Af Matsyavatara Dasa

Her følger anden del af en diskussion, som Matsyavatara Prabhu havde med en gruppe disciple. Han taler bl.a. om utilladt sexliv, både inden for og uden for ægteskab. Matsyavatara er discipel af Srila Prabhupada, har en universitetsgrad i psykologi og leder et institut for vediske studier i Pisa, Italien.

Rigtige og forkerte beslutninger

Vi må forsøge at være ærlige og seriøse, først og fremmest over for os selv. Vi bør have et velafbalanceret syn på tingene og ikke give folk lov til at aflægge løfte om livslangt cølibat i en ung alder uden først konkret at have vist tegn på modenhed og magt over sanserne. Man bør udvise denne modenhed på forskellige planer: erkendelsesmæssigt, følelsesmæssigt og i sin opførsel. Et valg, der måske er det bedste fra et absolut perspektiv, kan afstedkomme alvorlige skader, hvis det gøres på det forkerte tidspunkt, hvor en person ikke er nok udviklet til det. Når en sådan person render ind i problemer og ikke får den rigtige hjælp, udvikler han generelt en følelse af at være mislykket og en tung skyldsbyrde, der i sidste ende bliver årsag til hæmninger, depressioner, følelsesmæssige blokeringer og afbræk i hans åndelige fremskridt. I dette tilfælde kan skyldfølelse karakteriseres som sygelig, imens det er en sund og gavnlig skyldfølelse, når en person er klar over sine fejltagelser, angrer dem dybt og finder kraften til at overvinde dem i sig selv og i guru og Krishna.

Med hensyn til sådanne følsomme områder, specielt i forbindelse med livet i grhastha-asramaen [familielivet], har jeg igennem mange år bemærket mange symptomer og set mange skader forårsaget af overilede beslutninger og en usmidig og streng mentalitet. Mange ægteskaber er slået fejl, fordi den, der havde svært ved at beherske sanserne og stod over for en alt for usmidig partner, i stedet så sig om efter tilfredsstillelse uden for ægteskabet, havde forskellige affærer, svigtede sin ægtefælle og skabte et helvede for alle involverede.

Virkelig kærlighed vil sige at komme andres behov i møde, og jeg mener, at hvert eneste virkeligt behov i familien må tages alvorligt. Hvis en person mener, at han eller hun ikke kan eller bør rokke sig så meget som en centimeter, bør vedkommende ikke gifte sig. Og hvis han gifter sig, vil han igennem hele sit ægteskabelige liv bliver mindet bittert om, at det skulle han ikke have gjort. Et par betyder to mennesker, der lover at hjælpe hinanden resten af deres liv. Hvis den ene er i nød, og den anden ikke hjælper, kan jeg ikke se, hvordan denne vægring befordrer sidstnævntes åndelige fremskridt, og hvordan det kan gøres i navn af hengivenhed til Krishna. Selvfølgelig kan det være vanskeligt, og man har måske ikke lyst til det, men noget skal der gøres, hvis der er brug for hjælp.

Når ønsket om seksuelt samvær antager et psykologisk farligt omfang – når det bliver til en tvangstanke, en decideret neurose – bør vi handle som ved enhver anden sygdom og søge efter et middel imod den. Efter at have givet folk dette råd har jeg mange gange set dem løse deres problem på en genial måde og gradvist finde balance, utilknytning og sindsro og opdage en kærlighed, der ikke bygger på et seksuelt forhold. Virkelig kærlighed, åndelig kærlighed, behøver intet seksuelt forhold eller nogen fysisk kontakt. En sådan kærlighed er målet med bhakti og opnås efter lang tids praktisering. Det er ikke begyndelsespunktet. I begyndelsen forsøger et par måske at få bugt med problemet, men for at overvinde det skal der gøres en indsats kombineret med nok dygtighed og erfaring og frem for alt nok kulturel og åndelig modenhed i Krishna-bevidsthed.

