Guru Paramartha er sammen med sine fem disciple på vej til fods til et tempel. Han forklarer: ”Liv er det, alle levende ting har, og alt levende bevæger sig. Bladene på dette træ bevæger sig, så vi ved, at det er levende.”
Så kommer de til en flod. ”Sover den, eller er den vågen?” spørger Guru Paramartha. En discipel undersøger det ved at sætte ild til en gren og stikke den ned i floden. Floden syder og udspyr damp. Guru Paramartha og hans disciple løber forskrækkede væk fra floden. ”Den både lever og er lysvågen,” gisper de.
De opholder sig i en have, imens de venter på, at floden skal falde i søvn. En anden discipel fortæller, hvordan hans bedstefar mistede fire sække salt, da han vadede over floden med æsler. ”Floden stjal det hele. Skønt sækkene var forsvarligt snørede sammen, stjal den snu flod på en eller anden måde alligevel alt saltet.”
De ser en mand til hest ride over floden og tænker, at det er måske løsningen – at få en hest. Så konkluderer Guru Paramartha, at nu må floden da vist være faldet i søvn, og beder en discipel om at undersøge det. Han gør det på den allerede etablerede måde ved at stikke den samme gren i vandet. Nu er grenen selvfølgelig både våd og kold, så floden hverken syder eller udspyr damp. Han rapporterer tilbage, at nu sover floden.
De slipper sikkert over på den anden side, og Guru Paramartha begynder at tælle hoveder. Men fordi han ikke kan se sig selv, kan han kun tælle fem. En af disciplene når også til samme resultat. Forfærdede sørger de over, at floden har stjålet en af dem.
En snu pilgrim kommer forbi og spørger om, hvad der er galt. Da han hører deres svar, beslutter han sig for at snyde dem. Han fortæller dem, at han er åndemaner og kan tvinge floden til give den forsvundne mand tilbage. Han får dem alle til at bukke sig forover og lukke øjnene. Han siger: ”Når I mærker noget, råber I jeres navn.” Så giver han hver af dem et slag bagi med en kæp. ”Av, av” svarer de efter tur, og når de råber deres navn, deklarerer manden ”En!” ”To!” Således finder de ud af, at de er stadig er seks. Taknemmeligt giver de ham 45 guldmønter.
Senere fortæller en gammel dame dem, at de blot skulle bringe en kokage med sig, når de rejser. Efter at være kommet over en flod kan de alle stikke deres næse i den og tælle aftrykkene. Den ide synes de er virkelig god.
Hæsteægget
Hjemme i asramaen tænker disciplene på at købe en hest, men finder ud af, at den koster 100 guldmønter. Ideen opgives. Så stikker asramaens ko af. En af disciplene sværger på enten at finde koen eller aldrig vende tilbage. Efter fire dage kommer han opstemt hjem, dog uden koen. Guru Paramartha bliver vred, men disciplen forklarer, at han har fundet ud af, hvordan de kan købe en hest for næsten ingen penge. Han så nogle hesteæg ligge i græsset ved siden af en flok heste, og han har fundet ud af, at hestene tilhører en rig vaisya, der med glæde vil sælge et hesteæg for fem guldmønter.
Guru Paramartha sender to af sine disciple af sted med fem guldmønter. I mellemtiden taler guruen og de andre disciple om, hvem der skal sidde på hesteægget og udruge det. Det ser ud til, at ingen er bedre til det end Guru Paramartha, da han alligevel ikke har andet at lave.
De to disciple finder forretningsmanden, der ender med at sælge dem et græskar for fem guldmønter. De begiver sig tilbage til fods. Den ene discipel bærer græskaret på sit hoved, men undervejs snubler han, og hesteægget flyver ud af hans hænder og lander i en busk, hvor det flækker i to dele. I busken gemmer en hare sig. Den løber skræmt væk. De to disciple løber efter den, imens de råber: ”Fang hesten, fang hesten.” Men haren er væk, før de får set sig om.
Bedrøvede vandrer de hjem. De er meget bange for at skuffe deres guru, men da han hører historien, ser han tilfreds ud.
”Som en gammel mand ville jeg aldrig kunne ride på sådan en hest. Tænk ikke på det. Det var kun fem guldmønter.”
Oksens skygge
Den næste dag gør de klar til en pilgrimstur. Disciplene lejer en okse til guruen, fordi han er så gammel, men i middagsheden får Guru Paramartha hedeslag og falder ned fra oksen. De lægger ham i skyggen af oksen og vifter ham til hen under aften, hvor de vender hjem.
