Af Lalita-Gopinatha Dasi

Dette er femte del af Lalita-Gopinathas fortælling om hendes liv, og hvordan hun kom i kontakt med Hare Krishna i Australien. De fire første dele bragtes i de forrige numre.

Vendingen ”køre de store kanoner frem” betyder, at nu begynder det at blive alvorligt. Omkring 1989 sørgede Krishna for, at jeg helt sikkert ikke ville glemme Ham på noget tidspunkt, og det blev klart, at jeg skulle blive til noget åndeligt.

Jeg forsøgte at blive vegetar. Jeg var blevet foræret indrammede billeder af Deiterne Sri-Sri Radha-Gokulananda og Gaura-Nitai og igen begyndt at recitere Hare Krishna. Denne gang var det lettere på grund af de hengivnes selskab. For at slippe væk fra mit ulykkelige privatliv ville jeg besøge mine forældre, tage til søndagsfester og arbejde 10-12 timer om dagen. Jeg blev arbejdsnarkoman og forsvandt ind i det job, jeg elskede. Det år opgav jeg også min stilling som reservekadet i søværnet. Mange forandringer skete i mit liv.

For at fylde tomrummet ud nød jeg at læse Srila Prabhupadas små bøger og Bhagavad-gita som den er. Filosofien virkede rigtig, selv om jeg ikke forstod det hele. Til tider stillede min romersk-katolske opdragelse sig i vejen for min forståelse af den vediske filosofi, da de to er meget forskellige. I mange henseender kan de virke som hinandens modsætninger, men da jeg gik dybere såvel som fik det forklaret af hengivne, begyndte jeg at se, at den Krishna-bevidste filosofi ikke nægtede ideen om én sand Gud. De hengivne fortalte mig aldrig, at jeg ikke kunne tro på Jesus, og de sagde heller ikke, at jeg skulle flytte ind i deres tempel eller opgive mit arbejde. Jeg må sige, at jeg blev prædiket til af nogle meget kloge hengivne, de fleste af dem grhasthaer, der også forstod min situation og prædikede derefter.

Vi har alle familie, slægtninge og venner, og det er usædvanligt at være åndelig. I nogle tilfælde er hengivne blevet forkastet på grund af deres tro, så hvad ville mine forældre tænke, når jeg blev en hengiven? At tage til et program er én ting, men derfra til at identificere sig som en hengiven er der et stort spring. Da jeg fortalte min mor på telefonen, at jeg var blevet vegetar og overvejede at blive en hengiven, gav hun mig et ultimatum. Jeg måtte vælge mellem mine forældre og Hare Krishna’erne. Jeg var chokeret og såret, men for en gangs skyld i mit liv følte jeg, at jeg havde styrken og beslutsomheden til at gøre, hvad jeg vidste var det bedste for mig. Jeg troede ikke på, at hun mente det alvorligt, og for at afsløre hendes bluffnummer holdt jeg bare op med at kontakte hende og ventede. En måned senere gav hun sig og ringede og spurgte, hvornår jeg kom på besøg. Til den dag i dag har hun aldrig nævnt deres ultimatum, men hendes opringning betød accept fra deres side. Det var en proces, og de forsøgte deres bedste. Siden da har min mor været så heldig at se de ”smukke dukker” i templet, og både min far og mor har fået prasadam. De spørger sjældent til mit hengivne liv bortset fra for at finde ud af, om jeg stadig er en Hari eller vegetar – mere i spøg end noget andet.

Livet var mere enkelt tilbage sidst i 80’erne, men det var på det tidspunkt, at den digitale teknologi rykkede frem med stormskridt. Jeg arbejdede med DOS databaser og husker, at jeg fik at vide, at de primære farver, der afbildede dataindlæsningsfelter, var det nyeste inden for databaseteknologi. Telefonerne havde stadig drejeskiver og spiralledninger. På arbejdet fik jeg en mobiltelefon, hvilket svarede til at holde en mursten til øret. På den sociale side hører jeg, at det stadig er muligt at have togvenner nu om dage, men det er alligevel meget vanskeligere at komme i kontakt med folk. Det ændrede sig med fremstødet af tabletter, mobiler og bærbare computere. Der er ingen grund til at være personligt social, når man kan være det online, ikke sandt?

Tiderne har ændret sig, men ISKCON er på mange måder den samme. Vi har stadig hengivne, der distribuerer bøger og går på harinama. Folk laver stadig sjov ved at danse med de hengivne, når de kommer forbi, imens andre stadig kommer med fornærmelser. Gadebilledet ville ikke være det samme i Sydney uden en harinama engang imellem.

Dengang var vi afhængige af at møde hengivne på gaderne eller i templerne. Intet overgår at tale personligt, blive givet en bog af Srila Prabhupada, mærke på den, vende siderne og beundre de smukke illustrationer og farverige billeder for slet ikke at tale om at læse de tidløse budskaber, der står i bøgerne. Den dag i dag har jeg ikke læst dem alle, hvilket er noget, jeg fortryder, jeg ikke gjorde, mens jeg boede i templet. Min tjeneste med at tage mig af Veda-båndministeriet betød dog, at jeg kunne benytte mig af adgang til tusinder af forelæsninger i stedet.

Tilbage i 1989 havde jeg aldrig rigtig lagt mærke til de hengivne rundt omkring i det område, hvor jeg arbejdede, men pludselig var de overalt. Det er det, jeg mener med at køre de store kanoner frem. Når som helst jeg havde et brændende spørgsmål, ville jeg møde en hengiven. Det var som en offensiv. Vi var ikke så bange for fremmede dengang, så jeg ville stoppe en hengiven, hvis jeg så en. Nu om dage kan jeg værdsætte, hvor sjældent det er, at en fremmed henvender sig til en hengiven for at stille filosofiske spørgsmål. Det var ikke så underligt, at jeg altid blev mødt med overraskelse og entusiasme fra deres side.

