ISKCON, Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, der populært er kendt som Hare Krishna, er en gren af den vediske religion, der for mange tusinde år siden blomstrede som en storslået åndelig kultur i Syd- og Sydøstasien. Det, der nu kendes som bl.a. Indien, Pakistan, Iran, Indonesien og Thailand, såvel som områder i Mellemøsten var vediske samfund i Oldtiden. Navnet vedisk kan føres tilbage til Vedaerne, en omfattende samling skrifter på sanskrit (oldindisk), som var selve fundamentet for den vediske kultur. Dette samfund blev regeret af religiøse konger, som igen blev rådgivet af dygtige vismænd, der blev kaldt brahmanaer.

Den vediske kultur eksisterede i titusindvis af år og begyndte først at smuldre som organiseret samfund i Middelalderen under påvirkning af udefrakommende militærmagter. Det var specielt mogulerne, islamiske krigere, der indledte denne æra af fremmed dominans, og det var også på denne tid, at ordet hindu opstod. Hindu stammer fra floden Sindhu eller Indus, som mogulerne udtalte som Hindhu, fordi lyden ’s’ er vanskelig at udtale på persisk. Hindu refererede til dem, der boede øst for Indus-floden, og var selvsagt ikke noget særligt præcist navn for den vediske kultur og religion.

Senere overtog englænderne i deres jagt på kolonier, råstoffer og billig arbejdskraft kontrollen med Indien og resterne af det vediske samfund. Nogle vediske konger fortsatte med at regere selv under englænderne, men de sidste faldt, da Indien blev selvstændigt og et demokrati indført efter vestligt forbillede.

Trods det lever den vediske kultur i bedste velgående, og den vediske religion – hinduismen – er ikke blot verdens ældste, men også den tredjestørste religion i verden.

 

Vedaernes oprindelse og lære

Selv om Vedaerne er skrevet med blæk og bogstaver som andre bøger, stammer de ifølge sig selv fra ikke denne jord, ja ikke engang fra denne verden. Vedaerne hævder, at der findes en anden verden – den åndelige verden – og Vedaerne er viden derfra. I modsætning til denne midlertidige materielle verden er den åndelige verden en evig verden og egentlig den virkelige verden, som den materielle verden, vi lever i, er en skygge af.

Vedaerne kommer ifølge denne opfattelse fra Gud selv og indeholder al viden, der er nødvendig for at kunne forstå livets formål og gøre sig fri af denne midlertidige verdens gentagne fødsel og død. Alle sjæle i den materielle verden er fanget i et reinkarnationskredsløb, hvor de somme tider lever som mennesker, somme tider som planter og dyr og somme tider som højerestående væsener, halvguder. De er fanget i et net af karma. Karma betyder ’arbejde’ eller ’handling’, og de levende væsener lider eller nyder under reaktionerne på deres tidligere handlinger, imens de samtidigt (i hvert fald som mennesker) skaber fremtidige karma-reaktioner med deres nuværende handlinger.

Selvet, det bevidste jeg, er altså ikke materielt, men opholder sig kun inde i den materielle krop. I modsætning til kroppen, som fødes, bliver gammel, syg og dør, er selvet eller sjælen ikke underkastet døden, men er evigt. Fødslen er ikke begyndelsen på sjælens eksistens, for sjælen har altid eksisteret, og døden er ikke afslutningen på sjælen, men overgangen til en ny tilværelse, for sjælen fortsætter til alle tider med at være til. Den materielle krop er livløs, imens selve bevidstheden er åndelig og blot opholder sig i materien. Derfor ser man, at så snart sjælen forlader kroppen, falder kroppen død om. Dette gælder for alt liv, mennesker såvel som planter og dyr.

Hvordan man kan forstå, at dette virkeligt er tilfældet, forklares i Bhagavad-gita. Bhagavad-gita er Vedaernes mest kendte bog og indeholder en samtale imellem Krishna og Hans gode ven Arjuna. Her forklarer Krishna (Bg. 2.13), at man kan forstå, at sjælen er evig, fordi kroppen ændrer sig hele tiden, imens den bevidste jeg inde i kroppen forbliver den samme fra barndom til ungdom til alderdom. Selv om jeg f.eks. er 70 år gammel, føler jeg mig stadig som den samme mig. Kroppen har ændret sig fuldstændigt, og biologisk set er alt stoffet i den blevet udskiftet mange gange i løbet af mit liv, men jeg er uforandret den samme mig. Krishna siger, at dette er beviset på, at det bevidste jeg ikke har noget med kroppen at gøre og lever videre efter døden. Krishna fortsætter med at sige, at de, der har forstået dette, er uanfægtede og lader sig ikke påvirke af de midlertidige ting, der kommer og går i denne verden.

