Af Gaura-Nitai Dasa

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 21. maj 2019 i en serie om konversioner.

Ved første øjekast er jeg ret underlig. Måske også ved andet og tredje. De fleste har nok svært ved at forestille sig, hvorfor man som ung dansker skulle vælge at barbere sig skaldet, klæde sig i orange lagner og leve uden sex, rusmidler og mors frikadeller. Hvad gik der galt? Godt spørgsmål. Jeg mindes at stå i ruinerne af et tempel. Min kære mormor havde inviteret børnebørnene med på krydstogt langs Nilen i Egypten. Jeg var 12 år på det tidspunkt og helt elektrisk af begejstring, omringet af falmede hieroglyffer og legendariske faraoer foreviget i alabast. ”Prinsen af Egypten” var også lige udkommet, hvilket fungerede som nitrogenbrændstof på min i forvejen livlige barnefantasi. Mens jeg med ærbødighed beundrede statuen af en majestætisk farao og drømte mig væk, bristede guiden min boble med en enkelt bemærkning: ”Ramses II døde for omkring 3.200 år siden.”

Det var godt nok lang tid! Især når man er 12 år. Tænk at være død! Det må være vildt kedeligt! Gad vide, hvordan det er at være død? Da det gik op for mig, at Ramses også havde været en lille dreng engang, og at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg selv skulle dø, erstattedes min elektriske begejstring af isnende kuldegysninger. Jeg kiggede bange på tourguiden, som uforstående så ængstelsen i mine øjne. Det var historien om min første eksistentielle krise. De fleste af os konfronteres før eller senere med livets store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er meningen med livet? Findes Gud?

Jeg spurgte mine forældre, bedsteforældre og lærere, men enten snakkede de udenom eller gav usammenhængende svar, der ikke formåede at slukke min eksistentielle tørst efter svar. Det forekom mig, at de voksne grundlæggende ikke havde den fjerneste idé om, hvad livet handler om. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg siden dengang har været på en uophørlig søgen efter sandheden, men det ville være at pynte på min historie. At jeg lod mig konfirmere var mindst af alt en trosbekendelse, men snarere en undskyldning for at feste og modtage pengegaver.

Så jeg distraherede mig selv med fester, hash og hiphop. Jeg sløsede mig gennem skolesystemet og skrev mine opgaver med venstre hånd. Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have været seriøs omkring min uddannelse. Hvad var pointen? Jeg forsvandt i et sort hul af hash og konspirationsteorier. Jeg havde allerede en spontan mistillid til samfundet, og det blev ikke ligefrem bedre af at ryge fede med vennerne og se dokumentarer om New World Order og Illuminati. Efter gymnasiet var jeg splittet. En del af mig ønskede at forlade samfundet og kaste mig selv ud fra et fly over regnskoven for at leve afskåret fra det moderne samfunds værdier og goder. Ha! For en storbyunge som mig selv ville det være det rene selvmord. Jeg havde ikke overlevet en uge alene i Dyrehaven. Min indre rebel kaldte på en revolution, men igen, med hvem, hvordan og hvorfor? Det ville aldrig lykkes, og selv hvis det gjorde, hvad skulle alternativet så være? Endnu en useriøs dagdrøm.

Jeg købte mig et par måneder ved at aftjene min værnepligt. Flyvestation Karup blev mit nye hjem, og selv om jeg ikke brød mig om det, nød jeg godt af den forcerede disciplin. Jeg opdagede hurtigt, at når jeg tog gode vaner til mig og lagde dårlige fra mig, steg min livskvalitet, og så begyndte jeg systematisk at rydde op i mit liv. Jeg udskiftede hashen med meditation og vejrtrækningsøvelser. Efter værnepligten vendte jeg tilbage til København, og jeg prøvede at holde fast på mine nye gode vaner, men det var svært. Der er åbenbart forskel på disciplin og selvdisciplin. Jeg holdt fast i vegetarismen, meditationen og læsningen, selv om jeg desværre faldt i med hashen igen. Selv om mit syn på samfundet ikke havde ændret sig, havde min selvopfattelse det, og jeg oplevede en forøget ansvarsfornemmelse over min tilværelse, stoppede med at pege fingre og begyndte at se indad. Jeg påbegyndte mit andet sabbatår, passede et deltidsjob og brugte min fritid på at træne, meditere, læse bøger og skrive hiphop, og så en skæbnesvanger dag mødte jeg en munk.

Han var et fascinerende syn. Alene hans påklædning var en bekendtgørelse af hans afstandstagen til samfundet, og så alligevel stod han lige dér, totalt malplaceret på Københavns gågade. Jeg måtte tale med ham! Der var øjeblikkelig kemi imellem os. Det viste sig, at vi havde mange fællesinteresser, men hvor vegetarisme og meditation var nyt og spændende for mig, havde det været en integreret del af hans liv, siden før jeg blev født. Det var åbenlyst, at jeg havde noget at lære, så jeg takkede ja, da han inviterede mig til at besøge deres tempel i Vanløse. Mit første besøg gik lige i hjertet. Det er nok ikke det samme for alle, men jeg havde en følelse af at være vendt hjem. Rummet var stort og lyst med en smuk, men simpel indretning. Lyden af et gammelt mantra på et fremmed sprog vibrerede melodiøst. De fleste sad på gulvet. Jeg syntes at mærke kærligheden i deres stemmer.

Et år senere sidder vi igen i templet, men denne gang er jeg ikke en udefrakommende gæst, men aspirerende munk og ceremoniens hovedperson. Jeg skal indvies. Det er lidt som en konfirmation, men så igen overhovedet ikke. Mine forældre er kommet, og der triller en glædeståre ned ad min mors kind, mens jeg aflægger mine løfter. Hun er stolt, men krydser stadig fingre for, at der kommer børnebørn senere hen. Vi får se.

Ceremonien er ikke målet, men markerer en begyndelse. Spiritualitet er ikke at bekende sig til en tro. Hvis der findes en Gud, tror jeg, Han er ret ligeglad med, om man kalder sig kristen, muslim, jøde eller hindu. Konversion handler for mig ikke om at ændre min identitet, få en ny frisure eller acceptere en frelser, der er død for min synd. For mig handler konversion om at ændre min bevidsthed fra egocentreret til næstekærlig, fra utaknemmelig til påskønnende, fra at finde glæde i midlertidig nydelse til at finde permanent tilfredshed i uselvisk tjeneste. Det er lettere sagt end gjort og kommer til at tage tid. Seks år senere lever jeg fortsat som munk i templet, og når folk spørger til min konversion, svarer jeg, at jeg arbejder på det.

Comments are closed.