Det følgende er en klasse med Srila Prabhupada fra New York City den 21. juli 1971.

I dag vil jeg gerne tale om forherligelsen af Guds hellige navn. Dette blev diskuteret mellem Maharaja Pariksit og Sukadeva Gosvami i forbindelse med en brahmana, der var meget degraderet og forfalden til alle slags syndige aktiviteter, men blev reddet blot ved at fremsige det hellige navn. Denne historie findes i Srimad-Bhagavatams 6. Bog.

De universelle planetsystemer beskrives meget fint i Srimad-Bhagavatams 5. Bog. Inden for universet findes der nogle planeter, der er helvede. I virkeligheden indeholder ikke blot Srimad-Bhagavatam, men alle religiøse skrifter har beskrivelser af helvede og himmel. I Srimad-Bhagavatam kan man finde ud af, hvor disse helvedesplaneter er, og hvor langt væk de er fra denne planet, ligesom man kan få ting at vide fra moderne astronomi. Astronomer har beregnet, hvor langt væk Månen er, og hvad afstanden er mellem denne planet og Solen. På samme måde indeholder Srimad-Bhagavatam beskrivelser af helvedesplaneterne.

Vi har erfaring af forskellige atmosfæriske tilstande selv på denne planet. I de vestlige lande nær Nordpolen er klimaet et andet end i Indien, der er nær Ækvator. Ligesom der er forskelle i atmosfæren og levebetingelserne på denne planet, er der mange planeter, der har andre atmosfærer og livstilstande.

Efter at have hørt en beskrivelse af helvedesplaneterne fra Sukadeva Gosvami udbrød Pariksit Maharaja:

adhuneha maha-bhaga
yathaiva narakan narah
nanogra-yatanan neyat
tan me vyakhyatum arhasi

“Min lærer, jeg har hørt fra dig om helvedesplaneterne. Meget syndige mennesker sendes til disse planeter.” Pariksit Maharaja er en vaisnava, en hengiven, og en vaisnava føler altid med andres lidelse. Han lider altid ved at se andres lidelse. Da for eksempel Herren Jesus Kristus kom, var han meget påvirket af folks ulykkelige tilstand. Uanset hvilket land eller hvilken gruppe de tilhører, har alle vaisnavaer eller hengivne – alle mennesker, der er Gudsbevidste eller Krishna-bevidste – medfølelse på den måde. Derfor er det en stor forseelse at bespotte en vaisnava, en prædikant af Guds herligheder.

Krishna, Gud, tolererer aldrig forseelser, der begås mod en vaisnavas lotusfødder. En vaisnava er et hav af barmhjertighed. Vancha-kalpataru: Alle har ønsker, men en vaisnava kan opfylde alles ønsker. Kalpataru betyder ønsketræ. I den åndelige verden er der et træ, der kaldes et ønsketræ. I denne materielle verden får man en bestemt slags frugt fra et bestemt slags træ, men i Krishnaloka såvel som på alle Vaikuntha-planeterne er alle træer åndelige og vil opfylde alle vores ønsker. Det beskrives i Brahma-samhita: cintamani-prakara-sadmasu kalpa-vrksa.

En vaisnava tiltales som mahabhaga, der betyder heldig. Den, der bliver en vaisnava og er Gudsbevidst, må forstås at være meget heldig.

Vandring gennem universet

Caitanya Mahaprabhu har forklaret, at de levende væsener vandrer igennem forskellige livsarter på forskellige planetsystemer over hele universet. Et levende væsen kan rejse, hvorhen han vil – til helvede eller himlen – som han har lyst til det, og som han bereder sig selv. Der er mange himmelske planeter, mange helvedesplaneter og mange livsarter. Der er 8.400.000 arter. Det levende væsen vandrer gennem disse arter og skaber kroppe ifølge sin mentalitet i det nuværende liv. ”Som du sår, så skal du høste.”

Caitanya Mahaprabhu bemærker, at blandt alle disse talløse levende væsener, der vandrer i den materielle verden, er ét af dem heldigt, men ikke alle. Hvis alle var heldige, ville de alle have engageret sig i Krishna-bevidsthed, der bliver udbredt kvit og frit overalt. Men hvorfor tager folk ikke imod det? Fordi de er uheldige. Derfor siger Caitanya Mahaprabhu, at kun de, der er heldige, forfølger Krishna-bevidsthed. De får et lovende liv, et godt liv, et lykkeligt liv, et liv i viden.

Det er en vaisnavas pligt at gå dør til dør for at gøre uheldige mennesker heldige. En vaisnava tænker: ”Hvordan kan disse mennesker blive udfriet fra deres helvedesagtige liv?” Det var Pariksit Maharajas spørgsmål. ”Min lærer,” spurgte han. ”Du har beskrevet, at på grund af éns syndige aktiviteter anbringes man i en helvedesagtig livstilstand eller på et helvedesagtigt planetsystem. Så hvad kan modvirke dette, så sådanne personer kan reddes?” Det er spørgsmålet. Når en vaisnava kommer, når Gud Selv kommer, eller når Guds søn eller Hans meget fortrolige hengivne kommer, er deres eneste mission at redde syndige personer, der lider. De ved, hvordan man gør det.