Den næste morgen bringer de oksen tilbage til dens ejer. Han forlanger imidlertid ekstra betaling, fordi de ikke blot har brugt oksen, men også dens skygge. De har et stort skænderi om dette, men så kommer en mand og fortæller, hvordan han engang spiste sin medbragte mad uden for en restaurant og bagefter blev bedt om at betale for duften af restaurantens pakoraer, som han havde nydt, imens han spiste sin kolde ris. Han endte med at få lov til at betale i naturalier, hvorefter han lod restaurantens ejer lugte til hans pengepung. Han sagde til disciplene, at de kunne rasle pungen i oksens øre og betale i lyd for brugen af dens skygge.
Den næste dag fortsætter de deres rejse og holder hvil i en tempelhave for at undgå middagsvarmen. Templet er bygget på en ø i en sø. Templet er for Iyyanar, en af Sivas hjælpere, der holder spøgelser og nisser væk. Tempelmuren er udsmykket med statuer, der er blevet lavet af landsbybeboerne som offergaver til guden. Da en af disciplene boltrer sig nær søen, ser han refleksionen af en hest i vandet, og han beslutter sig for at fange hesten. Han og de andre disciple laver en fiskestang ud af Guru Paramarthas stok, de bruger en turban som fiskesnor, en havekniv med et krumt blad bliver til en fiskekrog, og maddingen er en sæk kogt ris. De kaster maddingen ud i søen, hvor den bliver fanget af en stor fisk. Disciplene trækker i den ene retning, fisken trækker i den anden, og rissækken går i stykker. Disciplene falder oven i hinanden i en bunke.
Hvad der videre skete med hesten
Guru Paramartha fortæller, at han vil af med hesten. Imens de går, diskuterer de dette. Disciplene svarer, at som guru bør han ride og ikke gå. Så standser en præst dem og fortæller, at hesten er forhekset. For fem guldmønter vil han fjerne forhekselsen. Det går de med til, og under megen hokuspokus skærer han til sidst dyrets øre af og graver det ned i jorden og erklærer, at den onde ånd er forsvundet med øret. Derefter fortsætter de, afslutter deres pilgrimsrejse og vender tilbage til asramaen uden videre hændelser.
Tilbage hjemme bekendtgør Guru Paramartha, at han vil give hesten tilbage til dens ejer, da den er en konstant kilde til bekymring. ”Skønt den var en gave, er der ingen sødme uden bitterhed, ingen vinding uden tab. Sådan er verden. Lad os gøre livet simpelt for os selv. Giv dyret tilbage.”
Disciplene protesterer. De indvender, at hesten blev givet af Gud. De mener, at der bør bygges et lille skur til dyret, så det ikke stikker af. Bortset fra det har der ikke været noget problem, siden præsten skar dets øre af.
Hestens pris
En af landsbyens beboere kommer forbi og spørger dem, hvad de laver. Da de forklarer det for ham, går han hen til statuen og dækker den med sin cadar, så der ikke længere er et spejlbillede af en hest i søen. ”Idioter!” er alt, han kan sige.
Men da han hører deres velmenende ræsonnement bag deres tåbelige anstrengelser, bliver han blød om hjertet, og han giver dem en gammel hest. Guruen og hans disciple fortsætter på deres vej. En discipel holder tømmerne, to disciple går på hver sin side af hesten for at beskytte deres guru, en anden går bag hesten, og den femte marcherer foran og bekendtgør: ”Gør plads, guruen kommer.”
Deres fremmarch standses af en tolder, der forlanger fem guldmønter i vejskat. Efter megen diskussion ender de med at måtte betale. Guruen tænker på, hvordan denne gratis hest koster ham mere, end den er værd, men siger intet, indtil de får selskab af en rejsende. Til denne person letter guruen sit hjerte. ”Verden er helt af lave. Nu kan man ikke engang tage på pilgrimsrejse uden at skulle betale penge til en masse slyngler.”
”Ja,” svarer den rejsende, ”I dag er penge både guru og Gud. Hvis du har penge, vil selv en død mand adlyde din ordre.”
”Nu om dage vil en mand samle ti paisa op, selv om de ligger midt i klump afføring, og stikke dem ned i sin lomme!” bemærker guruen.