 

Guds eksistens

Hvad er forklaringen på denne verden, hvem er sjælene i virkeligheden, og hvorfor er de her? Hvad er oprindelsen til alting? Hvor kommer universet fra? Ifølge Vedaerne kommer alting fra en person. Fordi vi alle er evige, bevidste personer, kan man slutte, at kilden til alting er en bevidst person. Hvorfor? Fordi kilden til alting må indeholde alle kvaliteter, man ser i alting, for hvor skulle disse kvaliteter ellers komme fra? Hvis man f.eks. undersøger et glas havvand, finder man, at det indeholder salt, og med det samme slutter man, at hele havet også indeholder salt, for hvordan skulle vandprøven ellers kunne indeholde salt? Vi er som små dråber af den oprindelige kilde til alting, og da vi er uforanderlige, evige, bevidste personer, må den oprindelige kilde til alting også være det.

Dette argument er det ene af Vedaernes to vigtige argumenter for Guds eksistens. Det andet argument påpeger den utrolige grad af orden og kompleksitet, som man finder i denne verden. Da orden umuligt kan opstå ved tilfældighed, er det også tegn på en intelligent, bevidst person bag denne orden. Et hus er en velordnet struktur af mursten og andre byggematerialer, og når vi ser huset, ved vi med det samme, at det er blevet bygget af en eller anden, for huse kan ikke blive til på andre måder. Den grad af orden, man finder i naturen, f.eks. i de levende organismers organer og celler, overgår langt den orden, som mennesker er i stand til at lave. Derfor må der være en endnu større intelligens bag verden og bag livet end den intelligens, vi mennesker har erfaring med.

Med disse to enkle argumenter afviser Vedaerne alle materialistiske ideer om, at denne verden er alt, som er, og at verdens materielle elementer er deres egen årsag og selv har givet ophav til deres egen komplekse orden og liv.

Ifølge Vedaerne er Gud den oprindelige årsag til alting inklusive tid, rum, stof og alle levende væsener, men selv har Han ingen årsag. Gud er ikke skabt af nogen anden, og der er ingen usynlig kraft eller noget andet bag Ham. Han er evig og årsagsløs, og alting kommer fra Ham. Gud er en person, Han har form og skikkelse som andre personer, men Hans form begrænser Ham ikke, som vores form gør det. Tværtimod er det selve Hans form, der er kilden til alt andet.

Vedaerne har mange navne for Gud. Det mest almindelige er Krishna, der betyder ’den alttiltrækkende’, hvormed menes, at Krishna er så smuk, magtfuld, klog, berømt, fortryllende osv., at alle tiltrækkes af Ham, uanset om man er klar over det eller ej. Han er en fuldt bevidst person, ligesom vi levende væsener også er det. Forskellen imellem Ham og os er, at Han er uendeligt stor, imens vi er meget små. Gud er som en evig sol, imens vi er som små evige solstråler. Han er Herren, og vi beherskes af Ham.

 

Hvem er vi?

Ifølge Vedaerne er sjælens virkelige identitet at være Krishnas tjener. Sjælene i den åndelige verden er fuldt bevidste om deres identitet som Krishnas tjener og er af deres egen frie vilje engageret i et ekstatisk tjenende kærlighedsforhold til Ham. Sjælene i denne materielle verden forsøger derimod at glemme deres tjenerforhold til Krishna og være herskere over denne verden. Men så snart en sjæl i den materielle verden genoptager sit tjenerforhold til Krishna og udvikler sin naturlige kærlighed til Ham, bryder sjælen ud af denne verdens fangenskab og genoptager sin position i den åndelige verden.

