Her fortsætter Srila Prabhupadas diskussion af Søren Kierkegaard. Hayagriva og Syamasundara fremlægger nogle af Søren Kierkegaards ideer, og Srila Prabhupada svarer på dem impromptu. Vi tager forbehold for, at fremlægningen ikke nødvendigvis yder Kierkegaard fuldstændig retfærdighed. For os er det interessante her udelukkende Srila Prabhupadas kommentarer. Bemærk også, at Kierkegaard-citaterne er oversat fra engelsk og er ikke Kierkegaards originale danske.
Syamasundara: Kierkegaard lægger vægt på selve valget, ikke hvad man vælger.
Srila Prabhupada: Men hvis vi ikke kender livets mål, hvordan kan vi da træffe det rigtige valg? Det er barnligt at påstå, at vi bliver oplyste, ligegyldigt hvad vi vælger. Et barn vælger somme tider at lege med det ene legetøj og somme tider med det andet, men hvordan bliver det oplyst af det? Dyr træffer også deres valg. Æslet vælger at æde en tot græs og bære byrder hele dagen. Hvis det, man vælger, ikke er vigtigt, hvorfor så ikke vælge ubegrænset sansetilfredsstillelse?
Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at ubegrænset sansetilfredsstillelse leder til kedsomhed og fortvivlelse.
Srila Prabhupada: Men hvis vi mener, at det er livets mål, er det ikke kedeligt. Hvis vi vælger ifølge vores luner, kan vi vælge hvad som helst. En mand på Bowery [slumkvarter i New York] kan vælge at købe en flaske whisky, så snart han får nogle penge.
Syamasundara: Kierkegaard ville sige, at i det tilfældet er der ingen forpligtelse over for en højere etik. På det etiske niveau skal vi tilslutte os en god sag og træffe beslutninger på grundlag deraf.
Srila Prabhupada: Men sådanne gode sager er relative. Hvem afgør, hvad der er en god sag?
Syamasundara: Hvis vi holder os døden for øje, vil vi træffe det rigtige valg ud fra betragtningen af, at dette kunne være vores sidste handling. På den måde vil sandheden dukke frem.
Srila Prabhupada: Ja, et menneske bør tænke: ”Jeg ønsker ikke at dø, men døden vil overvinde mig. Hvad skyldes det? Hvad kan jeg gøre ved det?” Ingen ønsker at dø, men døden overvinder alle. Ingen ønsker at være syg, men sygdom er uundgåelig. Dette er de virkelige menneskelige problemer, der ikke kan overvindes blot ved at træffe nogle lunefulde valg. Vi bør vælge: “Jeg ønsker ikke at lide, men lidelse påtvinges mig. Nu må jeg finde en vedvarende løsning på dette problem.” Dette er det virkelige valg: at bringe lidelse til varigt ophør. Vi må forstå, at kroppen eksisterer i nogle få år og derpå er dømt til at gå til grunde, at kroppen er noget ydre, og at vi ikke bør træffe valg på grundlag af kroppen, men på grundlag af sjælen.
Syamasundara: For Kierkegaard er et menneske, hvis bevidsthed er ulykkelig, fremmedgjort fra både fortid og fremtid. Han vil gerne glemme fortiden, og fremtiden er uden håb. I den rette bevidsthed, når personligheden er integreret, er fortid og fremtid forenet, og vi kan træffe de rigtige valg.
Srila Prabhupada: Ens valg bør være baseret på den kendsgerning, at man er en uadskillelig del af Krishna. Krishna fortalte Arjuna, at han eksisterede i fortiden, og at han ville fortsætte med at eksistere i fremtiden. Vores valg bør baseres på sjælens niveau.
Syamasundara: Kierkegaard ser selvet som det, der forener fortid og nutid og dermed etablerer sin integritet som et integreret hele. Derved er selvet i stand til at træffe de rigtige valg.
Srila Prabhupada: Hvis man kommer til stadiet af selvet, må man acceptere, at selvet er evigt for at kunne integrere fortid, nutid og fremtid.
Syamasundara: Ja, dette er det højeste stadie, det religiøse. På dette stadie helliger man sig til Gud og adlyder Gud.
Srila Prabhupada: Dette ville være stadiet af Krishna-bevidsthed.
Syamasundara: Kierkegaard troede, at på det religiøse stadie er der stærk lidelse, der kan sammenlignes med Jobs lidelse.