I et af de foregående afsnit nævnte jeg, hvordan jeg mødte HH Ramai Swami. Tilbage dengang var han lidt af en oprører – Rock Swamien. Hvert år turnerede han og hans Hare Krishna Rock Band på Australiens østkyst. Deres tjeneste var utraditionel, men de lavede hengivne og distribuerede en masse prasadam. Som musikelsker kunne jeg ikke vente på at komme til en koncert. Om vinteren var bandet i Sydney, og som den første mødte jeg guitaristen, Subhadra Das, der distribuerede Kurmas kogebog i min kontorbygning. Da han var på vej ud, kaldte jeg på ham og spurgte med en hvisken, om han var en hengiven. Jeg viste ham entusiastisk et Back to Godhead, jeg havde i min skrivebordsskuffe, og spurgte, om han kunne fortælle mig, hvem af Dem var Krishna, for på mig lignede begge skikkelser (Radha og Krishna) i bund og grund kvinder. Jo, ja, det er svært at forestille sig, at man kan tage så meget fejl, men jeg var ikke sikker. Jeg kunne se, at Subhadra holdt et smil tilbage, da han hviskede: ”Se efter påfuglefjeren på hovedet. Det er Krishna. Og Han er også den blå af Dem.” Med et stort smil på ansigtet gik han ud.

Nogle dage senere stødte jeg bogstaveligt talt ind i en hengiven, da jeg var på vej ud af en cafe. Da jeg fik øje på hans falmede tilaka, spurgte jeg, om han havde tid til at svare på et spørgsmål. Det viste sig, at han var Ramai Swamis saxofonist. Tanken om Hare Krishna’erne og rockmusic var morsom. Det underlige var, at når jeg mødte hengivne, var jeg væk fra kontoret i op til en time, og ingen syntes at bemærke mit fravær. Jeg mødte Subhadra Dasa igen, og netop da jeg gerne ville købe Srimad-Bhagavatam, mødte jeg “Super Rupa” (Rupa Ragunatha Dasa), en af Australiens bedste sankirtana-hengivne. Han solgte mig en brugt 1. Bog af Srimad-Bhagavatam, som jeg faldt over igen så sent som sidste år, da jeg var tilbage i Australien. Da jeg kiggede ind i omslaget, gik det op for mig, at der stod Kurma das Brahmacari. Den var allerede flere år gammel, da jeg havde fået den.

Et andet definerende øjeblik i min rejse til at blive en hengiven kom, da jeg dumpede ind i Bhojadevas hustru tæt på mit arbejde. Hun spurgte til mit privatliv, der ikke havde det særlig godt på dette tidspunkt, og sagde derefter noget, der var meget direkte, men lige netop, hvad jeg havde brug for at høre: ”Du er nødt til at vælge mellem din forlovede og Krishna. Du kan ikke have begge.” Jeg anbefaler ikke, at man prædiker sådan til nogen, medmindre man virkelig forstår en persons situation, men jeg tror, at Krishna talte igennem hende. Jeg var lettet over at høre mine egne tanker bekræftet, men der manglede stadig en brik i puslespillet. Jeg skulle have et sted at bo.

Før jeg første gang besøgte templet, havde jeg en drøm, som jeg senere forstod var af Herren Visnu. Jeg så Ham stå, imens folk gik hen imod Ham. Pludselig vendte Han sit blik imod mig, smilede og gjorde tegn til mig, men jeg tøvede. Han blev ved med at kalde på mig, og mine fødder begyndte at bevæge sig. Da jeg næsten var kommet hen til Ham, vågnede jeg brat. Denne drøm, som jeg havde glemt og senere husket mange måneder senere, gav pludselig mening. Jeg havde forholdt mig afventende med hensyn til at blive en hengiven, og nu havde jeg mit svar. Jeg havde intet andet sted at bo og havde ikke råd til at bo alene, så jeg kunne ikke se nogen hurtig vej ud af det.

Ikke længe derefter stod jeg og bladrede i nogle vegetariske kogebøger i Annabels, en økologisk købmand nær mit arbejde. En pige, Lindy, spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Jeg havde kæmpet for at opgive kød og havde brug for vejledning. Hun tog med det samme Kurmas og Adirajas kogebøger ned fra hylden og fortalte mig om sin søster, der var en hengiven og vegetar. Hvor verden dog er lille. Vi sludrede, og jeg nævnte, at jeg søgte efter et sted at bo tæt på, og hun fortalte mig, at jeg skulle holde øje med en pige, der havde kort hår og en sikha. Hvad var chancen for, at jeg bare ville møde hende på gaden? Man kan gætte svaret. En dag fik jeg en fornemmelse af, at jeg skulle vende mig om, og så en pige af den beskrivelse komme ud fra en butik. Jeg lagde mærke til sikhaen – det måtte være hende! Jeg kaldte på hende og fortalte derefter om samtalen med hendes søster og spurgte, om hun stadig havde et ledigt værelse. Tju bang! Det hele faldt på plads. Nogle uger efter var jeg flyttet ind. Jeg var begejstret over at bo sammen med en hengiven kun fem minutter fra mit arbejde og ikke langt fra templet. Den ideelle situation, og det hele var ved Krishnas barmhjertighed. (Fortsættes i næste nummer)

Ramai Swamis Hare Krishna Rock Band, som jeg kendte dem: https://krishnatube.com/video/1537/ramai-swami-s-australian-hare-krishna-band-live-in-1992/

ISKCON North Sydney Facebook: https://www.facebook.com/pages/ISKCON-Temple-North-Sydney/178522582170574

Comments are closed.