Mange gyser ved ordet tjener, og med det samme dukker der billeder op i vores sind af slaver og grusomme herrer eller underbetalte arbejdere og griske kapitalister. Men at tjene andre uselvisk er i virkeligheden den mest naturlige ting for os alle og det, som giver os den dybeste tilfredsstillelse. Ethvert forhold til andre er et tjenerforhold. A tjener sin ven B, og B tjener sin ven A, for deres venskab er, at de kan lide at gøre ting for at glæde hinanden uden at få noget til gengæld. Børn tjener deres forældre, og forældre tjener deres børn. Husets herre arbejder hårdt som en tjener for at skaffe det daglige brød til sin familie, og hans arbejdsgiver tjener sin egen familie, der også tjener ham. Vi vælger vores politiske ledere, fordi vi tror, at netop de vil kunne tjene landets tarv bedst, og lederne er dem, der arbejder hårdest og tjener alle. At tjene og leve for andre er så naturligt for os, at hvis man er så uheldig at være helt alene i verden og ikke har nogen at tjene, får man sig en hund eller en kat, som man tager sig af. Man taler om hundens herre, men kunne lige så godt kalde ham for hundens tjener. Ved at tjene sin hund mærker herren tilfredsstillelse og kærlighed til sin hund.

Virkelighed kærlighed, som alle længes efter, er at tjene en anden for at glæde vedkommende uden ønske om at få noget til sig selv. Kan man forestille sig noget andet? ”Jeg elsker dig,” siger manden til sin kone. ”Det var dejligt,” svarer hun, ”Gider du tømme skraldespanden for mig?” ”Nej,” svarer han, ”Jeg har ikke lyst til at gøre noget for dig, men jeg elsker dig.” Dette er selvsagt absurd, for mere end noget andet betyder kærlighed, at man ønsker at tjene eller gøre noget for en anden for at glæde vedkommende.

Kærlighed er sjælens virkelige natur, hvilket er det samme som at sige, at uselvisk tjeneste er vores virkelige natur. Men i denne verden kan vores ønske om kærlighed og at leve for andre ikke tilfredsstilles til fulde. Andre mennesker er lige så ufuldkomne og besmittede af egoisme, som vi selv er det, og ikke i stand til fuldt ud at gengælde vores tjeneste. I stedet for at tjene hinanden udnytter og misbruger vi snarere hinanden, og selv hvis vi har meget ideelle og harmoniske forhold til vores venner, ægtefæller, familie eller børn, brydes forholdene altid, om ikke af andet, så af døden. Fordi vi alt for ofte er blevet skuffede og udnyttede i vores kærlighedsforhold, er vi blevet bange for selve begrebet tjener og tjeneste, selv om vi i virkeligheden ikke kan leve et øjeblik uden at tjene.

Heldigvis er forholdet imellem Krishna og hver eneste sjæl ikke som forhold i denne verden, men er et evigt og dybt kærligheds- og venskabsforhold, der giver både Krishna og sjælen den største glæde og tilfredsstillelse. Krishna er i stand til virkeligt at gengælde vores kærlighed, og da både Han og sjælen er evige, brydes forholdet imellem os heller aldrig.

Hvorfor har vi brudt vores oprindelige forhold til Krishna, hvis det er det eneste, der kan tilfredsstille os? Svaret er, at virkelig kærlighed indebærer frihed. Ingen kan tvinge os til kærlighed, købe os til kærlighed eller narre os til kærlighed. Ingen kan sætte en pistol for min pande og sige: ”Nu skal du kunne lide mig.” Kærlighed betyder frivillighed eller frihed, og dette gælder specielt i forholdet imellem sjælen og Krishna. Af kærlighed tjener sjælene i den åndelige verden frivilligt Krishna. Det betyder også, at de kan vælge ikke at gøre det. Nogle sjæle i den åndelige verden – et forsvindende mindretal – vælger ikke at tjene Krishna, men ønsker selv at være i centrum og være herre over og nyder af egen og andres tjeneste. For disse sjæle skaber Krishna en anden verden, en slags illusion, hvor det virker, som om Han ikke findes, eller som om Han er meget langt væk. Her har sjælene chancen for at prøve at leve for sig selv og tjene deres egen tilfredsstillelse, og de har chancen for at erfare, at dette er helt imod deres virkelige natur og aldrig vil give dem nogen virkelig tilfredsstillelse. Sjælene i denne verden vil uundgåeligt erfare, at alle aktiviteter ender i skuffelse og frustration, for sjælene handler imod deres virkelige natur. Ikke nok med det. Alt i den materielle verden inklusive vores egne kroppe er midlertidigt og lidelsesfyldt, og derfor er sjælen i denne verden underlagt en konstant frygt, som den uden held forsøger at flygte fra på forskellige måder.

