Af Jahnu Dasa

Da jeg kom til ISKCON i 1982, var der intet Internet. Livet som hengiven var simpelt. Alle, der havde været med længere end én selv, var ens autoritet, og alle Prabhupada-disciple var rene hengivne. Efterhånden blev man selvfølgelig klogere, som man lærte filosofien, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvor forvirrende det kan være for en ny hengiven i dag at komme til ISKCON. Internettet er fuld af anti-ISKCON propaganda, som oftest er lanceret af skuffede og bitre hengivne, der har forladt ISKCON, for det meste, fordi de ikke kunne leve op til den standard, der kræves af ISKCON’s medlemmer.

Jeg havde ikke andre guruer end Harikesa at vælge imellem. I dag kan en ny hengiven vælge imellem 80 guruer, og der er et ocean af misinformation om dem og ISKCON på Internettet. Selv læser jeg det aldrig, ikke fordi jeg er naiv, men jeg ved nøjagtigt, hvad der foregår i ISKCON, i hvert fald meget bedre end en eller anden forsmået taber, der hyler op på nettet.

Det er også yderst mentalt forurenende at lytte til mennesker, hvis vigtigste opgave i livet synes at være at finde fejl ved andre hengivne. I sin kommentar til et vers i Srimad-Bhagavatams 12. Bog skriver Srila Visvanatha Chakravarti Thakura, at Kali-yuga er et ocean af fejl og mangler, og af alle disse slemme tilbøjeligheder er FEJLFINDERI den værste af alle. Når man begiver sig ind på at finde fejl ved hengivne, stopper det fuldstændigt ens åndelige udvikling.

Alligevel er der vitterligt hengivne eller såkaldte hengivne, der ikke lader til at have noget bedre at foretage sig end at sidde på nettet og hyle og hvine i et væk over ISKCON’s fejl og mangler. Et eksempel er ‘The Poison CD’, en CD, der i 1997 blev sendt rundt til alle ISKCON’s templer med en påstand om, at Srila Prabhupada var blevet forgiftet af sine nærmeste disciple. Grundlaget for påstanden var nogle optagelser af hviskerier blandt de disciple, der sad rundt om Srila Prabhupadas dødsleje, og som tilsyneladende lød som ”Lad os forgifte ham.” Det viste sig senere slet ikke at være engelsk, men bengalsk og sagde intet om gift. Desuden er det nærmest åndssvagt at forestille sig, at hvis de nærmeste disciple virkeligt ønskede at forgifte Srila Prabhupada, at de så ville sidde omkring hans dødsleje og hviske og tiske om det.

Jeg blev personligt ansat af GBC til at skrive en tilbagevisning af den CD. Resultatet blev en lang afhandling, hvor forgiftningsrygterne blev tilbagevist punkt for punkt. Der var intet hold i dem overhovedet, og man hørte ikke mere til dem indtil for nyligt, hvor de mærkeligt nok igen er begyndt at pible frem på Internettet.

Her vil det være på sin plads med lidt baggrundshistorie, som jeg personligt har hørt fra Ravindra Svarupa Prabhu, da jeg tjente under ham i ministeriet for ISKCON’s beskyttelse. Jeg var den eneste ansatte og leder af dette ministerium, der eksisterede dengang i et års tid.

Forgiftningsrygterne blev spredt af en vis Nityananda Dasa, der også var ophavsmand til ritvik-teorien, og som på det tidspunkt drev et projekt i USA under navnet Vedic Village. Det var hans eget private projekt, for Nityananda havde nemlig et anstrengt forhold til sine gudsbrødre i GBC.

Det havde rod i Robin George-sagen. Kan nogen huske den sag? En 14-årig amerikansk pige, Robin George, var blevet tiltrukket af de hengivne og ville gerne flytte ind i ISKCON-templet. Men hendes forældre ville ikke have det, og eftersom hun også var umyndig, afgjorde tempelpræsidenten, at det kunne der ikke blive tale om.

