Her afsluttes en klasse med Srila Prabhupada fra New York City den 21. juli 1971. Første del bragtes i sidste nummer.

Med en tilsvarende vaisnava-medfølelse siger Pariksit Maharaja til Sukadeva Gosvami: ”Du har beskrevet forskellige slags helvedesagtige livstilstande. Fortæl mig nu, hvordan de, der lider, kan blive befriet. Vil du ikke forklare dette for mig?”

adhuneha maha-bhaga
yathaiva narakan narah
nanogra-yatanan neyat
tan me vyakhyatum arhasi

Narah betyder mennesker – de, der er faldne. Narakan narah nanogra-yatanan neyat tan me: “Hvordan kan de blive befriet fra voldsomme lidelser og frygtelige smerter?” Sådan er en vaisnavas hjerte. Maharaja Pariksit siger: ”På en eller anden måde er de faldet ned i dette helvedesagtige liv. Men det betyder ikke, at de for altid skal forblive i den tilstand. Der må være nogle måder, hvorpå de kan blive befriet, så vil du ikke venligst forklare det?”

Forskellige slags synd

Sukadeva Gosvami svarede:

na ced ihaivapacitim yathamhasah
krtasya kuryan mana-ukta-panibhih
dhruvam sa vai pretya narakan upaiti
ye kirtita me bhavatas tigma-yatanah

“Ja, jeg har allerede forklaret de forskellige slags helvedesagtige tilstande og et hårdt, smertefyldt liv, og man er nødt til at gøre noget ved det.”

Hvordan gør man det? Syndige aktiviteter begås på forskellige måder. Vi kan lægge en plan – ”Jeg vil slå den mand ihjel.” Det er syndigt. Når sindet tænker, føler og vil, er der handling.

Den anden dag læste jeg i en bog, at hvis en eller andens hund gør ad mig, når jeg går forbi på vejen, er det ifølge loven en krænkelse for hundeejerens vedkommende. Ingen skulle behøve at blive skræmt af hunde, der gør, så man bør tage sig af sin hund. Jeg læste dette. Det er en lov i jeres land. Hunden gør blot, men det er syndigt. Hunden er ikke ansvarlig, for den er et dyr, men fordi dyrets ejer har gjort hunden til sin bedste ven, er han ansvarlig ifølge loven. Hvis en hund udefra trænger ind i ens hus, kan den ikke nødvendigvis slås ihjel, men hundens ejer kan retsforfølges.

Ligesom hundens gøen er ulovlig, er det også syndigt, når man siger noget krænkende til andre.

Derfor begås syndige aktiviteter på så mange måder. Uanset om vi tænker på syndige aktiviteter eller taler noget syndigt, eller vi faktisk begår en syndig handling, anses de alle for syndige aktiviteter. Dhruvam sa vai pretya narakan upaiti. Man kan ikke undgå at lide straf for sådanne syndige aktiviteter.

Folk tror ikke på et næste liv, for de ønsker at undgå dette besvær. Men vi kan ikke undgå det. Vi må handle ifølge loven, ellers vil vi blive straffet. På samme måde kan jeg ikke undgå Guds lov. Det er ikke muligt. Jeg kan snyde andre, begå tyveri og gemme mig selv, hvorved jeg kan redde mig selv fra at blive straffet af statens lov, men jeg kan ikke redde mig selv fra den højere lov, naturens lov. Det er meget vanskeligt. Der er så mange vidner. Dagslyset er et vidne, månelyset er et vidne, og Krishna er det højeste vidne. Man kan ikke sige: ”Jeg begår denne synd, men ingen kan se mig.”

Krishna er det højeste vidne, der sidder inde i ens hjerte. Han noterer, hvad man tænker, og hvad man gør. Han giver også mulighed for det. Hvis man gerne vil gøre noget for at tilfredsstille sine sanser, giver Krishna mulighed for at begå den handling. Der står i Bhagavad-gita, sarvasya caham hrdi sannivistah: “Jeg sidder i hjertet på enhver.” Mattah smrtir jnanam-apohanam ca: “Fra Mig kommer hukommelse, viden og glemsel.”

På denne måde giver Krishna os en chance. Hvis vi vil have Krishna, giver Han os en chance for at have Ham, og hvis vi ikke vil have Krishna, giver Han os en chance for at glemme Ham. Hvis man ønsker at nyde livet og glemme Krishna – glemme Gud – vil Krishna give én al mulighed for det, så man kan glemme, og hvis man ønsker at nyde livet med Krishna-bevidsthed, vil Krishna give én muligheden for at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed. Det er op til os selv.

