Af Satsvarupa Dasa Goswami

Den 30. oktober er det 42 år, siden ISKCON’s grundlægger-acarya Srila Prabhupada gik bort. Til ære for Srila Prabhupada bringes her et uddrag fra en klasse, som Satsvarupa Dasa Gosvami gav i Dallas engang omkring november-december 1977 i måneden efter Srila Prabhupadas bortgang. Her taler han direkte om Srila Prabhupadas bortgang og betydningen af, at han ikke længere er blandt os.

hantasmin janmani bhavan,
ma mam drastum iharhati
avipakva-kasayanam,
durdarso ’ham kuyoginam

”O Narada,” sagde Herren ”Jeg beklager, at i dette liv vil du ikke længere være i stand til at se Mig. De, der er ufuldstændige i tjeneste, og som ikke er helt fri for materielle urenheder, kan så godt som aldrig se Mig.” (Srimad-Bhagavatam 1.6.21)

Dette vers er fra Srimad-Bhagavatams første bog. Her fortælles det, hvordan Narada Muni faktisk så Krishna ansigt til ansigt gennem meditation. Men Krishna forsvandt, og selv om Narada forsøgte, kunne han ikke se Herren længere. Srila Prabhupada skriver i sin forklaring, at det at se Krishna er ikke mekanisk. Krishna viser Sig ved Sin egen søde vilje, og ligesom Solen forsvinder Han også ved Sin årsagsløse nåde. Han er ikke underkastet vores krav.

Nu kun kort tid efter vores elskede åndelige mester, Srila Prabhupadas, bortgang, ser vi så mange ting i dette adskillelsens lys. Vi kan forstå adskillelse fra Krishna og fra den åndelige mester på samme måde. Den åndelige mester er selvfølgelig ikke Krishna, men fordi han er den direkte manifestation af Krishna, er hans komme og forsvinden lige så åndelige som Krishnas komme og forsvinden.

Her har Krishna forladt Narada Muni efter kun at have givet ham en kort darsana [audiens], men så kommunikerer Han til Narada igennem transcendental lyd. Narada fortæller: ”Da Guddommens Personlighed, der er transcendental til alle verdslige beskrivelser, så mine forsøg på dette ensomme sted, talte Han til mig med alvor og elskværdige ord blot for at lindre min sorg.” Selvfølgelig er dette helt usædvanligt. Narada var så ren, at han var i stand til at mærke stor adskillelse fra Krishna, og Krishna talte til ham, selv om Krishna ikke længere personligt var til stede. Ordene, Han talte, er denne morgens vers.

Krishna siger dernæst til Narada: ”Jeg har forladt dig blot for øge din tilknytning til Mig.” Det samme gælder for den åndelige mester. Det bør ikke være sådan, at efter den åndelige mester er gået bort, mindskes disciplens tilknytning til ham gradvist, eller at de hengivne holdes oppe, når den åndelige mester er til stede, men i hans fravær forsvinder deres erindring af ham. Og tro ikke, at hvis I ikke havde Srila Prabhupadas direkte selskab, kender I ham ikke. Selv hvis det er tilfældet, er det stadig muligt at nærme sig ham. Mange, der havde Srila Prabhupadas personlige selskab, mener, at de ikke drog fordel af det. Men de har også muligheden, selv nu efter at han er gået bort, til at forøge deres tilknytning til ham. Denne omgang er noget, vi hver især bevidst må kultivere.

Alle bør ønske at have tæt omgang med en ren hengiven. Hvis vi ikke ønsker det, er vi så godt som døde, for gennem omgang med en ren hengiven kan vi udvikle kærlighed til Krishna. Ellers er det ikke muligt. Man kan aldrig kende Krishna gennem sin egen bestræbelse. Man er nødt til at kende Ham gennem den åndelige mester, og vi ved alle, at han er til stede igennem sin åndelige lyd. Den er sågar endnu vigtigere end hans fysiske tilstedeværelse. Så vi har muligheden for blive tæt forbundet med Srila Prabhupada. Denne tætte omgang betyder, at vi tjener ham, og han er tilfreds med vores tjeneste. Yasya prasadad bhagavat-prasado yasyaprasadan na gatih kuto ’pi. ”Gennem den åndelige mesters barmhjertighed får man Krishnas velsignelse, og uden den åndelige mesters nåde kan man intet fremskridt gøre.”

Der er så mange aspekter i forståelsen af den store personlighed, den rene hengivnes, bortgang. Her ser vi, at formålet med hans bortgang er at forøge vores kærlighed og hengivenhed og vores meditation på ham. Det er, hvad Krishna her fortæller Narada. Han siger selvfølgelig også, at Han forsvandt, fordi Narada ikke helt kunne værdsætte Ham. Narada var ikke helt ren. Det er en grund til beklagelse og en anden side af den åndelige mesters bortgang, at når han forsvinder, går det op for én: ”Jeg kendte ham aldrig rigtigt. Jeg benyttede mig aldrig rigtigt af denne store person. Sådan en stor hengiven kommer aldrig på Jorden igen i hundredvis af år. Alligevel kom jeg på grund af min mangel på renhed ikke til at kende ham eller gav mig til hans tjeneste med hjerte og sjæl.” Det er en grund til beklagelse.