Srila Prabhupada: Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor skulle man lide, hvis man er Krishna-bevidst?
Syamasundara: Tja, Kierkegaard var kristen. Kristus led for vores synder, og at overvinde synd er en slags lidelse.
Srila Prabhupada: Men det er en forkert teori. Hvis Kristus er Gud eller Guds søn, hvorfor skulle han da lide? Hvilken slags Gud er underkastet lidelse. Hvorfor skulle enten Gud eller mennesket lide? Hele pointen er, at hvis der er lidelse, må man bringe den til ophør. Mange såkaldte kristne tror, at fordi de har en slags kontrakt med Kristus, fordi Kristus led for deres synder, kan de fortsætte med at synde. Er det en særlig god filosofi?
Syamasundara: Som eksistentialist troede Kierkegaard på, at eksistens går forud for essens, og for at opnå selverkendelse må vi gå gennem disse forskellige stadier.
Srila Prabhupada: Det er rigtigt. Vi vandrer igennem forskellige arter og kommer omsider til den menneskelige livsform, hvor vi kan forstå livets formål. På det fuldkomne stadie bliver vi Krishna-bevidste. Derfor går eksistens forud for essens.
Syamasundara: For Kierkegaard er kulminationen på helligelse det religiøse liv, der kendetegnes af lidelsens indadvendthed.
Srila Prabhupada: Lidelse opstår, fordi vi identificerer os med kroppen. Når en person har et biluheld, lider han i virkeligheden nødvendigvis ikke, men fordi han identificerer sig med materie eller med kroppen, lider han. Fordi Gud altid er i fuld viden og altid er transcendental til den materielle verden, lider Gud aldrig. Det er et spørgsmål om viden, hvorvidt der er lidelse eller ej.
Syamasundara: Men indebærer askese og selvtugt ikke lidelse?
Srila Prabhupada: Nej, for dem, der er avanceret i viden, er der ingen lidelse. Selvfølgelig kan der være en vis kropslig smerte, men en person i viden forstår, at han ikke er kroppen. Hvorfor skulle han da lide? Han tænker: “Lad mig gøre min pligt. Hare Krishna.” Det er det avancerede stadie. Lidelse skyldes uvidenhed.
Syamasundara: Men giver man ikke afkald på kropslig bekvemmelighed, når man tjener Gud?
Srila Prabhupada: Rupa og Sanatana Gosvami var højtstående regeringsministre, men de gav afkald på deres materielle rigdom for at skænke barmhjertighed til folk i almindelighed. Derfor accepterede de ikke mere end et lændeklæde og sov under et nyt træ hver nat. Tåbelige folk kan selvfølgelig hævde, at de led, men de var opslugt i et hav af transcendental lyksalighed ved at skrive om Krishnas lege med gopierne. De engagerede deres sind i at tænke på Krishna og gopierne, og de skrev bøger dag efter dag. Lidelse var udelukket for dem, selv om et fjols kan tænke: ”Åh, disse mænd var ministre, højtstående regeringsembedsmænd, og de plejede at leve så komfortabelt med deres familier i deres hjem. Nu har de intet hjem og vandrer rundt i lændeklæder og spiser kun lidt.” En materialist ville tænke, at de led, men de led ikke. De nød livet.
Syamasundara: Nogle kristne betoner vigtigheden af lidelse og tror, at opgivelse af verdsligt liv er at give afkald på nydelse og i stedet lide.
Srila Prabhupada: Dette skyldes manglende viden. De har udviklet denne filosofi efter Jesu Kristi bortgang. Den er mere eller mindre fri fantasi.
Hayagriva: Ud over lidelse betonede Kierkegaard vigtigheden af kærlighed i det religiøse liv. I sin bog Kjerlighedens Gjerninger anser han Gud for at være den skjulte kilde til al kærlighed. ”Gud må man elske i betingelsesløs lydighed,” skriver han, ”selv hvis det, som Han forlanger af dig, kan synes at være skadeligt for dig… For Guds visdom er uden sammenligning ved siden af din egen… .”
Srila Prabhupada: Ja, det er også Bhagavad-gitas instruktion. Gud forlanger, at vi opgiver alle vores planer såvel som andres planer og accepterer Hans plan. Sarva-dharman parityajya (Bg. 18.66): “Opgiv alle forskellige former for religion og blot overgiv dig til mig.” Hvis vi afhænger fuldt ud af Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, vil Han lede os hjem.