Hvis vi tror, at vi kan være lykkelige uden Krishna-bevidsthed, vil Krishna ikke modsætte sig det. Yathecchasi tatha kuru. Efter at have rådgivet Arjuna sagde Krishna bare: ”Nu har jeg forklaret alting for dig. Uanset hvad du ønsker, kan du gøre det.” Arjuna svarede med det samme, karisye vacanam tava: “Nu vil jeg udføre Din ordre.” Det er Krishna-bevidsthed.

Krishna vil hjælpe

Gud griber ikke ind i vores lille uafhængighed. Hvis vi ønsker at handle ifølge Guds ordre, vil Gud hjælpe os. Selv hvis vi somme tider falder ned, men hvis vi bliver oprigtige – ”Fra nu af skal jeg forblive Krishna-bevidst og udføre Dine ordrer” – vil Krishna hjælpe os. I alle henseender vil Han, selv hvis man falder ned, undskylde én og give én mere intelligens. Denne intelligens vil sige: ”Lad være med at gøre dette. Fortsæt nu med din pligt.” Men hvis man ønsker at glemme Krishna og gerne vil være lykkelig uden Krishna, vil Han give én så mange muligheder for det, at man vil glemme Krishna liv efter liv.

Pariksit Maharaja siger her: “Det er ikke sådan, at hvis jeg siger, der ingen Gud er, vil der ikke være nogen Gud, eller jeg vil ikke være ansvarlig for det, jeg gør.” Det er den ateistiske teori. Ateister ønsker ikke Gud, fordi de altid er syndige. Hvis de troede, at Gud var der, ville de være tvunget til at skælve ved tanken om straf. Derfor benægter de Guds eksistens. Det er deres proces. De tror, at hvis de ikke accepterer Gud, er der ingen straf, og de kan gøre, hvad de har lyst til.

Når kaniner angribes af større dyr, lukker de deres øjne og tænker: ”Jeg vil ikke blive slået ihjel.” Men de bliver slået ihjel alligevel. På samme måde kan vi benægte Guds eksistens og Guds lov, men Gud og Hans lov er der stadigvæk. I højesteretten kan man sige: ”Jeg er ligeglad med regeringens lov,” men man vil blive tvunget til at acceptere regeringens lov. Hvis man afviser statens lov, vil man blive sat i fængsel og tvunget til at lide. På samme måde kan man tåbeligt tale nedsættende om Guds eksistens – ”Der er ingen Gud,” eller ”Jeg er Gud” – men ikke desto mindre er man ansvarlig for alle sine handlinger, uanset om de er gode eller dårlige.

Der er to slags aktiviteter – gode og dårlige. Hvis man handler ordentligt og begår fromme handlinger, får man en god skæbne, og hvis man handler syndigt, kommer man til at lide. Derfor siger Sukadeva Gosvami:

tasmat puraivasv iha papa-niskrtau
yateta mrtyor avipadyatatmana
dosasya drstva guru-laghavam yatha
bhisak cikitseta rujam nidanavit

Der er forskellige slags soning. Hvis man begår en synd og modvirker den med noget andet, er det soning. Der er eksempler på dette i den kristne Bibel. Sukadeva Gosvami bemærker. “Man skal vide, at man er ansvarlig, og ifølge alvoren af ens syndige liv bør man acceptere en form for soning, som det beskrives i sastraerne, skrifterne.”

Ligesom en syg person må gå til en læge og betale lægeregninger som en form for soning, er der ifølge den vediske levemåde en klasse af brahmanaer, som man bør henvende sig til med henblik på den foreskrevne soning ifølge de synder, man begår. Sukadeva Gosvami fortæller, at man må udføre den foreskrevne soning ifølge alvoren af ens syndige liv. Han fortsætter med eksemplet: dosasya drstva guru-laghavam yatha bhisak cikitseta rujam nidanavit. Når man konsulterer en læge, ordinerer han en billig medicin eller dyr medicin alt efter sygdommens alvor. Hvis man blot har en hovedpine, kan han anvise en aspirin, men hvis lider af noget meget alvorligt, ordinerer han med det samme en kirurgisk operation, der koster tusinder af kroner. På samme måde er syndigt liv en syg tilstand, så man må følge den ordinerede kur for at blive rask.

