Af Srila Prabhupada

Her fortsætter Srila Prabhupadas diskussion af den tyske filosof Arthur Schopenhauer, der levede fra 1788-1860. Srila Prabhupadas disciple Syamasundara og Hayagriva Dasa præsenterer elementer af Schopenhauers filosofi, og Srila Prabhupada svarer inspireret og improviseret.

Bemærk, at det mest handler om at give Srila Prabhupada en chance for at kommentere forskellige filosofiske pointer. Hvorvidt Syamasundara og Hayagriva fremlægger Schopenhauer præcist og fuldstændigt, er en anden sag.

Syamasundara: Schopenhauer mente imidlertid, at det var muligt at knuse egoisme og begær gennem kærlighed til og medfølelse med andre.

Srila Prabhupada: Ja, uden kærlighed kan intet opretholdes. Hvis jeg ikke elsker Krishna, kan jeg ikke overgive mig til Ham. Et lille barn overgiver sig naturligt til sine forældre, fordi der er kærlighed til forældrene. Jo mere man elsker, jo mere er ens overgivelse perfekt. Når der er en mangel på kærlighed, vil mentaliteten, hvormed man kan overgive sig, ikke udvikles. Hvis du har nogen kærlighed til mig, vil du udføre min ordre. Det er umuligt at tvinge nogen til at overgive sig. Det levende væsen er frit til at elske eller at afvise. Uden frihed kan der ikke være kærlighed. Krishna-bevidsthed betyder at lære at elske Krishna.

Syamasundara: Schopenhauer så på kærlighed som medfølende sympati med den, som lider. Gennem denne medfølende kærlighed kan vi slippe af med begær.

Srila Prabhupada: Hvorfor skulle man elske dem, som lider, og ikke dem, som nyder?

Syamasundara: Schopenhauer ser alle som lidende.

Srila Prabhupada: Ja, det er vi enige om. Alle inden for den materielle natur lider. Derfor nedstiger Krishna og giver Bhagavad-gita. Krishna beskrives som befrieren af alle betingede sjæle. En vaisnava tager sannyasa, forsagelsens orden, af medfølelse med andre, fordi det er hans pligt at prædike budskabet om Krishna-bevidsthed. Mennesker i verden lider på grund af deres uvidenhed. De tænker: “Åh, nu har jeg en pæn bil, en lejlighed, en kæreste. Derfor er jeg lykkelig.” Faktisk er dette ikke lykke, men lidelse. Fordi vaisnavaen elsker Krishna og forstår, at han er en uadskillelig del af Krishna, ser han, at de betingede levende væsener lider på grund af mangel på Krishna-bevidsthed. Derfor tager vaisnavaen sannyasa og går ud for at prædike.

Hayagriva: Med hensyn til verdens natur er Schopenhauer uklar, men han ser grundlæggende materielt liv som irrationelt og flygtigt.

Srila Prabhupada: Ja, det er et faktum, og derfor skifter vi kroppe. Dette betyder, at vort materielle sind ikke er forankret. Det accepterer og afviser konstant. Mayavadi-filosoffer og buddhister hævder, at siden disse materielle fornøjelser og smerter opstår på grund af denne materielle kombination, er det bedste, man kan gøre, at ophæve den. De siger ikke, at sjælen er grundlaget, men at den materielle krop ikke er andet end en kombination af de materielle elementer. Derfor råder de os til at lade jord returnere til jorden, vand til vandet osv. På denne måde fortæller de os, at vi bør stræbe efter at blive til ingenting, at opnå nirvana.

Syamasundara: Leibniz påstod, at dette er den bedste af alle verdener, og du var enig, fordi verden er Guds arrangement. Men Schopenhauer ser dette som den værste af alle tænkelige verdener.

Srila Prabhupada: Der er ingen tvivl om, at alt, som Krishna skaber, er perfekt. Siden verdens natur er materiel, er der tre kvaliteter, som virker: godhed, lidenskab og uvidenhed. Som du sår, således høster du resultaterne – reaktionerne. Vi er ikke enige i, at denne er den værste af verdener. Hvorfor skulle Gud skabe den værste af noget som helst.

Syamasundara: Schopenhauer mener dette, fordi verden er så fuld af galskab og frustration.

Srila Prabhupada: Havde han taget sin frustration seriøst, kunne det have gjort ham perfekt. Vi modtager mange breve fra frustrerede elever, som forstår, at frustration er endnu et helvede, og før eller siden kommer de til forståelsen, at de bør søge til det rette tilflugtssted. Så frustration er i virkeligheden ikke så slem. Hvis man havner i en farlig situation, og man ved, hvordan man redder sig selv, vil netop denne fare senere være en kilde til glæde.

