige plan bliver vi aldrig trætte af at lege med Krishna. Helt ærligt, hvem vil ikke gerne være evigung og lykkelig? Er der nogen, der gerne vil have, at deres glæde hører op, fordi det altså bare er så kedeligt at være glad og tilfreds? Nej, vel? Den eneste grund til, at man ville ønske, at ens eksistens skulle slutte, er, hvis livet er miserabelt.

I virkeligheden er vi lykkelige hele tiden. Men i samvær med vores midlertidige kropslige eksistens bliver vor glæde konstant afbrudt af lidelser. Men vi ønsker ikke, at vores lykke skal ende. Hvem sidder i et virkelig lykkeligt sindelag og tænker: ”Åh altså, jeg ville ønske, min lykke ville gå væk … ” Det er der ingen, der gør.

Det er således et direkte observerbart faktum, at alle levende væsener drages mod evighed, kundskab og lyksalighed, nøjagtigt som det står skrevet og er forudsagt i den vediske version.

Ved at forbinde os med vor virkelige identitet som sjæl bliver vi gensitueret i Guds substans af evighed, viden og lykke. Vi forbinder os selv med evighed, viden og lykke.

Metoden til at gøre dette er at påkalde Guds navn og anmode Ham. Det afstedkommes i den uværende tidsalder af strid og hykleri, Kali-tidsalderen, ved at synge eller meditere på Hare Krishna-mantraet.

Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.

”Det ovenstående mantra på 16 ord og 32 stavelser er den eneste måde at beskytte sig mod denne tids ondskab. Efter at have gennemsøgt hele den vediske litteratur finder vi ingen mere ophøjet religion for den nuværende tidsalder end at synge Hare Krishna.” (Kali-santarana Upanishad)

Comments are closed.