SPØRGSMÅL: Der må have været et tidspunkt, hvor ingen var faldet fra den åndelige verden, så hvor lang tid gik der inden faldet? Hvorfor overhovedet falde? Vi faldt ikke 10 dage før eller 30 dage før eller 100 dage før, så hvorfor falde den dag? Og så mange på samme tid? Virker det ikke lidt planlagt? At der er nogle som skal falde? Hvordan ellers fylde legemerne med sjæle? Hvis du ikke falder, mangler der en sjæl til dette legeme?

På mig virker det, som om vi kan styre faldet herfra, for vi kan jo undlade at føde de legemer, som er nødvendige for at kunne falde? Hvordan falde ned i et hul, hvis der ikke er noget hul? Skal der ikke først være et hul at falde i? Vil alle på et tidspunkt falde i hullet? Kan de, som ikke faldt i hullet, ikke se, at det ikke er godt at falde i hullet? Hvordan hænger tingene sammen?

SVAR: Om den materielle verden ikke eksisterede engang, før nogle var faldet, har vi ikke noget svar på. Et tilsvarende spørgsmål er, om den materielle verden en dag ikke længere eksisterer, fordi alle er vendt tilbage til den åndelige verden. Det er der heller intet klart svar på blandt vores acaryaer (mestre). Måske er det bare ikke vigtigt at vide.

Selv om vi ikke burde være i den materielle verden, er vi her på grund af vores frie vilje, som vi altid har i forhold til Krishna, for ellers kunne der ikke være noget kærlighedsforhold mellem os og Krishna. Denne frihed kan antage den unaturlige form af misundelse på Krishna. Det frie ønske om at vælge Krishna fra kan altid opstå, selv om de færreste sjæle nogensinde vælger dette (ligesom kun et fåtal af mennesker ender i fængsel; de fleste er lovlydige). Der er heller ikke tale om et pludseligt fald, hvor vi det ene øjeblik er i den åndelige verden og det næste vågner op i et slumkvarter i den materielle verden. Vi har gradvist bevæget os ned til her igennem milliarder af liv ved bevidst at vende os væk fra Krishna igen og igen.

Om der skulle kunne mangle sjæle til legemer, er en unødvendig bekymring. Der bliver skabt lige så mange kroppe, som der er brug for, hverken færre eller flere, og det kan vi hverken styre eller hindre (prøv at bremse sexdriften). Den materielle verden har ikke noget formål i sig selv, så skulle der en dag ikke være sjæle til at fylde den, er det ikke noget problem, ligesom hvis der en dag ikke skulle være fanger til et fængsel. Så lukker regeringen med glæde fængslet – længere er den ikke.

Selv om visse ting virker uforklarlige på os, er konklusionen, at uanset hvad bør vi komme ud af denne materielle verden. Hvis vi står midt i en brændende bygning, står vi ikke og undrer os over, hvordan branden begyndte, eller hvordan vi kom ind i bygningen til at begynde med – vi forsøger blot at komme ud. På samme måde er det omsonst at spilde sin tid på forskellige spekulationer, hvis de ikke ansporer os til at komme ud af den materielle verden.