Her siger Krishna: ”Du vil gerne se Mig, men Jeg vil ikke vise mig for dig, for du er ikke ren. På den anden side er grunden til, at Jeg forsvandt, at give dig mulighed for at forstå, hvad du har mistet. Du kan nu føle og handle på en sådan måde, at du kan vinde Mig, før dit liv er ovre.” Dette bør vi kultivere med overlæg – øge vores tilknytning til Srila Prabhupada. Der er så mange måder, det kan gøres på.

I tjener alle her i templet i Dallas, og I kan kultivere Srila Prabhupadas selskab ved at huske hans mange aktiviteter i dette tempel. Srila Prabhupada havde sine værelser her og gjorde så mange ting. Som I ved, installerede Srila Prabhupada disse Deiteter, Radha-Kalacandji. Srila Prabhupada kom på besøg, og den næste dag kom Krishna. Han installerede personligt Deiteten, ofrede den første arati og gik derpå op på sit værelse og skrev på et stykke papir: ”Radha-Kalachandji, Deiteten i Dallas.”

Alle disse ting er meget lykkebringende og bør huskes. Hans værelser bør bevares. Billederne af ham, da han var her, det han sagde her – alle disse ting bør bevares til hans ære. Vi må gribe denne mulighed for at øge vores tjeneste, hvilket er den rigtige måde at reagere på Srila Prabhupadas bortgang.

Vi har mistet vores chance for yderligere selskab med en ren hengiven i hans personlige tilstedeværelse. Vi har måske ikke været klar over den mulighed, men nu bør vi være bevidste. Alle kender tendensen: Man værdsætter ikke noget, man tager det for givet, indtil det bliver taget fra én. Så nu er det i én forstand for sent. Så tag ikke let på dette. I virkeligheden er det ikke for sent, men vi må forøge vores tjeneste. For at gøre det må vi huske Srila Prabhupadas instruktioner. Hvad ønskede han, hvad var hans lære, hans aktiviteter, betydningen af vores forhold til ham – meditér på disse ting. Det bør være det vigtigste og mest inderlige forhold, vi har. Og hvis vi føler noget for en anden, er det Srila Prabhupada, der kan give ham befrielse fra materiel lidelse.

Derfor må vi i det mindste bevare det, han har givet os, og forsøge at forøge det. Det vil sige at følge de fire regler [intet spil, ingen utilladt sex, ingen kødspisning og ingen beruselse]. Her i denne forklaring nævner Srila Prabhupada tilbedelse af Deiteten og sang af Hare Krishna. Hvis vi vil tættere på Prabhupada, skal vi bare synge eller recitere Hare Krishna. For mange år siden spurgte jeg Prabhupada i Boston, for vi tænkte altid på, at før eller senere ville Prabhupada forlade os: ”Srila Prabhupada, nu du er her, kan vi stille dig så mange spørgsmål og få vejledning og styring. Men hvordan skal vi kunne det, når du ikke længere er her?” Han svarede: ”Krishnas navn er ikke forskelligt fra Krishna Selv. Forstår I det?” Hvis vi virkelig er oprigtige og siger Hare Krishna, er alt muligt for Krishna. Her ser vi, at det tilmed er for muligt for Krishna at tale til den hengivne. Derfor kan det også være muligt for den åndelige mester at tale til den hengivne inde fra hans hjerte. Hvem kan sige, det ikke er muligt? Hvis Krishna vil have, det sker, kan det ske. Hvis vi synger eller fremsiger det hellige navn, kan vi kende Krishna og vores åndelige mester og vide, hvad vi skal gøre.

Vores Gudsbroder Giriraja Gosvami gav et godt eksempel, hvor han sammenlignede ISKCON med Prabhupadas krop. Prabhupada brugte forskellige metaforer. Nogle gange sagde han, at bøgerne, bogudgivelsen og bogdistributionen er hans hjerte. Han kaldte penge sit blodomløb. Hvis nogle ødsler penge bort, er det som at tappe hans blod. Disse ting gælder fortsat – hans instruktioner og vores respons på dem. Hvis en hengiven ved, at Prabhupada vil have sine Krishna-bevidste bøger distribueret, og hvis den hengivne går ud og distribuerer dem på trods af alle vanskeligheder og askese ved den tjeneste, vil Prabhupada helt sikkert fortsætte med at blive tilfreds, ligesom han før blev glad. Den hengivne vil komme tættere på sin åndelige mester og dermed blive lykkelig og mere sikker på sin åndelige position. Tro ikke, at nu er der forskel på den måde, som Srila Prabhupada skal stilles tilfreds på. Lad ikke nogen forringelse ske i ISKCON’s standarder, departementer eller programmer. Så er Prabhupada altid til stede.