Hayagriva: For Schopenhauer er lykke en inaktiv tilfredshed, nirvana. Siden viljen til at leve er den irrationelle trang, der er skyld i alle former for lidelse, er han fortaler for denne verdens tilintetgørelse. I Verden som vilje og forestilling [Die Welt als Wille und Vorstellung] skriver han: ”Vedaerne og Puranaerne har ingen bedre sammenligning end med en drøm for hele kundskaben om den faktiske verden, som de kalder mayas væv … Ja, livet er en lang drøm … Hvad er denne sansede verden andet end min ide? Er det, som jeg er bevidst om, kun som ide, nøjagtig ligesom min egen krop, som jeg er dobbelt bevidst om, på den ene side som ide, på den anden side som vilje?” Han fortsætter med at konkludere, at livet er en projektion af viljen.

Srila Prabhupada: Ja, livet er en projektion af vilje eller materielt ønske. Det levende væsen kan ikke være uden ønske. Nirvana betyder, at det er slut med materielle ønsker, men fordi det levende væsen er et evigt åndeligt væsen, har han åndelige ønsker. Nu dækkes disse åndelige ønsker af materielle ønsker, men ønske er under alle omstændigheder det levende væsens konstante ledsager. Fordi han er materielt dækket til, anser han den midlertidige verden for at være virkelighed, men fordi den hele tiden ændrer sig, er den det ikke. Ifølge den slags krop, vi får, har vi forskellige ønsker. Sjælen vandrer i denne verden fra den ene krop til den næste, og han skaber ønsker derefter. Den Højeste Vilje giver ham forskellige kroppe for at opfylde hans vilje eller materielle ønsker. Det levende væsen ønsker, og den Højeste Vilje, Gud eller Krishna, forstår det begrænsede ønske og giver ham mulighed for at opfylde sit bestemte ønske. Derfor er ønske årsag til denne materielle eksistens. Imidlertid siger vi, at siden vi er levende væsener, må vi have ønsker. Hvis vores ønsker stopper, bliver vi ligesom sten. I stedet for at prøve at gøre en ende på alle ønsker må vi forsøge at rense denne syge form for ønske. Det er bhaktiens proces:

sarvopadhi-vinirmuktam, tat-paratvena nirmalam
hrsikena hrsikesa, sevanam bhaktir ucyate

Bhakti eller hengiven tjeneste vil sige at engagere alle sine sanser i tjenesten til Herren, alle sansernes herre. Når den åndelige sjæl gør tjeneste til den Højeste, er der to sidevirkninger. Man bliver befriet for alle materielle betegnelser, og blot ved at være engageret i Herrens tjeneste renses ens sanser.” (Bhakti-rasamrta-sindhu, 1.1.12) For nærværende er vores ønsker kroppens ønsker (upadhi). Når det levende væsen får en krop som amerikaner, europæer, kineser eller hvad som helst, tænker han på en bestemt måde. Når han ændrer sin krop til en hunds, bruger han sin tid på at gø. Ifølge sine ønsker får han en bestemt slags krop. Disse ønsker er midlertidige, og det levende væsen vandrer fra den ene krop til den næste. Derfor er alt dette i en forstand en drøm. Det er en kendsgerning, at vi ikke kan opfylde vores materielle ønsker, der kommer og går ligesom drømme. Nu er alle materielle aktiviteter, hvad end de er subtile eller grove, manifestationer af forskellige ønsker, og derfor siger mayavadi-filosofferne brahma satyam jagan mithya. Drømmeren er virkelig, men drømmen er falsk. Vores vaisnava-filosofi er enig i, at drømmeren er det virkelige levende væsen, og at drømmen er midlertidig. Derfor skal drømmeren bringes til det virkelige åndelige plan, så hans materielle drømme kan ophøre. Når vi opgiver drømmen og vågner til virkeligheden, er det Krishna-bevidsthed eller bhakti.

Syamasundara: Vilje eller ønske kan således aldrig udslettes?