Krishna ønsker naturligvis ikke, at sjælene skal være i denne lidelsesfyldte verden. Det er deres eget ønske, og Krishna forsøger hele tiden at hjælpe dem ud af den materielle verden. I lavere livsformer som dyr og planter lader Han sjælene leve deres eget liv, men i menneskeformen giver Han dem en højere bevidsthed for at give dem mulighed for at forstå den virkelige situation og løsning. Hvis sjælene ikke benytter sig af chancen i den menneskelige livsform, men lever et poleret dyreliv og kun arbejder hårdt for at kunne æde, sove og parre sig, glider de igen tilbage i de lavere livsformer i mange liv, indtil de igen får en ny mulighed som mennesker.

Krishna har givet Vedaerne (såvel som andre religiøse skrifter i andre religioner) for at hjælpe mennesker til åndelig erkendelse. Han sender også forskellige repræsentanter for at give åndelig viden til verdens mennesker, og Han kommer selv med jævne mellemrum for at tiltrække os tilbage til Ham. Vedaerne fortæller om en lang række inkarnationer af Gud i denne verden. Således kom Han for 5000 år siden i egen skikkelse som Krishna og var på jorden i 125 år. Når Han eller Hans repræsentanter kommer, giver de åndelig viden på en måde og i et omfang, som netop passer til den tids mennesker.

 

Herren Caitanya

Denne tid, vi lever i, kalder Vedaerne for Kali-yuga. Vedaerne taler om fire store tidsaldre eller yuga’er. Kali-yuga er den mest materialistiske og irreligiøse af alle tidsaldre. Selv om det moderne menneske er meget stolt over sine materielle fremskridt med skyskrabere, biler og computere, er dette ifølge Vedaerne en tilbagestående tilstand for mennesket. Menneskelivets formål er åndelig erkendelse og åndelig udvikling, men i Kali-yuga er mennesker i stedet optaget af et forsøg på at forbedre deres midlertidige materielle situation uden hensyn til deres åndelige identitet. Ydermere er de fleste mennesker i Kali-yuga på grund af deres levestil i virkeligheden ikke særligt intelligente (på trods af mange års skolegang og uddannelser), de er rastløse, forvirrede, ufredelige, stridbare, vildledte og altid forstyrrede over et eller andet. Kali-yuga er den dårligste tid for mennesket og dets åndelige udvikling.

Derfor inkarnerede Krishna Sig for 500 år siden som den bengalske helgen Sri Caitanya Mahaprabhu (1486-1534) og gav en særlig nem vej til åndelig fuldkommenhed. Han udbredte en bevægelse over hele Indien, hvor millioner af mennesker opgav alle andre former for åndelig praksis og sang og dansede sammen til Krishnas navn. Nok er mange ting for svære for Kali-yugas mennesker, men synge og danse kan alle finde ud af. Ifølge Caitanya  var dette helt perfekt, for sjælenes natur i den åndelige verden er sang og dans. ”Syng, dans og vær glade sammen med andre mennesker, men gør det med Krishna i centrum og nå på den måde livets højeste fuldkommenhed, kærlighed til Krishna,” var Caitanyas budskab.

 

Gaudiya-traditionen

Centralt i vedisk religion er discipelrækken (der også kaldes sampradaya eller parampara). Transcendental viden [transcendental – det, der ligger udenfor det, der kan opfattes med sanserne] skal komme fra Gud igennem en ubrudt kæde af åndelige mestre, hvis den skal overleveres korrekt. Transcendental viden kan ikke fås igennem eksperimentel forskning efter sandheden. Den Absolutte Sandhed ligger uden for menneskers rækkevidde, og viden om den kan kun fås som ’nedadstigende viden’. Med andre ord skal transcendental viden gives fra oven af – fra nogle, der allerede har den – og for at denne viden kan bevare sin gyldighed, skal den overleveres uforandret generation efter generation. Dette opnås ved at kombinere Vedaerne med en kæde af selvrealiserede åndelige mestre, der ikke blot har tillært sig Vedaernes viden, men også eksemplificerer denne viden i praksis.

