Af Lalita-Gopinatha Dasi

Dette er sjette del af Lalita-Gopinathas fortælling om hendes liv, og hvordan hun kom i kontakt med Hare Krishna i Australien. De fem første dele bragtes i de forrige numre.

At flytte ind sammen med en hengiven markerede et nyt kapitel i mit livs rejse til Krishna-bevidsthed. Det var et betydningsfuldt øjeblik i mit åndelige liv. Omsider følte jeg mig fri til at praktisere og gøre, som jeg ønskede. Jeg fortsatte med at arbejde, men havde nu tid til oftere at besøge templet i North Sydney. Jeg boede sammen med Bhaktin Caroline, der hjalp mig igennem overgangen og sammen med nogle af templets hengivne lærte mig, hvordan man bliver en hengiven. Ligesom mig var hun en ven af Krishna. Hun havde praktiseret i nogle år og studerede til homøopat, så vi kunne relatere til hinanden med ikke at være tempelhengivne. At hun var i samme situation, gjorde det så meget lettere, for hun forstod udfordringerne med at være en hengiven og have fuldtidsarbejde.

Hun indførte mig i tilbedelsen af Deiteter og ofring af mad til Krishna med fremsigelse af mantraer. Jeg havde tidligere købt en murti af Krishna fra en af de handelsmesser, jeg arbejdede for, og en grhastha-hengiven havde malet Hans ansigt, hænder og fødder. Da jeg sidste år gik igennem mine ting i Australien, faldt jeg over den samme murti. Det gik op for mig, at det var for 31 år siden. Jeg satte mit alter op, og min bofælle instruerede mig i, hvordan man laver en fuld arati-ofring, for jeg opdagede, at jeg elskede den rituelle side af tilbedelse.

Vores lejlighed havde alle Srila Prabhu­padas bøger, men jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte læse Srimad-Bhagavatam, før jeg havde læst Bhagavad-gita et par gange, og Sri Caitanya-caritamrta skulle jeg holde mig fra. Jeg tilbragte timer med at begynde at læse og se på de smukke malerier i Srimad-Bhagavatam. Jeg var også specielt tiltrukket til lilaerne og billederne af Herren Caitanya og Hans hen­givne i Sri Caitanya-caritamrta. Jeg husker at være ked af, at jeg ikke måtte læse den. Når jeg tænker tilbage, må jeg dog nok have misforstået den hengivnes hensigt og taget det for bogstaveligt. Hun kan ikke have sagt, at jeg ikke måtte læse den, men blot, at det ikke var anbefalet, før jeg havde en grundlæggende forståelse af filosofien.

Kunsten at prædike er ikke altid at bombardere andre med regler og reguleringer fra starten. Srila Prabhupada selv eksemplificerede dette, da han introducerede New Yorks hippier til Krishna. Først gav han mahamantraet og prasadam, imens læren, og hvordan man praktiserer den i sin dagligdag, kom lidt efter lidt. Sådan var min introduktion til Krishna-bevidsthed også, og det er sådan, jeg lærer det til andre i dag. Prædiken er altid i overensstemmelse med den enkelte. Men mens jeg oplever, at dette virker bedst i prædiken, er det også somme tider godt med regler og reguleringer. Jeg satte på mange måder pris på, at hengivne altid var ligefremme over for mig, selv om de også forsøgte ikke at give mig for meget for hurtigt. Nogle kunne sige, at det er at ’udvande ting’. Jeg vil sige, at det er en klog prædikepraksis over for én i min situation.

Jeg blev aldrig bedt om at flytte ind i templet. Det var ikke tidspunktet for mig, og for nogle sker det aldrig, hvilket også er i orden. Det er en skam, at vi stadig har en tendens til at definere ”at blive en hengiven” som det samme som at ”flytte ind i asramaen”. Det er det ikke. Jeg var en hengiven, længe før jeg omsider flyttede ind i templet i Sydney, for jeg fulgte de samme standarder, som de hengivne i templet fulgte, men jeg boede udenfor, gjorde tjeneste og omgikkes fast med hengivne. Jeg anser mig selv at have været med i Hare Krishna fra det tidspunkt, jeg flyttede ind hos Bhaktin Caroline i slutningen af 1989.