Srila Prabhupada: Nej, ikke i så meget som et sekund. Fordi vi lever, må vi ville og ønske. Der står i Bhagavad-gita, at vi ikke kan leve i så meget som et sekund uden vilje, uden ønsker:

na hi kascit ksanam api, jatu tisthaty akarmakrt

karyate hy avasah karma, sarvah prakrti-jair gunaih

”Alle tvinges til at handle hjælpeløst ifølge den natur, de har erhvervet sig fra den materielle naturs kvaliteter. Derfor kan ingen afholde sig fra at gøre noget, ikke engang i et eneste øjeblik.” (Bg. 3.5)

Syamasundara: Er buddhister ikke fortalere for en tilstand af frihed for ønsker?

Srila Prabhupada: De tror, at hvis man ophæver denne materielle kombination, denne materielle krop, vil der ikke længere være nogen vilje, ønske eller lidelse. Men det er ikke rigtigt. Vi er Krishnas evige tjenere, og vi dør ikke efter kroppens tilintetgørelse. Tanke, følelse og vilje føres fra denne krop med til en anden krop i sjælevandringsprocessen. Når kroppen dør, føres det levende væsen væk af sin vilje. Ifølge vores vilje får vi en anden krop i dødsøjeblikket. Kroppen kan være en krop som halvgud, hund, menneske eller hvad som helst. Under alle omstændigheder er vilje eller ønske det, der bærer én videre.

Hayagriva: Schopenhauer var dybt påvirket af nogle af de vediske tekster. For eksempel skriver han: ”Hver eneste stærke nydelse er en vildfarelse og en illusion, for intet opfyldt ønske kan give varig tilfredsstillelse. Hvad mere er, er hver eneste besiddelse og hver eneste lykke intet andet end lånt af tilfældet i et uvist tidsrum og kan derfor kræves tilbage den næste time. Al smerte hviler på en sådan illusions forsvinden. Begge opstår derfor af ufuldstændig viden. Det vise menneske holder derfor sig selv lige meget hævet over glæde og sorg, og ingen hændelse forstyrrer hans fatning.”

Srila Prabhupada: Ja, i denne materielle verden siger folk: ”Dette er godt, og dette er dårligt,” men i virkeligheden kan der ikke være tale om godt og dårligt. Disse er alle på det midlertidige plan. Mayavadierne bruger ordet ”falsk”, men vi siger ”midlertidig”. Der står også i Bhagavad-gita, at lidelserne og glæderne, der erfares i den materielle verden, ikke rører den åndelige sjæl. Under illusion tror en åndelig sjæl, der er fordybet i en materiel krop, at lidelserne og glæderne er hans, men det er ikke rigtigt. Derfor instruerer Krishna, at lidelserne og glæderne blot påvirker kroppen, men ikke sjælen. Krishna råder:

matra-sparsas tu kaunteya, sitosna-sukha-dukha-dah
agamapayino ’nityas, tams titiksasva bharata

”De midlertidige forekomster af lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som vintrene og somrene, der kommer og går, O Kuntis søn. De opstår af sanseopfattelse, O Bharatas efterkommer, og man må lære at tolerere dem uden at blive forstyrret.” (Bg. 2.14)

Siden glæder og smerter kommer og går med tiden, er de ikke virkelighed. Hvorfor bekymre sig om dem? Hvis jeg mærker smerte, så lad mig tolerere den og fortsætte med min pligt.

Syamasundara: Schopenhauer ser lykke i verden som i bedste fald en negativ tilstand, en ophævelse af lidelse for øjeblikket.

Srila Prabhupada: Ja, det forklares også af Caitanya Mahaprabhu. Når en mand skal straffes, holdes han under vandet, indtil han lige er ved at drukne. Så får han lov til at komme op, og når han får en midlertidig lindring, tænker han: ”Åh! Lykke omsider!” Pointen er, at han bør gøre noget, der vil give ham vedvarende lindring fra hans ulykke.

Syamasundara: Schopenhauer skriver: ”Menneskelivet må være en slags fejltagelse.” Et menneskes største forbrydelse er, at det nogensinde blev født.

Srila Prabhupada: Når man forstår, at der var en forbrydelse, må man også forstå, at der findes en, der straffer én. Hvis man lider på grund af en forbrydelse, må man forstå, at en eller anden har dømt én som kriminel.

Syamasundara: Han konkluderer imidlertid, at fordi verden er vanvittig eller irrationel, kan den umuligt have en skaber. Hvis Gud fandtes, ville Han have bragt orden i verden.

