SPØRGSMÅL: Vi lever i den moderne verden, hvor to indkomster tit er nødvendige blot for at overleve, så kvinderne må også ud at arbejde. Hvornår ved vi, om dette er en overbestræbelse efter materielle behov og vinding?

SVAR: Det er et spørgsmål om at finde ud af, hvad vore behov virkelig er. Jeg har mange gange givet en tommelfingerregel for grhasthaer [familiemennesker]. Man må sætte sine prioriteter fra begyndelsen af. For hengivne er prioriteten deres åndelige liv såsom at stå tidligt op om morgenen, recitere 16 runder og have tid til at læse. Ud over åndeligt liv har man ansvar for familien, og specielt børnene skal man have tid nok til. Den tid, der derefter er tilbage, er den tid, man arbejder i.

Hvis der således er otte timer eller ti timer tilbage, bruger man den tid på arbejde og finder sig et arbejde derefter. Det kan være en ansættelse, selv om det ideelt set er bedre ikke at lade sig ansætte af karmier og i stedet være fri og beskæftige sig selv på en eller anden måde.

Hvis manden kan forsørge familien på den måde, er det godt, og hustruen kan da blive hjemme. Hvis ikke, må både manden og hustruen arbejde, men de skal være tilfreds med at leve af den indkomst, der er, efter at de har sat tid og energi af til alle de åndelige aktiviteter. Med andre ord arbejder man i den tid, der er tilbage, efter at der brugt tid på åndeligt liv, familieliv, personligt liv og ens helbred.

Generelt gør folk det omvendte i den materielle verden. Først arbejder de, og derefter forsøger de at dele den tid, der herefter er til overs, mellem andre behov. Derfor frustreres de, for de sætter ikke deres prioriteter efter deres behov, men efter deres begær. ”Jeg vil have en masse ting, et stort hus, en stor bil osv.” Vi bør gøre det i den modsatte rækkefølge. ”Jeg vil være Krishna-bevidst, jeg vil recitere 16 runder, dette er mine prioriteter, og hvor mange penge, jeg kan tjene i resten af tiden, er det, jeg lever af.” Hvis man kan være millionær på den måde, lever man som millionær, og hvis ikke, lever man nøjsomt ligesom Sudama Vipra. Når man accepterer denne kvote, der vil variere fra person til person, og man ikke ofrer sit åndelige liv og sit følelsesmæssige og mentale velbefindende ved at overbestræbe sig, har man fundet en naturlig måde at arbejde på. Hvis man imidlertid må ofre sit åndelige liv for at opretholde sig selv, er der tale om overbestræbelse, specielt hvis man lever over den gennemsnitlige levestandard. Men selv hvis man kun har en gennemsnitlig levestandard, og den bliver en belastning for ens åndelige liv, er det bedre at leve under den gennemsnitlige levestandard. Med andre ord bør vores prioritet være at vende hjem, tilbage til Guddommen. For at gøre dette bør vi som hengivne vide, hvor megen tid og energi der kræves af os. Det er der, man trækker grænsen. Man siger: ”Mere end det vil jeg ikke arbejde. Hellere en lavere levestandard end at ofre mit åndelige liv.”

Har du spørgsmål om Krishna-bevidsthed, er du velkommen til at sende dem til redaktionen: Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse. E-mail: lalitanatha@krishna.dk. Her svarer Sivarama Swami på et spørgsmål om materielt og åndeligt liv.

Comments are closed.