Syamasundara: Schopenhauer påstår, at verdens gang er etisk ond.

Srila Prabhupada: Det er i nogen grad rigtigt, for når man er i fængsel, vil man opdage, at der er ondskab. Men denne ondskab har man godt af. Den er der, så man kan lære en lektie. Når man er ude af fængslet, vil man være i stand til at elske andre.

Hayagriva: For Schopenhauer er der frustration bag alle materielle nydelser og bestræbelser. Glæden undviger os. Så snart vi opnår vore ønskede objekter, forekommer de ikke længere de samme. “De vokser sig snart gamle og ubrugelige,” skriver han, “og om end ikke åbenlyst smidt væk bliver de alligevel altid sat til side som forsvundne illusioner.”

Srila Prabhupada: Ja, sådan er det, og derfor får det levende væsen den ene krop efter den anden.

Hayagriva: Han ser os bevæge os gennem en konstant overgang fra begær til tilfredshed og så til et nyt ønske, “hvor den hurtige rute kaldes glæde, og den langsomme kaldes lidelse.” Det er dette skifte mellem begær og tilfredshed, som karakteriserer viljens aktiviteter i den fænomenale verden. Ud over dette er der kun nirvana, udslettelse.

Srila Prabhupada: Det er ikke sandt. Vi må forstå, at bag viljen og dens tilfredsstillelse er der en person, som ønsker. Schopenhauer tager ikke personen i betragtning. Han tager kun ønsket og dets tilfredsstillelse i betragtning. Det er den individuelle sjæl, som ønsker. Hvis det lykkes ham at bremse dette flygtige ønske, hvad så derefter? Selv bremsning af ønsket er midlertidigt. Én form for ønske bremses måske, men der vil være en anden form for ønske og tilfredsstillelse. Vi må forstå, at bag det flygtige ønske er den åndelige sjæl. Når den åndelige sjæl forstår sin sande identitet som Krishnas evige tjener, bliver hans ønske renset. Vi bør ikke stille os tilfredse med blot at forsøge at tilintetgøre den irrationelle vilje. Vi bør forstå personens rene ønske. Dette er begyndelsen på åndeligt liv.

Hayagriva: Schopenhauer mener, at frivillig og komplet afholdenhed er det første skridt i askese eller benægtelse af viljen til at leve. “Afholdenhed benægter påstanden om viljen som strækkende sig ud over det individuelle liv,” skriver han, “og giver forsikringen om, at med kroppens liv ophører viljen, som kroppen er en manifestation af.”

Srila Prabhupada: Ja, men han må forstå, at bag viljen er der en person, som ønsker. Det vil ikke hjælpe os blot at benægte det midlertidige materielle ønske. Vi må have virkelige ønsker, og dette er vores evige vilje. Dette er Krishna-bevidsthed. I den materielle verden er viljen rettet mod sansetilfredsstillelse, fordi det levende væsen har glemt det åndelige felt for sine ønsker. Når den samme vilje målrettes mod tilfredsstillelsen af Guddommens sanser, er det det levende væsens evige ønske. ]ivera ’svarupa’ haya-krsnera ’nitya-dasa’ (Caitanya-caritamrta, Madhya 20.108).

Når vi kommer til niveauet af ren viden, forstår vi, at vi er Guds evige tjenere. Når vores vilje er koncentreret om at tjene Gud, opnår vi vor sande position af evighed, lyksalighed og viden.

Hayagriva: Selv om Schopenhauer officielt tager et ateistisk standpunkt, skriver han: “Hvis et menneske frygter døden som sin udslettelse, er det nøjagtigt som var det i den tro, at Solen om aftenen udbryder: “Ak og ve! For jeg går ned til evig nat….’ Derfor forekommer selvmord os som omsonst og derfor en tåbelig handling …”

Srila Prabhupada: Ja, fordi viljen er til stede, er døden ikke livets ophør. Man får simpelthen et nyt liv.

dehino ’smin yatha dehe,
kaumaram yauvanam jara
tatha dehantara-praptir,
dhiras tatra na muhyati

“Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.”(Bg. 2.13)