Indien har flere sådanne discipelrækker, der kan spores tusinder og millioner af år tilbage i tiden. Den discipelrække, som Sri Caitanya Mahaprabhu var indviet i, var Brahma-sampradaya’en, der startede med universets først skabte væsen, Brahma, som Krishna instruerede i transcendental viden. Sri Caitanya Mahaprabhu, der som nævnt ovenfor lancerede sang af Krishnas navn som en selvrealiseringsmetode i 1500-tallet over hele Indien, var den mest betydningsfulde mester i denne kæde. Et andet navn for Bengalen er Gauda. Da Sri Caitanya Mahaprabhu var fra Bengalen, kaldes discipelrækken efter Ham for Gaudiya-traditionen. Gaudiya-traditionen er én af flere monoteistiske retninger inden for den vediske tradition. Vediske monoteister kaldes generelt for vaisnava’er, fordi de tilbeder Visnu, et af de almindeligste navne på den ene Højeste Herre. Caitanyas tilhængere kaldes også for Gaudiya-vaisnavaer, og de er stadig ret almindelige mange steder i Indien, specielt i Bengalen, Bangladesh, Orissa, Manipur og områder i det nordlige centrale Indien omkring Delhi.

Caitanya Mahaprabhu skrev ingen bøger selv. Han efterlod kun otte vers, der beskriver Hans lære og filosofi i en nøddeskal. Til gengæld skrev hans efterfølgere så flittigt, at Gaudiya-traditionen er en af de rigeste litterære traditioner. Både filosofien og teologien behandles indgående i disse bøger såvel som mange af de historiske hændelser og skikkelser, som traditionen fostrede. Også musikalsk og digterisk er det en meget rig tradition.

I flere hundrede år levede Gaudiya-vaisnavaerne uden nogen fast struktur, men i slutningen af 1800-tallet så Bhaktivinoda Thakura (1838-1914) nødvendigheden af at organisere traditionen. Bhaktivinoda Thakura var en indflydelsesrig distriktsdommer i den tids engelske administration. Om dagen passede han sine verdslige pligter og sin familie på 14 børn, og om natten skrev han Krishna-bevidste bøger, essays og sange. Mere end 100 bøger blev det til. Bhaktivinoda Thakuras indflydelse var kolossal, og han organiserede et stort netværk af Gaudiya-vaisnavaer over hele Bengalen. Han ønskede også brændende at give kendskab til traditionen uden for Indien og forudså, at en dag ville hengivne af Krishna og Caitanya fra hele verden mødes i Bengalen og synge Hare Krishna sammen.

En af Bhaktivinoda Thakuras sønner, Bhaktisiddhanta Sarasvati (1874-1937), tog sin fars mission op og startede organisationen Gaudiya-Math. I modsætning til sin far var han sannyasi¸ en munk i forsagelsens livsorden, og imens hans far havde organiseret et omfattende netværk primært af familier, opbyggede han en organisation, hvis rygrad var sannyasier som ham selv. Han grundlagde 64 templer over hele Indien, udgav talrige bøger og tidsskrifter og udøvede en betragtelig indflydelse på åndslivet i 20’ernes og 30’ernes Indien. Han opfordrede mange af sine disciple til at tage til Vesten, for han så udbredelsen af Krishna-bevidst filosofi som den virkelige løsning i en krisebefængt verden. ”Der er kun ét problem i hele verden – mangel på Krishna-bevidsthed,” sagde han tit. Alle andre problemer er blot og bar symptomer på det egentlige, dybereliggende problem – manglen på Guds-bevidsthed. Flere af hans disciple fulgte også hans ordre, men uden meget held – i hvert fald på hans tid. Først 30 år efter hans bortgang lykkedes det en af hans disciple at få et fodfæste i den vestlige verden. Historien om denne discipel, A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, er til gengæld en af de største åndelige succeshistorier (hvis man kan tale om noget sådant) i nyere tid.