Den kulturelle arv

Jeg talte om religiøse pligter, men nu vil jeg gerne ind på det kulturelle miljø, i hvilket vi alle bevidst eller ubevidst lever. I løbet af det seneste århundrede er den vestlige kultur blevet mere og mere fascineret af rationalisme og materialisme og har gradvist forurenet sig selv med en pseudovidenskab, der i høj grad har bidraget til udviklingen af en farlig eftergivende seksuel adfærd. Folk er kommet til at se på erotik og sex som nødvendige psykologiske behov, der kan sammenlignes med behovet for mad og luft. Ikke blot siger de, at tilfredsstillelsen af en sådan drift er uundgåelig, men de har ligefrem udbredt ideen om, at man udvikler psykiske sygdomme ved at tilsidesætte den. Det er vanskeligt at anslå omfanget af den skade, en sådan mentalitet har forårsaget og stadig er skyld i. Det er en sand samfundsmæssig og psykologisk pest på både det kollektive og individuelle plan.

I åndelig erkendelse, kærlighed og venskab er sex ikke et behov, men noget overfladisk og kunstigt. Men som vi ved, opnår man ikke denne fuldkommenhed med det samme, men kun efter lang tids bestræbelse. Ifølge sastra er et ægtepar, der kan sætte sig ud over utilladt sex, på den direkte, sande vej til fuldkommenhed. Når man bliver afledt fra vejen, overskygges den åndelige erkendelse. Ud over de autoritative sastriske udtalelser viser videnskabelige undersøgelser også, at mange ægtepar lever fint uden sex forudsat, at de kultiverer en interesse i højere etiske værdier.

Man bør i det mindste forsøge at afholde sig fra sex uden for ægteskabet, som jeg sagde det i begyndelsen af mit svar, for det skaber helvede i samfundet, i familien, imellem parret og i forholdene imellem forældre og børn. Sådanne utilladte forhold sætter folk i pinlig forlegenhed og smerte. De forbander børn til at gennemgå lidelse, sætter skadelige rollemodeller og skaber frygtelige kvaler og lidelse for partneren. Utilladt sexliv inden for ægteskabet er som at give metadon til en heroinnarkoman. Metadon er bedre end heroin, men bedre end metadon er at være fri for problemet. Metadon er også vanedannende, men ikke så voldsomt og ødelæggende som den afhængighed, heroin skaber. Utilladt sex inden for ægteskabet er afhængighedsskabende og forårsager identifikation med kroppen, og det er også spild af gode kræfter. Trods det kan man slet ikke sammenligne det med utilladt sex uden for ægteskabet.

Når mine elever ønsker at blive gift, beder jeg dem lære hinanden grundigt at kende. De bør spørge indgående til hinandens valg og prioriteter i livet. De bør være dybt klar over det ansvar, den forpligtigelse og den byrde, de påtager sig ved at blive gift. Så vil jeg godt være vidne, og jeg forpligter mig til at hjælpe dem til at overvinde alle vanskeligheder og løfte deres ansvar, der omfatter en masse økonomiske, sociale og følelsesmæssige sider i livet. De falder alle ind under familieansvar og følgelig ind under åndelig erkendelse.

Måden, hvorpå man i sidste ende virkeligt løser denne slags problemer, er ved seriøst at tillægge sig en Krishna-bevidst mentalitet. Men lad mig standse her. I betragtning af problemets omfang og kompleksitet kan dette svar ikke være udtømmende, men blot et fingerpeg om, hvordan man kan orientere sig med henblik på dybere studier og meditation.

Åndelige elskere

Spørgsmål: Bør hustru og ægtemand se hinanden som åndelige venner eller åndelige elskere? Hvad er forskellen imellem de to?

Matsyavatara: Hvis det åndelige er ægte, er de to definitioner synonyme. Men kun hvis det er autentisk åndeligt. I dag er det moderne at sige åndelig – ”Ih, jeg mødte sådan en åndelig person i dag,” – men oftest ved folk intet om, hvad åndelig er.

Der dukker indirekte er par perspektiver frem fra dit spørgsmål. Hvis de ikke er åndelige elskere, må de være kødelige elskere. Da kaldes de grhamedhier, som er noget andet end grhasthaer. Forskellen er, at grhasthaernes grundlæggende mål er åndelig erkendelse, imens grhamedhiernes mål er at have en smuk hustru eller flot mand og nyde sammen (vi ved selvfølgelig, at det kun kan være et forsøg, og at mønten har en bagside). Dette er en sondring, som vi er nødt til at drage: Ønsker man at blive gift for at få flere muligheder for at nyde, eller vælger man som en seriøs åndelig person en anden seriøs åndelig person fra det modsatte køn for at have en ledsager på rejsen til åndelig erkendelse?