Omkring dette tidspunkt var det planen med Deiteterne af Radha-Gokulananda i North Sydney, at de skulle flytte til Deres nye landbrugssamfund New Gokula i Hunter Valley nord for Sydney. Deiteterne af Radha-Gopinatha i Kings Cross midt i bordelkvarteret flyttede i sidste ende til samme hus, hvor templet havde ligget i North Sydney, men var indtil da, hvor den berømte Govindas Restaurant ligger. I perioden imellem dette var der intet tempel i nærheden af os i mindst et år. Vi ejede ikke det forrige tempel, og det tog lang tid, før beslutningen og pengene til at flytte var der. De fleste af de hengivne, jeg kendte, var flyttet nordpå, så det var tid til at få nye venner bortset fra, at der var meget få hengivne at blive venner med. I modsætning til det grhastha-baserede fællesskab, jeg var vant til, var der kun brahmacarier, der samlede penge ind til templet, og nogle få grhasthaer, der arbejdede i restauranten. Jeg besøgte sjældent restauranten, hvis jeg skal være ærlig, men det var den samme restaurant, som min søster havde besøgt mange år før, og hvor hun havde fået bogen Chant & Be Happy, der startede mig på min vej til Krishna.

På dette tidspunkt blev Govindas drevet af hengivne under ledelse af Bhavananda Prabhu. Han havde været en meget populær guru, før han havde opgivet den position for at gøre sit eget. Han hjalp med at etablere templet i Mayapur ved at få den australske yatra til at betale til det. Det var en interessant og på en måde trist ting at være vidne til. Set i bakspejlet må det ikke have været let for mange af hans tidligere disciple at se ham tilbage på det tidspunkt, hvor jeg kom. Alligevel gik mange seriøse hengivne igennem det eller bare flyttede til andre templer.

Selv om situationen i Govindas var svær at blive klog på, tænkte de hengivne der fremadrettet, hvilket samfundet selv dengang havde svært ved at forholde sig til. Med en særdeles uortodoks eller diskret prædiken blev de kritiseret for ”udvanding”, men da de i bund og grund var uafhængige af templet, lykkedes det dem at gøre god prædiken. En del af det var etableringen af en biograf og teater, hvor der blev vist spirituelle film såsom Broder sol og søster Måne, som er historien om St. Francis. En søgning på Google viser, at Govindas ligger stadig samme sted. Biografen kører også stadigvæk, bogstaveligt talt så tilbagelænet som nogensinde (se linket til hjemmesiden nederst), men da restauranten eller måske blot teatret ser ud til at være under en uafhængig ledelse, ligner det et normalt teater nu om dage. Dog har de kurser i japa-medition og regelmæssige kirtanaer for gæster med et måltid bagefter.

Det var i dette teater, at HH Ramai Swami og hans band optrådte. Det var sjovt for sådan en som mig at give frit løb for min kærlighed til musik inden for Krishna-bevidste rammer såvel som at se de hengivne, der havde prædiket til mig på gaden, spille rockmusik deroppe. Ramai Swami blev anset for temmelig kontroversiel på grund af denne tjeneste, men den tjente et bestemt formål. Jeg kom til at opleve succesen med hans koncertprædiken, mens jeg var på Padayatra (som er til en artikel en anden gang).

Nogle gange har man brug for at opleve uortodokse prædikeprogrammer for at forstå deres styrke. Derfor prøver jeg at være åben over for sådanne programmer, da jeg selv har været med til mange. De tiltrækker en bestemt slags personer, der måske ellers ikke ville være interesseret i at flytte ind i et tempel, da disse programmer ofte blot opfordrer dem til at lægge Krishna til deres liv ved f.eks. at synge det hellige navn. I New Zealand og senere Australien, hvor det såkaldte Loftsprogram først begyndte, var dette en moderne måde at give budskabet om Krishna-bevidsthed og sang af det hellige navn på til dem, der var interesseret i åndeligt liv og meditation, men måske ikke parate til at blive en del af et tempel eller involvere sig i tempelaktiviteter. Dette var den form for varieret tankegang, som vi så begynde dukke frem i yatraen tidligt i 90erne, og jeg gik helt ind for den. Loftprogrammet var ikke noget, jeg direkte oplevede, men denne åbne tankegang påvirkede mig som prædikant, da jeg senere blev involveret i forsamlingsprædiken og hjemmeprogrammer. Denne form for prædiken sammen med prasadam­-distribution motiverede mig nogle år senere og bevarede min interesse i at fortsætte med at være hengiven.

