Ikke langt fra havet boede en frø i en brønd, hvor frøen havde levet hele sit liv. Aldrig skænkede den en tanke, at der fandtes en verden udenfor. Den levede stolt i sin brønd. Den anså ikke blot sig selv for ejeren af brønden, men brønden for at være hele verden og sig selv for at være verdens herre.

En dag faldt en anden stor frø, der boede ved havet, ved et tilfælde ned i brønden. Brøndfrøen kastede sig først over den for at spise den, men da den så, at det var en anden, om end lidt anderledes frø, holdt den sig tilbage.

Brøndfrøen spurgte den nye frø: ”Hvor bor du?”

”Ved havet,” svarede den anden frø.

Brøndfrøen spurgte: ”Hvor lille er havet sammenlignet med min brønd?”

Havfrøen lo. ”Havet overgår enhver sammenligning med denne brønd.”

Brøndfrøen var målløs. ”Er det så stort?” spurgte den og hoppede det længste, den kunne.

Havfrøen svarede: ”Hvor langt kan du hoppe? Havet er langt større end din brønd.”

Brøndfrøen sprang fra den ene væg af brønden til den anden. ”Umuligt,” råbte den. ”Intet større end dette kan findes.”

Havfrøen sagde: ”Prøv at tage et kig fra toppen af brønden og se, hvor stort havet virkeligt er.”

Brøndfrøen fnøs. ”Det får du mig aldrig til. Du er fanatisk. Du praler blot af dit hav for din egen tilfredsstillelses skyld.”

Mange mennesker prøver at sammenligne hengiven tjeneste med verdslige aktiviteter ligesom en anden Dr. Frø, men i virkeligheden forstår de intet om naturen af hengiven tjeneste. Det var Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis kommentar til denne historie. Srila Prabhupada brugte den til at illustrere, at blot fordi vi ikke kan forestille os eller rumme, hvor stor Krishna er, betyder det ikke, at Han ikke eksisterer.

Comments are closed.