Srila Prabhupada: Vi har helt sikkert erfaring af sindssyge personer i verden, men der er også hospitaler, hvor sådanne mennesker kan behandles. Verden er måske vanvittig, men der er også hospitalsindlæggelse. Desværre har Schopenhauer ingen viden om hospitalet eller behandlingen. Han taler om syndigt liv, men han accepterer ikke dommeren, der udmåler straffen for et syndigt liv. Han ser verden som gal, men han kender ikke til behandlingen, som sindssyge mennesker skal gennemgå.

Hayagriva: I Verden som vilje og forestilling skriver Schopenhauer: ”Min krop er genstanden for min vilje … Ud over vilje og ide kender vi ikke til noget eller kan tænke på noget … Kønsorganerne er det rette fokus for viljen, og følgelig er den modsatte pol, hjernen, repræsentanten for viden … I denne forstand … blev de tilbedt af hinduerne i lingam’en, der er symbolet på forfægtelsen af viljen. Viden giver på den anden side muligheden for undertrykkelse af viljen, for frelse gennem frihed, for sejr over og udslettelse af verden.”

Srila Prabhupada: Som jeg nævnte før, sker ønsker i overensstemmelse med kroppen, men vi bør forstå, at vi har intet at gøre med denne materielle krop, der er et produkt af den materielle vilje. Vi er åndelige, og når vi ønsker åndeligt, er vi Krishna-bevidste. Når vi ønsker materielt, får vi forskellige slags materielle kroppe. Det er sandt, at grundlaget for materielt liv er sex. Vi citerer altid:

yan maithunadi-grhamedhi-sukham hi tuccham
kanduyanena karayor iva duhkha-duhkham
tripyanti neha krpana bahu-duhkha-bhajah
kandutivan manasijam visaheta dhirah

”Sexliv sammenlignes med at gnide to hænder mod hinanden for at lindre en kløe. Grhamedhier eller såkaldte grhasthaer, der ingen åndelig viden har, tror, at denne kløe er det højeste niveau af lykke, selv om den i virkeligheden er en kilde til lidelse. Krpanaerne, tåberne, der er det stik modsatte af brahmanaer, er ikke tilfredse på trods af gentagen sanselig nydelse. De, der imidlertid er dhira eller sobre, og som tolererer denne kløe, er ikke underkastet tåbers og slynglers lidelser.” (SB. 7.9.45)

Det grundlæggende princip for dem, der er forfaldne til den materielle verden, er maithuna, seksuelt samvær. Dette stærke ønske om sex fortsætter, så længe vi er i den materielle eksistens, fordi det er omdrejningspunktet for al nydelse. Når vi imidlertid får en smag af Krishnas glæde, kan vi opgive dette:

visaya vinivartante, niraharasya dehinah
rasa-varjam raso ’py asya, param drstva nivartate

”Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for sanseobjekter består. Men afholder man sig fra sansenydelse ved at opleve en højere smag, bliver man fast forankret i sin bevidsthed.” (Bg. 2.59)

Syamasundara: Schopenhauer anser sex for at være selvisk, imens virkelig kærlighed betyder sympati og medfølelse.

Srila Prabhupada: Sex er animalsk Det er ikke kærlighed, men lyst. Sex betyder den gensidige tilfredsstillelse af sanser, og det er lyst. Al denne lyst finder sted i navn af kærlighed, og under illusion forveksler folk denne lyst med kærlighed. Virkelig kærlighed siger: ”Folk lider på grund af en mangel på Krishna-bevidshed. Lad os gøre noget for dem, så de kan forstå værdien af livet.”

Syamasundara: Han mente også, at amoralske handlinger udspringer fra en følelse af egoisme.

Srila Prabhupada: Ja, det er sandt. Folk tænker: ”Hvorfor skulle jeg overgive mig til Krishna? Krishna er en person, og jeg er også en person.” At tænke på den måde er dæmonisk. Slyngler kan ikke forstå, at ved at overgive sig til den Højeste Vilje og tilfredsstille den Højeste Vilje, kan man opnå frelse. (Fortsættes i næste nummer)

Comments are closed.