Bhajana og fælles-kirtana over de hellige navne er noget, som alle hengivne kan forstå. Når det kommer til stykket, er det på trods af, hvad forskellige grupper mener, også virkelig det, der bringer os sammen på trods af de udfordringer, vi står overfor. I løbet af ugen, når jeg kom til aften-arati i Kings Cross, var der en hengiven grhastha, der fast sang mahamantraet i tidsrummet mellem de to aften-aratier. Han var helt utrolig på harmonium, og hans stil er den, jeg stadigvæk foretrækker at lytte til i dag med gode gammeldags ISKCON-melodier. Dette var tiden med videoer, kassettebånd og Sony Walkmans, og mine favoritter dengang var Gauranga Bhajan Band og Bhagavan Prabhus musik, der var produceret af italienske Krishna Prema Prabhu, der også omkring dette tidspunkt lavede sin berømte Krishna Vision-musik (se links nederst).

Det er en skam, at en masse af den gamle ISKCON-stil med tiden går tabt eller bliver glemt, da det alt sammen er en del af vores musikalske bhajana-historie. Det varmer altid mit hjerte, når jeg hører hengivne synge på den måde med de melodier, jeg ’voksede op med’ i Krishna-bevidsthed. Musik har evnen til at løfte og få os til at svæve. Når man lægger mahamantraet til blandingen, skaber det en eksplosiv kombination, der simpelthen ikke kan sammenlignes med noget andet. Visse melodier fører mig tilbage til begyndelsen på min Krishna-bevidsthed, de uskyldige, sorgløse dage, da jeg var en ny hengiven og fængslet af alle de forbløffende ting, der var at lære og opleve. Jeg glemmer sommetider den tid i mit liv. Derfor har jeg nydt at skrive disse artikler. Om intet andet har det hjulpet mig til at hele mine sår og huske de vigtige ting. Det har mindet mig om, hvorfor jeg gik med i Hare Krishna, og hvorfor jeg altid vil være en hengiven af Krishna i mit hjerte.

Alle de omtalte hengivne og mange flere, som jeg ikke har skrevet om, har deres egen plads i min personlige ISKCON-historie. De spillede alle en vigtig rolle i min rejse til at blive en hengiven, og de har alle en særlig plads i mit hjerte. Jeg er taknemmelig for, at jeg har haft muligheden for at dele nogle af disse minder med jer om, hvordan disse hengivne, hvor mange ikke længere er her, gav mig deres opmærksomhed, viden og nåde, da jeg havde mest brug for det. At skrive denne serie fik mig til at søge efter disse år på Google. Det var fantastisk at genkende mange hengivne fra den australske yatra i de slørede videoklip, jeg fandt på YouTube. Jeg ved, hvem de er. Ved de sjældne lejligheder, hvor jeg møder dem personligt, genkender vi hinanden, selv om vi ikke husker hinandens navne. Vi er fra den samme tid og delte de samme oplevelser lige fra skøre julemaratoner og fantastiske Padayatraer til ekstatiske Yatra-festivaler, som jeg aldrig har oplevet på samme måde siden.

I tilbageblikket kan jeg se Krishnas arrangement i det hele. Det var meningen, jeg skulle have den lille bog, og det var meningen, at jeg skulle møde alle disse hengivne og have alle disse oplevelser, gode eller udfordrende som de var. Jeg ville ikke bytte dem for noget. Det var sådan, det skulle være, og det var et af de bedste tidspunkter i mit liv, som det har været en fornøjelse at dele med jer alle. Hare Krishna.

Links:

New Gokula, Millfield/Cessnock, NSW: https://www.newgokula.com/about-us

Govinda’s restaurant & theatre: https://govindas.com.au

Gauranga Bhajan Band: https://www.youtube.com/watch?v=QpWTov2bFr8

Bhagavan Prabhu: https://www.youtube.com/watch?v=m1X8jamh0II

Krishna Vision (Krishna Prema das): https://www.youtube.com/watch?v=FfrhwxRo35I

Loftsprogram: http://www.iskconbookdistribution.com/the-loft/