Af Madan Gopal Dasa
Vi kan ikke blive hengivne af Krishna, før vi bliver mennesker. Det lyder måske ikke så mærkeligt, men det er ikke altid noget, man kan tage for givet. Mange gange bliver vi hengivne, før vi bliver mennesker. Faktisk er avancerede hengivne de allermest sympatiske mennesker, der findes, og det er vigtigere at være end noget som helst andet. Man føler sig rigtig godt tilpas i en rigtig hengivens selskab. Vi må med andre ord lære at opføre os ordentligt og være perfekte gentlemen.
Den mest kompetente person til at opdrage os er Srila Prabhupada og den nulevende åndelige mester, som er en repræsentant for Prabhupada og Krishna. Måden, vi kan opnå Srila Prabhupada og Krishnas nåde på, er ved at tjene vores åndelige mester, men måske endnu vigtigere er det (hvis den åndelige mester ikke bor sammen med os), at vi skal opretholde et godt forhold til vores nærmeste, dvs. først og fremmest de andre hengivne, vi ser hver dag. Vores oprør mod Krishna starter ikke direkte imod Ham, men kommer til udtryk over for de andre hengivne. Prabhupada sagde, at man ikke kan være en hengiven af Krishna og samtidig være misundelig på de andre hengivne. Det accepterer Krishna ikke. Han er ikke dum eller blind. Faktisk skal vi opføre os pænt over for alle mennesker og andre levende væsener. Nogle respekterer vi måske ved at holde en sikker afstand til dem som f.eks. en tiger.
Det allermest tiltrækkende aspekt ved Srila Prabhupada er for mig, at han var sådan en fin fyr, alles ven og velønsker og fuld af medfølelse med os betingede sjæle. Jeg kunne ikke forstå ret meget af den dybe filosofi, da jeg første gang læste om Prabhupada eller ”Swamien”, som han blev kaldt i begyndelsen. Jeg kunne bare med det samme forstå, at her er et dejligt menneske, som bekymrer sig om andre og prøver at hjælpe dem. Vancha kalpa tarubhyas ca, kripa sindhubya eva ca, patitanam pavanebhyo, vaisnavebhyo namo namha. De hengivne af Krishna er som ønsketræer, som kan opfylde alles ønsker og er fulde af medlidenhed med de faldne, betingede sjæle. Nøgleordet er medlidenhed. ”People don’t care how much we know. They want to know how much we care.” Vi kan tale højtravende filosofi, og det er også vigtigt, men bag det hele skal der være velvilje og en velønskende mentalitet og et ønske om virkelig at hjælpe andre.
Vi kan imidlertidig ikke hjælpe nogen som helst, før vi hjælper os selv og renser vores snavsede hjerter. Det er i virkeligheden os, der har mest brug for hjælp, men det må vi erkende først og blive ydmyge. Vi har vendt os fra Krishna, og det er først, når vi forstår, at dette var den største fejl, jeg nogensinde har begået, og faktisk årsagen til alle mine andre problemer.
Vi må også komme til det punkt, hvor vi har det rigtig dårligt med, at vi har vendt Krishna ryggen. Det er ikke det samme som lavt selvværd. En skurk kan ikke forstå, at han har begået en kriminel handling, før han angrer, hvilket indebærer at have det dårligt med det. Dårligt selvværd betyder, at vi tror, vi ikke er noget værd. Krishna synes, vi er enormt meget værd. Hvorfor har Han ellers sat himmel og jord i bevægelse for at prøve at redde os? Srila Prabhupada kom til Vesten bare for vores skyld. Han kunne være blevet i Indien. Det var ikke nødvendigt for ham at komme. Vi kan også til en vis grad sige det samme om vores egen åndelige mester og de andre hengivne, som bragte os til Krishnas lotusfødder. Det er en god form for lidelse at føle skam. Vi må virkelig forstå, at vi er skyldige og ansvarlige for at gøre det godt igen og reparere på vores ødelagte forhold til Krishna.
Alt dette kræver meget arbejde med os selv, og den viden, som er i Prabhupadas bøger, er beregnet til det. ”Formålet med vedisk viden er karakterdannelse,” skrev Prabhupada. Der kan ikke laves nogle resolutioner eller regler om at realisere dette. Det er op til det enkelte medlem i vores ISKCON-bevægelse at følge den Krishna-bevidste proces og seriøst arbejde på at blive et bedre menneske, hvilket betyder at blive en hengiven af Krishna. At prædike er egentlig ikke så svært, selv om det er en kunst, men essensen er, at vi bare bør prøve at blive venner med folk. Nogle gange er vi måske bange for at have fortrolige forhold til andre mennesker, muligvis fordi vi har nogle traumer i vores eget liv, og der er noget, som vi mangler følelsesmæssigt og aldrig fik, specielt i barndommen. Det kan gøre det sværere at stole på andre (og Krishna), men vi må ikke give op. Når vi finder ud af, hvor fantastisk en person Krishna er, får vi også automatisk øje på alle andre personers gode kvaliteter, specielt blandt de hengivne.