Den 25. januar 2019 er det Gopala Bhatta Gosvamis fremkomstdag. Han fødtes i 1503 og gik bort 75 år senere i 1578. Han var en af Vrindavanas seks Gosvamier og grundlagde Radha-ramana-templet, et af Vrindavanas otte hovedtempler. Han kom oprindeligt fra Sri Rangam, hjemsted for Indiens største tempel i Sydindien.

Gaura-parsada-caritavali skriver: ”Sri Caitanya Mahaprabhu kom til det hellige sted Sri Rangaksetra. Sri Ranganathas gigantiske tempel er så højt, at det ser ud til at nå op til himlene. Templet har syv enorme mure. Millioner af hengivne kommer hvert år for at se Deiteten. Inde i templet synger brahmanaerne uafladeligt Sri Ranganathas herligheder. Da Sri Gauranga Mahaprabhu trådte ind i templet og begyndte at synge Hare Krishna i kirtana, var Hans sang mere melodisk end millioner af gandharvaer. Alle var lamslåede og forbløffede, og hårene på deres kroppe rejste sig. Hans guddommelige skikkelse var vidunderlig at beskue, og hans kropslige udstråling var blændende. Fra Hans lotusøjne vældede regnskyl af tårer i Krishna-prema. Brahmanaerne undrede sig, ”Er Han en gud? Er en sådan fremvisning af ekstase mulig for et menneske?”…

…Sri Vyenkatta Bhatta så i Sri Caitanya Mahaprabhu symptomerne på en mahapurusa, en stor personlighed og kunne ikke holde sig tilbage, da han så Herren udføre sankirtana. Han maste sig igennem mængden, sluttede sig til kirtanaen og glemte sig selv i dans og sang af Haris hellige navn sammen med Herren. Da Herren havde genvundet Sin ydre bevidsthed og var faldet til ro, kastede Vyenkatta sig i støvet ved Hans fødder og bad om Hans barmhjertighed. Herren sagde ”Krishna! Krishna!” og omfavnede ham af hele Sit hjerte. På det tidspunkt indbød Vyenkatta Herren til at bo hos sig i regntidens fire måneder.”

Vyenkatta Bhatta boede sammen med sine to brødre Prabhodananda Sarasvati og Trimalla Bhatta. Prabodhananda Sarasvati var sannyasi i Ramanuja-sampradayaen, og Vyenkatta Bhatta og Trimalla Bhatta var også vaisnavaer i samme sampradaya. Vyenkattas otte år gamle søn hed Gopala Bhatta. Da den lille dreng frembar sin respekt ved Caitanyas fødder, løftede Herren ham op på Sit skød og omfavnede ham varmt.

Fra den dag opvartede Gopala personligt Caitanya Mahaprabhu, der til gengæld gav ham Sine prasadam-rester hver dag. Han velsignede også Gopala til at blive en stor acarya i fremtiden. På denne måde tilbragte Herren regntidens fire måneder hos Vyenkatta. Da Han drog af sted, græd hele Bhatta-familien, og Gopala besvimede. Herren trøstede ham og sagde: ”Nu skal du tjene din fader og moder. Senere skal du tage til Vrindavana.”

Gopala lærte sig sanskritgrammatik, poesi, talekunst og blev velbevandret i alle skrifterne under sin onkel Prabodhananda Sarasvatis undervisning, men tænkte altid på Herrens lotusfødder. ”Hvornår får jeg igen Caitanya Mahaprabhu at se?” Samtidigt tænkte han: ”Jeg kan ikke bare forlade min moder og fader.” Omsider blev hans fader og moder gamle. Ved deres bortgang tog de ham til side og sagde: ”Dreng, når vi er gået bort, skal du tage til Vrindavana og søge tilflugt ved Caitanya Mahaprabhus lotusfødder.”

I Vrindavana

Rupa og Sanatana Gosvami vidste allerede, at Gopala Bhatta ville komme til Vrindavana. De tog imod ham og behandlede ham som en bror. Fra det tidspunkt var de livslange venner.

Den dag Gopala Bhatta kom til Vrindavana, var Rupa Gosvami ved at sende et brev med nogle hengivne fra Vrindavana til Caitanya Mahaprabhu i Puri. Mahaprabhu sendte budbringerne tilbage med nogle kaupinaer og ydre klædestykker, som Gopala Bhatta Gosvami skulle have som tegn på forsagelsens livsorden. Gopala Bhatta tog imod lændeklæderne og en babajis klædedragt som Herrens nåde. Fra da af tilbragte han nætterne ved forskellige søer i Vrindavana-området, og dagene blev brugt på at studere sastraerne og skrive.