Da Prahlada Maharaja mødte Nrsimhadeva, sagde han:

naivodvije para duratyaya-vaitaranyas
tvad-virya-gayana-mahamrta-magna-cittah
soce tato vimukha-cetasa indriyartha-
maya-sukhaya bharam udvahato vimudhan

“Min kære Herre,” bemærkede Prahlada. ”Jeg er ikke særlig bekymret for min egen befrielse.” Mayavadierne eller de upersonalistiske filosoffer er omhyggelige med, at deres personlige frelse ikke forstyrres. De tænker: ”Hvis jeg går ud for at prædike i selskab med andre, falder jeg måske ned, og jeg vil miste min erkendelse.” Derfor kommer de ikke. Kun vaisnavaerne kommer – med fare for at falde ned. Men de falder ikke ned. De kan endog tage til helvede for at befri de betingede sjæle. Det er Prahlada Maharajas mission. Han sagde, naivodvije: “Jeg er ikke særlig bange for at leve i denne materielle verden.”

Prahlada Maharaja nævnte videre: ”Jeg har ingen bekymring for mig selv, for på en eller anden måde er jeg blevet trænet til altid at være Krishna-bevidst.” Fordi han er Krishna-bevidst, er han sikker på, at i sit næste liv kommer han til Krishna. Der står i Bhagavad-gita, at hvis man praktiserer de Krishna-bevidste regulative principper omhyggeligt, er det sikkert, at man vil nå det højeste mål i sit næste liv.

Prahlada Maharaja fortsatte: “Der er kun én kilde til bekymring for mig.” Se bare – selv om han ingen bekymring havde for sig selv, havde han alligevel en bekymring. Han sagde, soce tato vimukha-cetasah: “Jeg er bekymret for de personer, der ikke er Krishna-bevidste. Det er min bekymring. For mig selv har jeg ingen bekymring, men jeg tænker på dem, der ikke er Krishna-bevidste.” Hvorfor er de ikke Krishna-bevidste? Maya-sukhaya bharam udvahato vimudhan: Disse slyngler har skabt en humbugcivilisation for at få midlertidig lykke.

Humbugcivilisation

Maya-sukhaya. Det er faktisk sandt. Vi har en humbugcivilisation. Så mange biler fremstilles hvert år, og af den grund skal der udgraves og anlægges så mange veje. Dette skaber problem efter problem. Derfor er det maya-sukhaya, illusorisk lykke, men alligevel forsøger vi at være lykkelige på den måde. Vi forsøger at skabe en måde at være lykkelige på, men det giver kun ophav til flere problemer.

I jeres land har I det største antal biler, men det løser ingen problemer. I har fremstillet biler til at hjælpe jer med at løse livets problemer, men jeg har erfaret, at dette også skaber problemer. Da min discipel Dayananda ville tage mig til en læge i Los Angeles, måtte jeg rejse 45 kilometer, før jeg overhovedet kunne konsultere lægen. Så snart man skaber biler, kommer man til at rejse 50 eller 60 kilometer, når man skal besøge sine venner.

Man kan flyve fra New York til Boston på én time, men det tager længere tid bare at køre til lufthavnen. Denne situation kaldes maya-sukhaya. Maya betyder falsk eller illusorisk. Vi forsøger at skabe en meget behagelig situation, men vi har skabt en ny ubehagelig situation. Sådan er det i den materielle verden. Hvis vi ikke er tilfredse med de naturlige bekvemmeligheder, som Gud og naturen giver, og vi ønsker at skabe kunstige bekvemmeligheder, kommer vi også til at skabe nogle ubehageligheder. Det ved folk flest ikke. De tror, at de skaber en meget bekvem situation, men i virkeligheden rejser de 80 kilometer for at komme til kontoret for at tjene til dagen og vejen og 80 kilometer for at komme hjem igen. På Hawaii arbejdede en fyr, Gaurasundara, for at opretholde vores tempel. Desværre måtte han rejse 80 kilometer fra templet for at komme på arbejde. Jeg var meget ked af at se, at han var nødt til at køre 80 kilometer for Krishnas skyld, men nu har Krishna givet ham faciliteten til ikke at skulle arbejde mere.

På grund af sådanne omstændigheder sagde Prahlada Maharaja, at disse vimudhaer – disse materialistiske personer, disse slyngler – har skabt en unødvendig byrde for sig selv blot for at få midlertidig lykke. Vimudhan . . . maya-sukhaya bharam udvahatah. Derfor anbefales det i den vediske civilisation, at man frigør sig selv fra materielt liv, tager sannyasa, den forsagende livsorden og praktiserer åndeligt liv uden nogen bekymring overhovedet.