Hayagriva: Når han definerer kærlighed, gør Kierkegaard opmærksom på, at Paulus anså kærlighed for at være “lovens fuldbyrdelse”. ”Kærlighed er et spørgsmål om samvittighed,” skriver Kierkegaard, “og dermed er det ikke et spørgsmål om indskydelse og tilbøjelighed. Ej heller er det et spørgsmål om følelse eller intellektuelle overvejelser. Kristendommen kender kun til én slags kærlighed, åndelig kærlighed… .”
Srila Prabhupada: Ja, kærlighed er en umulighed i den materielle verden, for alle er kun interesseret i deres egen sansenydelse. Den kærlighed, der opleves imellem mænd og kvinder, er i virkeligheden ikke kærlighed, men lyst eller begær, for begge parter er interesseret i deres egen sansenydelse. Kærlighed vil sige, at man ikke tænker på sin egen sansetilfredsstillelse, men kun på den elskedes sansetilfredsstillelse. Det er ren kærlighed, og det er ikke muligt i den materielle verden. Vi ser imidlertid eksempler på ren kærlighed i de vediske beskrivelser af Vrindavana, en landsby, hvor mennesker, dyr, frugter, blomster, vandet og alt andet kun eksisterer for at elske Krishna. De er ikke interesseret i at få noget til gengæld fra Krishna. Se, dette er virkelig kærlighed. Anyabhilasitasunyam. Hvis man elsker Krishna med et eller andet motiv for øje, er det materiel kærlighed. Ren kærlighed er kun interesseret i at tilfredsstille Guddommens Højeste Personligheds ønsker. Når vi taler om kærlighed i den materielle verden, misbruger vi ordet. Lystne ønsker forveksles med virkelig kærlighed. Virkelig kærlighed gælder kun i forhold til Gud – individuelt, kollektivt eller på nogen anden måde. Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, er den højeste genstand for kærlighed, og denne kærlighed kan udtrykkes gennem beundring, tjeneste eller venskab. Eller vi kan elske Ham som et barn eller en elsker i et parforhold. Der er fem grundlæggende forhold, hvorigennem man kan udtrykke ægte kærlighed til Guddommen.
Hayagriva: For Kierkegård er kærlighed til Gud den afgørende faktor, og fra den kommer kærlighed til næsten. ”Elsker man Gud over alt andet,“ skriver han, ”elsker man også sin næste….At hjælpe et andet menneske til at elske Gud er at elske dette menneske. At blive hjulpet af et andet menneske til at elske Gud er at være elsket.“
Srila Prabhupada: Det er fundamentet for Krishnabevidstheds-bevægelsen. Vi lærer, hvordan vi elsker Gud, og vi underviser hele verden i det samme princip. Vi underviser, at Gud er én, og at ingen er Hans lige eller større end Ham. Gud er aldrig død. Hvis kærlighed til Gud undervises i en religion, kan den religion regnes for at være førsteklasses, hvad end den er kristen, hindu, muslimsk eller hvad som helst. Den afgørende prøve på en religion er denne: ”Har dens tilhængere lært, hvordan de skal elske Gud?“ Gud er midtpunktet for al kærlighed, og eftersom alt er Guds ekspansion, er en elsker af Gud også en elsker af alle. Han diskriminerer ikke og mener, at kun mennesker bør elskes og ydes tjeneste. Nej, han er interesseret i alle levende væsener, uanset hvilken form de eksisterer i. En elsker af Gud elsker enhver, og hans kærlighed strækker sig til enhver. Når vi vander et træs rod, nærer vi alle træets dele: stammen, grenene, kvistene og bladene. Når vi giver maven mad, tilfredsstiller vi hele kroppen. Gud er alting. Som der står i Bhagavad-gita, maya tatam idam sarvam (Bg. 9.4). Intet kan eksistere uden Gud, for alting er Hans ekspansion. Ifølge Visnu Purana findes Gud overalt, skønt Han er i Sin egen bolig, ligesom Solens lys og varme findes overalt, skønt Solen befinder sig på ét sted. Gud er altgennemtrængende. Intet kan eksistere uden Ham. På samme tid betyder det ikke, at alt er Gud. Snarere kan man sige, at alt hviler i Hans energi. På trods af Sine ekspansioner bibeholder Han Sin personlighed. (Fortsættes i næste nummer)