Derfor har vi to kategorier: de, der danner par for bedre at kunne nyde livet, og de, der forener sig for at hjælpe hinanden gensidigt i selvrealisering. Vi ønsker kun at arbejde med sidstnævnte. Den første kategori tager sexologerne, psykologerne og lignende folk sig af. Vi interesserer os kun for dem, der forsøger at have en familie som en passende, forberedende situation til åndelig erkendelse. Den enlige mand og den enlige kvinde kan tænke: ”Alene klarer jeg det ikke.” De kan mene, at de endnu ikke er klar til leve som brahmacari eller brahmacarini. Derfor ser de sig om efter en person, med hvem de kan gå en del af vejen med forståelsen af, at målet er at hjælpe hinanden til at opnå befrielse og kærlighed til Gud.

Blandt grhasthaerne sker der af og til uheld, fordi kroppen er der, sanserne er der, og karmaen er der. Derfor opdager de somme tider, at de kommer for tæt på hinanden ved hele tiden at være omkring hinanden, og nogle gange kan der ske kærlighedsudvekslinger, der overskrider det niveau, som sastra giver lov til. Jeg ville sige, at dette er ingen katastrofe. Nogle gør det til en katastrofe, men de har selv mange gange været skyld i katastrofer, der er meget større end denne. Sandsynligvis vil jeg ikke blive rost for at sige det, jeg siger nu, men med min bedste samvittighed tager jeg fuldt ansvar for det og har solide argumenter til støtte for det.

Hvordan man overskrider den moderne kultur

Mediernes informationer, som masserne fejltolker som fremskridt og frigørelse, ansporer ikke til et ’positivt’ forløb hen imod befrielse og frigørelse, men til et ukritisk forbrug, der kun gavner de store økonomiske og industrielle interesser. Det moderne menneskes natur er at være eftergivende og imødekommende over for sin egen naturs svage side og lade dets biologiske og psykiske impulser og ydre påvirkninger beherske dets personlighed. Selv hvis et menneske på overfladen virker originalt, spontant og selvsikkert, er det i virkeligheden et uharmonisk og skrøbeligt individ, fordi det intet fokus har for sit liv.

Selvbeherskelse er ikke det samme som undertrykkelse eller fortrængning. Fortrængning er forbundet med en irrationel frygt (et tabu), der stiller sig i vejen for udviklingen af de psykiske kræfter, der for de flestes vedkommende er ubevidste. Snarere vil selvbeherskelse sige at styre kraftudledningerne med henblik på at bruge de samme kræfter på et konstruktivt mål. Blandt de utallige eksempler, jeg kunne nævne, begrænser jeg mig til det, vi taler om: omformningen af den seksuelle drift til et tilfredsstillende tæt kærlighedsforhold, en proces, som jeg i årevis har kaldt “Fra eros til kærlighed”.

Ved med andre ord at anvende en veludviklet viljekraft er det muligt at beherske de biologiske og psykiske kræfter med fornuften (logos). Denne selvbeherskelse er det modsatte af at undertrykke eller fortrænge sine impulser, for selvbeherskelse omformer de egoistiske, destruktive drifter til at gavne individet, fællesskabet og omverdenen. Der er tale om forvandling og sublimering.

Det samme princip gælder for hæmninger. Den moderne psykologiske litteratur, specielt fra den freudianske skole, har ukorrekt tilskrevet en negativ værdi til de livsvigtige hæmningsfunktioner. At dette er helt forkert, beviser den fysiologiske forskning, der i overmål har vist, at hæmning er en normal neurologisk funktion, der hjælper til bedre at kunne styre organismen. På det psykiske plan betyder hæmning heller ikke nødvendigvis undertrykkelse, men en midlertidig bremse på en reaktion i den betingede bevidsthed, så man derved får mulighed for at forme sin adfærd. Hæmninger bliver sygelige, når de anvendes på en stædig, ukritisk måde, men de er terapeutiske, når de bereder vejen for sublimering. Krishna forklarer i Bhagavad-gita (2.58), at den, der kan trække sanserne tilbage fra sanseobjekter, ligesom skildpadden trækker sine lemmer ind i skjoldet, er virkelig situeret i viden. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.