Hvis man kan praktisere Krishna-bevidsthed i familielivet, er det meget godt. Bhaktivinoda Thakura var familiemand og magistrat, og alligevel praktiserede han hengiven tjeneste så flot. Dhruva Maharaja og Prahlada Maharaja var grhasthaer, familiemænd, men de oplærte sig selv på en sådan måde, at selv som husholdere mødte de ingen afbrydelse i deres tjeneste. Derfor sagde Prahlada Maharaja: ”Jeg har lært kunsten altid at forblive i Krishna-bevidsthed.” Hvad er det for en kunst? Tvad-virya-gayana mahamrta-magna-cittah: simpelthen at forherlige Herrens sejrrige aktiviteter og lege.

Virya betyder ”meget heroisk”. Krishnas aktiviteter er heroiske. Man kan læse om dem i vores bog Krishna. Krishnas navn, Hans berømmelse, Hans aktiviteter, Hans ledsagere og alt andet ved Ham er heroisk. Prahlada Maharaja sagde i denne forbindelse: ”Jeg er sikker på, at uanset hvor jeg er, kan jeg forherlige Dine heroiske aktiviteter og være i sikkerhed. Det er udelukket, at jeg falder ned. Jeg er blot bekymret for de personer, der har skabt en civilisation, hvor de altid har travlt med at arbejde hårdt. Det er dem, jeg har i tankerne.”

Tilbagetrukne vismænd

Prahlada bemærkede videre:

prayena deva munayah sva-vimukti-kama
maunam caranti vijane na parartha-nistah
naitan vihaya krpanan vimumuksa eko
nanyam tvad asya saranam bhramato ’nupasye

“Min kære Herre, der er mange helgenatige personer og vismænd, der er meget interesserede i deres egen befrielse.” Munayah betyder helgenagtige personer eller filosoffer. Prayena deva munayah sva-vimukti-kama: De er meget interesserede i deres egen befrielse. De forsøger at opholde sig på afsides steder som Himalayabjergene. De taler ikke med nogen, og de er altid bange for at blande sig med almindelige folk i byen og blive forstyrret og måske endog falde ned. De tænker: ”Lad mig hellere redde mig selv.”

Prahlada Maharaja beklager, at disse store helgenagtige personer ikke kommer ind til byen, hvor folk har skabt en civilisation, hvor de skal arbejde meget hårdt hele dagen og natten. Sådanne helgener har ikke megen medfølelse. Han sagde: ”Jeg er bekymret for disse faldne mennesker, der unødvendigt arbejder så hårdt blot for sansetilfredsstillelse.”

Selv hvis der var en grund til at arbejde så hårdt, ved sådanne mennesker ikke, hvad den er. Alt, de kender til, er sex. Enten går de til nøgendans eller en nøgenklub eller til det ene og det andet. Prahlada Maharaja siger: naitan vihaye krpanan vimumuksa ekah. “Min Herre, jeg behøver ikke frelse alene. Medmindre jeg kan tage alle disse fjolser med mig, skal jeg ingen steder hen.” Han nægter at tage til Guds rige uden at tage alle disse faldne sjæle med sig. Dette er en vaisnava. Nanyam tvad asya saranam bhramato ’nupasye: “Jeg ønsker blot at lære dem, hvordan man overgiver sig til Dig. Det er alt. Det er mit mål.”

Vaisnavaen ved, at så snart han overgiver sig, er hans vej åben. Naivodvije para duratyaya vaitaranyas tvad-virya-gayana-mahamrta-magna-cittah: “Lad dem blot på den ene eller anden måde bukke sig ned for Krishna.” Dette er en enkel metode. Alt, man behøver at gøre, er med tro at bukke sig ned for Krishna og sige: ”Min Herre Krishna, i så mange liv har jeg ikke tænkt på Dig. Nu er jeg kommet til bevidsthed. Vil Du ikke nok acceptere mig?” Det er alt. Hvis man blot lærer denne teknik og oprigtigt overgiver sig til Herren, er ens vej med det samme åben.

Disse er vaisnavaens filosofiske tanker. Vaisnavaer tænker altid på, hvordan de faldne sjæle kan befries. Ligesom Gosvamierne har de altid travlt med sådanne planer. Hvad var Vrindavanas seks Gosvamier, Herren Caitanyas direkte disciple, optaget af? Det angives af Srinivasa Acarya:

nana-sastra-vicaranaika-nipunau
sad-dharma-samsthapakau
lokanam hita-karinau tri-bhuvane
manyau saranyakarau
radha-krsna-padaravinda-
bhajana-nandena mattalikau
vande rupa-sanatanau
raghu-yugau sri-jiva-gopalakau

“De seks Gosvamier, nemlig Sri Rupa Gosvami, Sri Sanatana Gosvami, Sri Raghunatha Bhatta Gosvami, Sri Raghunatha Dasa Gosvami, Sri Jiva Gosvami og Sri Gopala Bhatta Gosvami, er meget dygtige til omhyggeligt at studere alle de åbenbarede skrifter for at kunne etablere evige religiøse principper til gavn for alle mennesker. Derfor æres de overalt i de tre verdener, og de er værdige at søge tilflugt hos, for de er altid fordybede i gopiernes stemning og er engagerede i Radha og Krishnas transcendentale kærlighedstjeneste.” (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.