”Jamen, det er der ikke noget galt i,” svarer den rejsende. Han fortæller en historie om en konge, der beskattede sine borgere ud over alle grænser og til sidst indførte en skat på urin. Han satte sin ældste søn til at inddrive skatten. Sønnen væmmedes og beklagede sig forarget: ”Hvad vil du med disse ildelugtende penge?” Faderen svarede: ”Kom til mit skatkammer og prøv at lugte til pengene nu.” Selvfølgelig lugtede de ikke, så sønnen var tilfreds.
Den nat sover de i udkanten af en lille landsby. Den næste morgen kan de ikke finde hesten og søger efter den, indtil de finder den bundet til en bondes hus. Bonden fortæller dem vredt, at hesten har spist en stor del af hans afgrøder den nat, og han slipper ikke dyret frit, før de betaler for skaden. En dommer bliver tilkaldt og afgør, at Guru Paramartha skal betale ti guldmønter.
Spådommen
Guru Paramartha indvilliger. En discipel kravler op i et træ for at save grene af til skuret. Han sidder på en gren, imens han saver den af inde ved stammen. En brahmana kommer forbi og udbryder: ”Hvis du fortsætter på den måde, falder du ned.”
”Forsvind!” svarer disciplen vredt. ”Jeg har ikke brug for dine skøre forudsigelser.” Brahmanaen trækker på skuldrene og fortsætter. Og rigtigt nok – efter nogle minutters arbejde kommer både gren og fjols ned med et brag.
Disciplen forstår da, at brahmanaen er en mand med mystiske evner og kan se ind i fremtiden. Han løber efter ham, imens han råber: ”Kom tilbage, kom her, kom her.”
Brahmanaen vender sig om og får øje på galningen, der kommer spænende fra træet efter ham med en skarp økse i hånden, og brahmanaen begynder at løbe for livet. Efter en lang jagt falder han udmattet om og vender sig for at møde sin skæbne. Men den tåbelige discipel bukker sig ned og rører ved hans fødder og udbryder: ”Vil du ikke venligst svare på et spørgsmål om min guru. Din visdom kan hjælpe ham og hjælpe os, hans tåbelige disciple, der tager sig af ham.”
”Jo, hvad er dit spørgsmål?”
”Guru Paramartha er gammel og syg. Kan du fortælle os, hvad tegnet vil være, når han skal til at forlade verden?”
Brahmanaen svarer: ”Asana seetam jivana nasham.”
Disciplen er lamslået. Han glemmer alt andet inklusive at gøre skuret til hesten færdig og løber tilbage til asramaen. Han falder ned ved fødderne af sin guru. ”Kære mester!” buser han ud. ”Jeg har fået noget at vide, der er af største vigtighed for dig. Det drejer sig om, hvornår du forlader denne verden. En brahmana er kommet med en profeti.”
Guruen er med det samme interesseret: ”Hvad sagde brahmanaen?”
Disciplen svarer: ”Asana seetam jivana nasham: ’Når din bagdel bliver kold, forlader din sjæl kroppen.’”
”Jamen, så skal jeg sørge for aldrig at få en kold bagdel! Jeg vil ikke engang tage et bad!” erklærer guruen med største alvor. ”Heller snavset end død.”
Hvad der faldt ned fra hesten
Snart mangler asramaen igen penge, og Guru Paramartha og disciplene må ud at tigge. ”Vi rejser til de nærmeste byer og landsbyer,” fortæller Guru Paramartha sine disciple. ”Vær meget varsomme, for vi skal blot skaffe nogle penge og ikke ud på et stort eventyr, der ender i en katastrofe, som det før er sket. Jeg vil have absolut ingen forstyrrelser, imens vi rejser.”
Guru Paramartha pakker sine ejendele i poser, og disciplene fastspænder dem til hesten. Så stiger han op, og de drager af sted. Undervejs slår en overhængende gren hans turban af, og den falder ned på vejen, uden at han ligger mærke til det. Hans disciple tænker: ”Guru Paramartha sagde ’Ingen forstyrrelser.’”
Da solen bliver varm, lægger Guru Paramartha mærke til den manglende turban og spørger efter den. Disciplen bag hesten svarer: ”Den faldt af for nogle kilometer siden.” Guru Paramartha er rasende. ”Hvorfor samlede du den ikke op?”
”Du ville ingen forstyrrelser have,” stammer disciplen.
”Gå tilbage og hent den. Fra nu af sørger du for, at intet, der falder ned fra hesten, bliver liggende på vejen.”
Disciplen løber tilbage og henter turbanen. På vej tilbage lægger han mærke til nogle ekskrementer, som hesten har ladet falde. Han samler dem op og lægger dem ned i turbanen. Da han vender tilbage, rækker han guruen hovedbeklædning med indhold.