Gopala Bhatta Gosvami initierede Srinivasa Acarya. Han hjalp Sanatana Gosvami med at skrive Hari Bhakti Vilasa og redigerede bogen. Sanatana Gosvami holdt så meget af Gopala Bhatta Gosvami, at han udgav bogen under hans navn. Gopala Bhatta Gosvami var ophavsmand til de seks afhandlinger, der senere blev videreudviklet af Jiva Gosvami i Sat Sandarbha. Jiva Gosvami skriver i begyndelsen af Tattva-Sandarbha: ”En sydindisk hengiven, der var født i en brahmana-familie og en meget nær ven af Rupa og Sanatana Gosvami, har skrevet en bog, som han ikke har opstillet systematisk. Derfor forsøger jeg, et lillebitte levende væsen ved navn jiva, at ordne bogens tildragelser systematisk i samråd med vejledning fra store personer som Madhva, Sridhara Swami og Ramanujacarya.” Gopala Bhatta Gosvami skrev et forord til Sat Sandarbha, en kommentar til Krishna-Karnamrta og Sat-Kriya-Sara Dipika, en håndbog til vaisnava-samskaraer og ritualer ved fødsler, initieringer, bryllupper, sannyasa, begravelser osv. Han skrev også mange andre bøger.

Gopala Bhatta Gosvami havde tolv salagrama-silaer [små sten, der er og tilbedes som en Deitet af Krishna], som han bar i et tørklæde rundt om sin hals. Samtidig ønskede han at tilbede Herren i en stor Deitetsform. Efter en aften at have ofret arati og bhoga lagde Gopala Bhatta Gosvami sine salagramaer til hvile i en kurv og dækkede dem omhyggeligt med et klæde. Næste morgen, da han åbnede kurven, så han, at en af dem var blevet til en komplet Deitet af Krishna i en utrolig smuk trebøjet form. Da Gopala Bhatta Gosvami så Deitetens uhørte skønhed, begyndte han at fremføre bønner og sange til Herren. Rupa og Sanatana Gosvami såvel som andre vaisnavaer hørte dette og kom hurtigt og så Deitetens fortryllende skønhed. Imens tårer flød fra deres øjne, gav de Deiteten navnet Sri Radha-ramana.

Sine salagrama-silaer havde Gopala Bhatta fået, da han engang besøgte en by ved navn Devavandya Grama nær Haridvara. En eftermiddag, da han var ude at gå i byens udkant, blev han overrasket af en voldsom storm og søgte tilflugt i en brahmanas hjem. Denne brahmana var en stor hengiven af Krishna og sørgede for alle Gopala Bhatta Gosvamis behov. Brahmanaen havde ingen søn, så Gopala Bhatta velsignede ham: ”Må du få en søn, der er en stor hengiven af Krishna.” Brahmanaen svarede: ”Jeg lover at give min første søn til dig, så du kan engagere ham i Krishnas tjeneste.” Gopala Bhatta opholdt sig nogle dage mere i byen og prædikede det hellige navn, og han var også nede i Gandaki-floden og drog de tolv silaer frem fra floden.

Næsten ti år senere var Gopala Bhatta på vej tilbage til sin kutir [hytte] fra sit middagsbad i Yamuna, da han på lang afstand så en ung dreng sidde i hyttens døråbning. Da drengen så Gopala Bhatta, rejste han sig og kastede sig ved hans fødder.

Gopala Bhatta spurgte: ”Hvem er du?” Drengen svarede, ”Jeg er fra Devavandya Grama.”

Gopala Bhatta sagde: ”Hvem er din fader? Hvorfor er du kommet til mig?”

Drengen svarede: ”Min fader har sendt mig hertil, så jeg kan engagere mig i din tjeneste. Mit navn er Gopinatha.” Gopala Bhatta huskede samtalen med drengens fader. Fra den tid tjente Gopinatha ham med stor omhu og agtelse. Siden blev drengen kendt som Gopinatha Pujari Gosvami. Han forblev brahmacari hele livet og tjente Radha-ramana til sin død. Hans yngre broder Damodara tog initiering fra Gopinatha og engarede sig også i tjenesten til Sri Radharamana, der senere blev tjent af Damodaras tre sønner, Harinatha, Mathuranatha og Harinama.

Gopala Bhatta selv tjente sin elskede Radha-ramana Deitet uafbrudt og huskede Sri Caitanya Mahaprabhus ord og lære, og engang åbenbarede Radha-ramana Sig for ham som Caitanya Mahaprabhu.

I Gaura-Ganodesa-Dipika skriver Kavi Karnapura: ”Jeg mener, at den person, der i Vrindavana var Ananga Manjari, nu er Gopala Bhatta Gosvami. Nogle autoriteter mener imidlertid, at han var Guna Manjari.”