Denne samtale mellem Śrīla Prabhupāda og Indiens ambassadør i Sverige fandt sted i Stockholm i september 1973.
Śrīla Prabhupāda: I USA og Indien og i så mange andre lande over hele verden har de en “sekulær stat”. Regeringslederne hævder, at de ikke favoriserer nogen bestemt religion, men i virkeligheden favoriserer de irreligion.
Ambassadør: Jamen, vi har et problem. Vi har et multireligiøst samfund, så medlemmerne af regeringen er nødt til at træde forsigtigt. Vi kan ikke indtage en alt for stærk position, når det kommer til religion.
Śrīla Prabhupāda: Jo, jo. Regeringen skal indtage en stærk position. Regeringen bør selvfølgelig være neutral over for alle former for ægte religion. Men den har også pligt til at sørge for, at folk er oprigtigt religiøse. Ikke, at regeringen i navn af en “sekulær stat” lader folk gå til helvede.
Ambassadør: Nej, det er sandt.
Śrīla Prabhupāda: Ja, hvis du er muslim, er det regeringens pligt at sørge for, at du faktisk handler som muslim. Hvis du er hindu, er det regeringens pligt at sørge for, at du handler som en hindu. Og hvis du er kristen, er det regeringens pligt at sørge for, at du handler som kristen. Regeringen kan ikke opgive religion. Dharmeṇa hīnāḥ paśubhiḥ samānāḥ: Hvis folk bliver irreligiøse, er de blot dyr. Så det er regeringens pligt at sørge for, at borgerne ikke bliver til dyr. Folk kan bekende sig til forskellige former for religion. Det er lige meget. Men de skal være religiøse. “Sekulær stat” betyder ikke, at regeringen skal være afstumpet – “Lad folk blive katte og hunde uden religion.” Hvis regeringen er ligeglad, er det ikke en god regering.
Ambassadør: Jeg tror, der er meget rigtigt i det, du siger. Men som du ved, er politik det muliges kunst.
Śrīla Prabhupāda: Nej, politik vil sige at sørge for, at folk bliver avancerede – at borgerne bliver åndeligt avancerede. Ikke, at de bliver degraderede.
Ambassadør: Ja, det er jeg enig i. Men jeg mener, at statens primære pligt er at sørge for de betingelser, hvor begavede mennesker, åndelige ledere som dig selv, kan virke. Hvis staten gør mere end det, kan det måske tilmed korrumpere forskellige religiøse grupper. Jeg mener, at staten skal være ligesom en dommer i et spil ved at sætte betingelserne for ytringsfrihed.
Śrīla Prabhupāda: Nej, staten skal gøre mere end det. For eksempel har I et handelskammer. Staten sørger for, at handels- og industrifirmaer klarer sig godt og fungerer ordentligt. Staten udsteder licenser. Den har tilsynsførende og inspektører. Og I har for eksempel et uddannelsesministerium med trænede inspektører, der holder øje med, at eleverne bliver ordentligt uddannede. På samme måde bør staten have dygtige folk, der kan tilse, at hinduer virkelig handler som hinduer, at muslimer handler som muslimer, og kristne handler som kristne. Staten bør ikke være afstumpet over for religion. Den kan forholde sig neutralt: “Vi har intet at gøre med, hvilken religion du bekender dig til.” Men det er statens pligt at sørge for, at du handler ordentligt – at du ikke bluffer.
Ambassadør: Helt sikkert . . . når det kommer til moralsk opførsel. Men hvordan er det muligt at gøre mere end det?
Śrīla Prabhupāda: Sagen er, at medmindre man faktisk følger religiøse principper, er det ikke muligt at have god moralsk opførsel.
yasyāsti bhaktir bhagavaty akiñcanā
sarvair guṇais tatra samāsate surāḥ
harāv abhaktasya kuto mahad-guṇā
manorathenāsati dhāvato bahiḥ
“Den, der har urokkelig hengivenhed til Gud, udviser konsekvent alle guddommelige kvaliteter. Men den, der ikke har nogen sådan hengivenhed, vil nødvendigvis altid lægge planer for, hvordan han kan udnytte Herrens materielle, ydre energi, og dermed kan han ikke have gode moralske kvaliteter overhovedet.” [Śrīmad-Bhāgavatam 5.18.12]
Så længe man har tro på Gud og hengivenhed til Gud, er alt i orden. Når det kommer til stykket, er Gud én. Gud er hverken hindu, kristen eller muslim. Gud er én. Og det er derfor, den vediske litteratur fortæller os:
sa vai puṁsāṁ paro dharmo
yato bhaktir adhokṣaje
ahaituky apratihatā
yayātmā suprasīdati
“Den højeste pligt for hele menneskeheden er at opnå hengiven kærlighedstjeneste til den Højeste Herre. Kun en sådan hengiven tjeneste, der skal være umotiveret og uafbrudt, kan fuldstændigt tilfredsstille selvet.” [Śrīmad-Bhāgavatam 1.2.6] Så man skal være religiøs. Uden at være religiøs kan ingen være tilfreds. Hvorfor er der så megen forvirring og utilfredshed over hele verden? Fordi folk er blevet irreligiøse.
Ambassadør: I Moskva er så mange mennesker fjendtlige over for religion og fuldstændigt imod religion.
Śrīla Prabhupāda: Hvorfor nævner du Moskva? Overalt. I det mindste er de ærlige i Moskva. De erklærer ærligt: “Vi tror ikke på Gud.”
Ambassadør: Det er sandt. Det er sandt.
Śrīla Prabhupāda: Men andre steder hævder de: “Jeg er hindu,” “Jeg er muslim,” “Jeg er kristen,” “Jeg tror på Gud.” Men alligevel ved de ingenting om religion. De følger ikke Guds love.
Ambassadør: Jeg er bange for, at de fleste af os er sådan. Det er sandt.
Śrīla Prabhupāda: [ler] Jeg vil sige, at i Moskva er de i det mindste kultiverede. De kan ikke forstå religion, så de siger: “Vi tror ikke på det.” Men disse andre slyngler påstår: “Ja, vi er religiøse. Vi tror på Gud.” Men de begår de mest irreligiøse ting. Mange gange har jeg spurgt kristne: “I jeres Bibel står der, ‘Du må ikke slå ihjel’. Så hvorfor slår I ihjel?” De har ikke noget tilfredsstillende svar. Der står klart og tydeligt, ‘Du må ikke slå ihjel’, men de har store slagterier. Hvad er det for noget?