”Hvad!” skriger Guru Paramartha. ”Er du helt vanvittig?!? Turbanen er fuld af hestepærer!”
Disciplen falder ned på knæ med foldede hænder. ”Jeg er virkelig ked af det. Men du sagde, at hvad end der falder ned fra hesten, skal returneres til dig. Jeg følger blot dine guddommelige instruktioner.”
Guruens hjerte bløder op, og han tilgiver sin discipel. ”Men vi kommer ingen vegne med denne tåbelighed,” siger han.
Disciplen svarer: ”Vi er for uintelligente til at kunne følge dine dybe instruktioner. Hvordan kan vi tilfredsstille dig, når dine instruktioner ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste?”
”Jeg vil give jer en liste over præcis, hvad I skal samle op.” Guru Paramartha finder en blyant og et stykke papir frem og skriver navnene på de ejendele, han har læsset på hesten. Så fortsætter de.
Guruen får en kold bagdel
Kort efter når de frem til et stort mudret område. Midt i al mudderet træder hesten fejl og stejler. Guru Paramartha kastes ned i mudderet med hovedet først sammen med alle poserne. Disciplene fortsætter, indtil de hører deres guru råbe: ”Hjælp mig!” De vender rundt og løber hen til deres guru.
”Hvad skal vi gøre?” diskuterer de imellem sig selv. ”Det er nemt nok. Vi følger blot, hvad Guru Paramartha har skrevet på sedlen.”
Så de lægger alle tingene, der står på sedlen, tilbage i poserne og læsser dem op på hestens ryg. Guruen selv er ikke nævnt på listen, så ham samler de ikke op. Disciplene fortsætter deres videre færd, imens deres stakkels guru bliver liggende i mudderet.
Guruen spræller med armene og kalder på dem, men til ingen nytte. Lidt efter kommer en fremmed forbi. Guru Paramartha skriver noget ned på en seddel, giver den til ham og beder ham løbe efter disciplene og give den til dem. Det sker, og disciplene læser: ”Kom tilbage og saml jeres guru op og føj ham til de andre ting på hesten.” Disciplene vender om og henter deres guru.
”Lad os vende tilbage til asramaen,” er alt, Guru Paramartha kan sige til dem. På tilbageturen lægger Guru Paramartha mærke til, at hans krop er blevet meget kold. Han nævner det ikke for sine disciple, for de er allerede så rundtossede. Da de kommer tilbage, vasker han sig selv og går i seng. Stadigvæk forbliver hans bagdel kold. Han slutter, at døden må være lige rundt om hjørnet. Den næste morgen røber han sin sorg for sine disciple. De rådslår imellem sig og får fat på en håndlæser, der læser Guru Paramarthas hånd og udtaler: ”Brahmanaens forudsigelse kan modvirkes. Døden behøver ikke at følge en kold bagdel.”
Disciplene er forbløffede. ”Er det virkeligt i din magt at vende selve skæbnen? Vi har aldrig hørt om noget sådant i skrifterne.” Håndaflæseren svarer hovmodigt: ”Jeg refererer ikke til almindelige religiøse skrifter. Det, jeg taler om, er skjult viden.” Han fortæller da en historie som illustration.
Den mystiske morter
For længe siden var der en velhavende mand, der var en hengiven af Siva. Han havde taget et løfte om, at så snart han mødte en Siva-sadhu, tog han ham med hjem og fik sin kone til at lave en middag til ham. Men hans kone brød sig ikke om denne bespisning af radmagre, tvivlsomme personer. En dag, da han sendte en sadhu i forvejen, før han selv kom hjem, tænkte hun: ”Jeg skal nok få sat en stopper for dette pjat.” Hun bad venligt sadhuen tage plads på verandaen. Lidt efter kom hun selv ud med køkkenmorteren i hånden. Hun dryssede aske over den og over sig selv og mumlede nogle hemmelige mantraer, hvorefter hun smed sig ned foran morteren. Til slut tog hun den op og begyndte at gå ind i huset.
Sadhuen betragtede forbløffet dette optrin. ”Kære kvinde, hvorfor tilbeder du denne morter?” spurgte han.