På en eller anden måde fandt Robin George i stedet vej til Nityananda, der lod hende flytte ind i sit tempel. Ikke alene det, men han forførte hende også til sex. Efter en tid løb hun hjem til sine forældre, der selvfølgelig blev bestyrtet over, at Nityananda havde haft sex med deres 14-årige datter. Derfor besluttede de at anlægge sag. De sagsøgte ISKCON som forening frem for en enkeltperson, da det ville give meget mere i erstatning. ISKCON endte med at bruge en hulens masse penge på at få sagen afgjort uden for retten og betalte en kæmpeerstatning til Robin George.

Nityananda blev selvfølgelig bedt om at punge ud, men han nægtede pure at tage ansvar for sine gerninger og betalte ikke en øre. Han blev så smidt ud af ISKCON. Siden da har han hadet GBC og forsøgt at skabe splid i ISKCON. Han stiftede først Vedic Village som et alternativ til ISKCON, men ingen undtagen et par uduelige hippier gad flytte ind der.

Han forsøgte derefter at starte en revolution i ISKCON ved at vende hengivne mod GBC. Med det formål opfandt og spredte han ritvik-ideen om, at alle guruerne i ISKCON er uautoriserede, og kun Srila Prabhupada kan indvie disciple. Det er selvfølgelig en mærkelig teori, siden Srila Prabhupada klart gav udtryk for, at hans disciple skulle videreføre discipelrækken på traditionel vis efter hans bortgang.

Da Nityananda så, at hans plan ikke virkede, opfandt han så en ny ting i sit forsøg på at skabe splid i ISKCON. Det blev til rygtet om, at Srila Prabhupada var blevet forgiftet af sine nærmeste disciple, så de kunne overtage ISKCON og blive guruer efter hans bortgang.

Her vil jeg ikke komme ind på hver enkelt påstand, der blev rejst på den famøse CD. Hvert enkelt punkt er allerede blevet belyst og tilbagevist i min oprindelige artikel, A Refutation of the Poison CD, som jeg kan sende til enhver, der måtte ønske det. Kort kan det siges, at der er overhovedet intet bevis, hverken medicinsk eller fra lydoptagelser, på, at Srila Prabhupada skulle være blevet forgiftet af sine disciple.

Inden Srila Prabhupadas sidste dage havde han desuden allerede udnævnt tolv disciple, der skulle fortsætte discipelrækken som guruer efter hans bortgang. Hvad grund skulle de have til at slå ham ihjel, specielt når han allerede lå på sit dødsleje? Alle, der ved, hvad der foregik dengang, kan bevidne, at den kærlighed, der blev udvist af dem, der omgav Srila Prabhupada, var ægte, og deres hengivenhed blev godtaget af Srila Prabhupada. Vi har ingen grund til ikke at godtage den i anden end samme ånd af kærlighed til Srila Prabhupada.

Jeg skriver dette, for dette rygte, der fremkom første gang i 1997, er nu igen begyndt at vise sit grimme ansigt på foranledning af folk (jeg nægter at kalde dem hengive), der ikke har ISKCON’s velvære og succes for øje. Tværtimod er det folk, der forsøger at stoppe Srila Prabhupadas mission. Som Srila Prabhupada på et tidspunkt sagde, kan intet stoppe ISKCON undtagen interne stridigheder. Derfor var en af hans sidste instruktioner: ”Jeres kærlighed til mig vil vise sig på den måde, hvorpå I samarbejder med hinanden efter min bortgang om at videreføre den organisation, jeg har startet.”

Lad os ikke forstyrres af mennesker, der forsøger at skabe splid i ISKCON. Den eneste gift i dette tilfælde er de giftige rygter, der er startet af en mand, der hader GBC og ISKCON, og som desværre har vundet genlyd hos andre Kali-elementer, hvis eneste mål er at standse Srila Prabhupadas mission for at åndeliggøre verden.

Comments are closed.