Accept af kæden af fødsel og død er en syg tilstand for sjælen. Sjælen har ingen fødsel og død og ingen sygdom, fordi den er ånd. Krishna siger i Bhagavad-gita: na jayate, sjælen har ingen fødsel, og mriyate, den har ingen død. Nityah sasvato ’yam …na hanyate hanyamane sarire. Sjælen er evig og bestandig. Den går ikke tabt med opløsningen af denne krop. Na hanyate hanyamane sarire. Na hanyate betyder, at den ikke dræbes eller ødelægges, selv efter tilintetgørelsen af denne krop.

Mangelfuld uddannelse

Fejlen ved den moderne civilisation er, at der er intet uddannelsessystem til at lære folk, hvad der sker efter døden. Således har vi den mest mangelfulde uddannelse, for uden denne viden om, hvad der sker efter døden, dør man som et dyr. Dyret ved ikke, at det vil få en anden krop. Det har ingen sådan viden.

Menneskelivet er ikke beregnet til at blive et dyr. Man bør ikke blot være interesseret i at spise, sove, have sex og forsvare sig. Man kan have et meget fint arrangement til at spise, mange gode bygninger til at sove i, et rigtigt godt arrangement til sexliv eller et rigtigt godt forsvar til at beskytte sig, men det betyder ikke, at man er et menneske. Det slags civilisation er et dyreliv. Dyr er også interesseret i at spise, sove og have et sexliv, og ifølge deres egne metoder forsvarer de sig også. Hvor er da forskellen på menneskelivet og dyrelivet, hvis man bare engagerer sig i disse fire principper af kropslig natur?

Forskellen er der først, når et menneske er nysgerrigt: ”Hvorfor er jeg blevet anbragt i denne lidelsesfyldte situation? Er der et middel imod den? Er der et bestandigt, evigt liv? Jeg ønsker ikke at dø. Jeg vil gerne leve lykkeligt og fredfyldt. Er det muligt? Hvad er måden at gøre det på? Hvor er den videnskab?” Når disse spørgsmål er der, og man tager skridt til at få svar på disse spørgsmål, er det menneskecivilisation. Ellers er det en hundecivilisation eller dyrecivilisation.

Dyr er tilfredse, hvis de kan spise, sove, have lidt sexliv og lidt forsvar. I virkeligheden er der intet forsvar, for ingen kan beskytte sig imod den grusomme døds hænder. For eksempel ønskede Hiranyakasipu at leve evigt, og i det øjemed gennemgik han svære askeser. Såkaldte videnskabsmænd hævder nu, at de vil stoppe døden med videnskabelige metoder. Det er også en skør udtalelse. Det er ikke muligt. Man kan gøre store fremskridt i videnskabelig viden, men der er ingen videnskabelig løsning på disse fire problemer med fødsel, død, alderdom og sygdom.

Den, der er intelligent, vil være ivrig efter at løse disse fire hovedproblemer. Ingen ønsker at dø. Men der er intet at gøre ved det. Jeg er tvunget til at dø. Alle er ivrige efter at standse befolkningstilvæksten ved at anvende så mange præventive metoder, men der fortsætter med at være fødsel. Så fødsel kan man ikke stoppe. De kan opfinde de nyeste moderne mediciner med deres videnskabelige metoder, men man kan ikke bringe sygdom til ophør. Det er ikke muligt at gøre en ende på al sygdom blot med en tablet.

I Bhagavad-gita [13.10] står der, janma-mrtyu-jara-vyadhi-duhkha-dosanu-darsanam: Man kan tro, at man har løst alle problemer i sit liv, men hvor er løsningen på disse fire problemer med fødsel, død, alderdom og sygdom? Løsningen er Krishna-bevidsthed.

Krishna siger også [Bg. 4.9], janma karma ca me divyam evam yo vetti tattvatah/ tyaktva deham punar janma naiti mam eti so ’rjuna. Alle opgiver vi vores krop hvert øjeblik. Den sidste fase i opgivelsen af denne krop kaldes døden. Men Krishna siger: ”Hvis man forstår Min fremkomst og bortgang og Mine aktiviteter – ikke overfladisk, men i sandhed – accepterer man efter at have opgivet denne krop aldrig igen en materiel krop.”

Hvad sker der med en sådan person? Mam eti: Han vender tilbage til Krishna. Hvis man skal komme til Krishna, vil man være nødt til at forberede sin åndelige krop. Det er Krishna-bevidsthed. Hvis man holder sig selv i Krishna-bevidsthed, forbereder man gradvist sin næste krop, en åndelig krop, der omgående vil føre én til Krishnaloka, og man vil blive lykkelig. Der vil man leve evigt og lykkeligt.

Mange tak.

Comments are closed.