”Det er blot en tradition i min familie. Det er ikke noget særligt.” Hun smilede til ham på en sælsom måde. Da hun gik ind ad døren til huset, hviskede hun: ”Når morteren lander på dit hoved, vil du også bede om dens nåde!” Sadhuen blev forfærdet. ”Jeg bliver ikke i dette hus et øjeblik længere. Denne kvinde er gal!” Han sprang ned fra verandaen og løb ud igennem indgangslågen, netop som manden kom tilbage. Manden forsøgte at standse ham, men han snoede sig udenom og styrtede ned ad gaden.
Manden kom ind i huset og bad om en forklaring fra sin kone. Hun sagde: ”Den sadhu er gal. Han forlangte, at jeg gav ham køkkenmorteren. Jeg sagde nej, en sadhu har ikke brug for en morter, og han blev vred og gik sin vej.”
”Åh, du har ødelagt alting,” udbrød hendes mand. ”Når denne sadhu fortæller de andre om din særlige form for gæstfrihed, vil ingen sadhu nogensinde komme her igen. Hvorfor gav du ham ikke morteren. Vi køber en anden til os selv.”
Han tog morteren i hånden, løb ud på gaden og kaldte på sadhuen. Sadhuen hørte ham råbe og vendte sig om, men da han så manden komme løbende hen imod sig med morteren i hånden, skreg han i skræk og sprang ned ad gaden. Manden måtte opgive og vendte nedslået hjem. ”Ak, nu vil ingen sadhu besøge vores hjem igen,” var alt, han kunne sige, imens hans kone forsøgte at skjule sin glæde.
Guruens død
Guruen og disciplene ler længe. Så siger Guru Paramartha: ”Men jeg forstår ikke pointen.” Håndaflæseren svarer: ”Pointen er enkel. Vær glad. Jeg fortalte denne historie som en vittighed for at få jer til at le, ikke som nogen lære af nogen bestemt betydning. Du skal ikke dø nu. Du er kold, ja, men ikke fra den kommende død, men fra at sidde i mudderet i en time. Det er naturligt. Brahmanaens forudsigelse sagde blot, at når sjælen forlader kroppen, bliver bagdelen kold. Men det sker ikke for dig nu. Denne kulde, du oplever, har en genkendelig årsag. Kun når du ikke kan få øje på årsagen, kan du vide, at sjælen er ved at gå bort.”
Guru Paramartha og hans disciple er ude af sig selv af glæde og giver håndaflæseren 15 guldmønter. Og således fortsætter livet i asramaen mere lykkeligt end nogensinde før. Men en nat er der en regnstorm, og vand drypper ned på guruens bagdel, imens alle sover. Den næste morgen er regnen holdt op, så ingen kan se, hvor det har lækket ind. Da Guru Paramartha sætter sig op, føler han sig kold bagi. Han råber på sine disciple: ”Min bagdel er kold. Jeg vil have at vide hvorfor.”
De søger, undersøger og diskuterer, men kan ikke finde nogen åbenlys grund til guruens kolde bagdel. Da guruen ser deres chokerede forvirring, skriger han: ”Asana seetam, jivana nasam!” og besvimer. Disciplene forsøger at genoplive ham, men uden held. De slutter, at han er død, og bærer ham hen til en dam for at bade kroppen. Neddyppet i vand genvinder guruen bevidstheden. Han forsøger at komme op af vandet, men hans disciple tror, at han bliver løftet op af spøgelser, og skubber ham ned igen. Han kæmper som en afsindig for sit liv. Til sidst løber disciplene væk fra dammen af frygt for det stærke spøgelse, der har bemægtiget sig deres gurus krop.
Netop da kommer en lokal kohyrdedreng tilfældigvis ind på asramaens område efter at have hørt al tumulten. Han ser guruen stå nøgen alene i dammen. ”Hvad er der sket her, Maharaja?” spørger drengen venligt.
Guruen forklarer alting. ”Du er bedre stillet uden sådanne fjolser omkring dig,” konstaterer kohyrdedrengen velmenende. ”Kom nu blot op af dammen og tør dig selv.” Guru Paramartha er lykkelig over, at endelig er der en, der giver ham et praktisk anvendeligt råd. ”Der er ingen grund til at spilde dit liv på en flok hjælpere, der kun giver dig besvær,” fortsætter drengen. ”Se her, jeg holder en flok køer. Hver ko giver lidt mælk, som jeg samler sammen. Det koster selvfølgelig lidt arbejde. Men i sidste ende kan man lave så mange dejlige ting af denne mælk. Lad mig give dig en dejlig kop frisk fed mælk. Du vil hurtigt få varmen og opleve, hvad virkelig lykke er.”