Dette er bevis på, at livet hos personen, som ønsker, er evigt. Hans begær og ønske er evigt, men Schopenhauer ved ikke, hvad hans evige ønske er. Hans evige ønske er at tjene Krishna altid. Det er sandt, at selvmord ikke er nogen løsning. Man indvikler bare sig selv mere og mere. Hvis vi slår den af Gud givne krop ihjel, må vi acceptere en ny krop eller blive et spøgelse. Hvis jeg lever i denne krop i 80 år og derpå begår selvmord, må jeg forblive et spøgelse i fem år, før jeg får chancen for at få en ny krop. Selvfølgelig kan man hævde, at siden sjælen er evig, gør det ingen forskel, om kroppen bliver dræbt. Ja, det er naturligt, at kroppen går til grunde, men derfor har man ikke lov til bevidst at slå kroppen ihjel, for dette forhindrer det levende væsens fremskridt. Det levende væsen er forudbestemt til at leve i en bestemt krop, og hvis man dræber denne krop, må han afvente en ny. Det betyder, at man forstyrrer hans åndelige udvikling, hans åndelige fremskridt. Derfor er den, der slår ham ihjel, strafbar.

Hayagriva: Schopenhauer så også på indisk filosofi som en filosofi, der benægter ønsket, og han citerer mange eksempler på selvmord som en religiøs handling.

Srila Prabhupada: Men han studerede ikke vedisk filosofi og religion til bunds. Han har nogle ideer om enkelte dele af mayavadi og buddhistiske filosofier, men øjensynligt vidste han ikke noget om vaisnavisme. Selv om han har berørt Bhagavad-gita, studerede han den ikke grundigt, for i Bhagavad-gita fortæller Krishna Arjuna, at hvis han blot forsøger at opnå viden om Gud, vil hans liv og ønske blive renset, og han vil vende tilbage til Guddommen efter at have opgivet kroppen.

janma karma ca me divyam,
evam yo vetti tattvatah
tyaktva deham punar janma,
naiti mam eti so ‘rjuna

“Den, der forstår min tilsynekomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader sin krop, men kommer til Min evige bolig, O Arjuna.” (Bg. 4.9)

Enten læste Schopenhauer ikke Bhagavad-gita grundigt, eller også kunne han ikke forstå den i mangel på en åndelig mester. Ifølge Bhagavad-gita selv bør vi gå til en ægte guru, som har set sandheden. Schopenhauer spekulerer på basis af sin egen oplevelse. Selv om alting er der i Bhagavad-gita, kunne han derfor ikke se det.

Hayagriva dasa: Som eksempler på benægtelsen af ønsket om at leve citerer Schopenhauer de religiøse selvmord under hjulene på Jagannatha-vognene og sati-ritualet.

Srila Prabhupada: Disse er ikke selvmord. De er handlinger, der er baseret på forståelsen af, at fordi vi får forskellige slags kroppe, gennemgår vi en bred vifte af lidelser. Når man frivilligt accepterer døden på disse måder, tænker man på sit åndelige liv i dødsøjeblikket, og man opnår det.

yam yam vapi smaran bhavam,
tyajaty ante kalevaram
tam tam evaiti kaunteya,
sada tad-bhava-bhavitah

“Ligegyldigt hvilken tilstand, man husker, når man forlader sin krop, opnår man med sikkerhed den tilstand, O Kuntis søn.” (Bg. 8.6) Derfor bad Kong Kulasekhara til, at Krishna ville tage ham tilbage, mens han var ved godt helbred og huskede på Krishna, for han frygtede at glemme Krishna, når han var ved at dø i en syg tilstand. Når døden kommer, er en person ofte i koma, hans kropslige funktioner er blokerede, han drømmer på forskellige måder osv. Derfor tænker et intelligent menneske sommetider, at det ville være mere ønskeligt at møde døden i godt helbred, så man kan tænke på sit næste liv og komme hjem til Guddommens Højeste Personlighed. Hvis en person tænker på Herren Jagannatha under sin død, kommer han tilbage til Herren Jagannatha. Dette er ikke selvmord, men en frivillig accept af døden, så man omgående kan overføres til den åndelige verden.

Hayagriva: Og det sker?

Srila Prabhupada: Ja.

Hayagriva: Hvad med Caitanya Mahaprabhu, der kastede Sig Selv i havet?

Srila Prabhupada: Nej, det var noget andet. Det var en ekstatisk handling.

Syamasundara: Schopenhauer noterede sig, at ønsket tvinger en person til at leve, selv når han intet har at leve for. Det tilskynder ham til at lide dag efter dag. Han sammenligner det med almisser, som en tigger modtager den ene dag, så han også kan leve i sult den næste dag. Al denne lidelse og frustration er ikke forbeholdt nogle få mennesker, men berører alle.

Srila Prabhupada: Det er bestemt en god pointe, men hvorfor længes individet efter noget, når han bliver frustreret? Pointen er, at der er et mål, og individet længes efter dette mål. For at forstå hvad målet egentligt er, bør vi opsøge en åndelig mester. (Fortsættes i næste nummer)