Den 4. september er det Srila Bhaktivinoda Thakuras fremkomstdag. I den anledning bringer vi et uddrag fra en biografisk tekst af Sri Nandanandana over Bhaktivinoda Thakura. Uddraget er fra tekstens afslutning, hvor han opsummerer nogle af Bhaktivinoda Thakuras kvaliteter.

Bhaktivinoda Thakuras religiøse natur var tydelig lige fra hans barndom. Som han voksede op, studerede han alle verdens religiøse bøger. Han endte med at værdsætte Sri Caitanya Mahaprabhus lære som den mest ophøjede og den sikreste vej for faldne sjæle til Guds fødder.

Bhaktivinoda Thakura brændte altid efter at være engageret i Herrens tjeneste uden at spilde et øjeblik. En kollega og dommer ved Calcuttas højesteret, Sarada Carana Mitra, bemærkede i 1916: ”Jeg kendte Bhaktivinoda som en nær ven og slægtning. Selv når han var under arbejdspres i sin officielle stilling som magistrat fandt han altid tid til religiøse overvejelser og aktiviteter, og når som helst jeg mødte ham, drejede vores samtale hurtigt ind på bhakti og det religiøse arbejde, han havde foran sig. Tjeneste til Gud var det eneste, han længtes efter, og tjenesten til regeringen, uanset hvor æresfuld den var, var for ham blot en byrde.”

I Jagannatha Puri lagde Bhaktivinoda Thakura sig til ro mellem 19.30 og 20. Han stod op kl. 22, tændte sin olielampe og begyndte at skrive bøger indtil kl. 4. Han hvilede sig til kl. 4.30, hvorefter han vaskede hænder og ansigt og satte sig ned og reciterede Hare Krishna på sin kæde. Han reciterede talløse runder hver dag og viste aldrig nogen sin japa-kæde. Kl. 7 ordnede han sin korrespondance, og kl. 7.30 læste han filosofiske og religiøse bøger. Hvis nogle kom, kunne de tale med ham kl. 8.30, ellers læste han videre til 9.30, eller han gik frem og tilbage på verandaen og tumlede med forskellige religiøse spørgsmål i sit hoved. Somme tider talte han højt, som om han prædikede til nogen. Fra 9.30 til 9.45 hvilede han sig. 9.45 tog han et bad efterfulgt af morgenmad, der bestod af en halv liter mælk, et par chapatier og lidt frugt.

Kl. 9.55 tog han sit arbejdstøj på og blev kørt til retten i hestevogn. Som magistrat klædte han sig i jakke og bukser. Han havde seks strenge af tulasi-kæder i dobbeltsstørrelse omkring halsen. Kl. 10 åbnede retten, hvor han hver dag ville høre 30 til 50 sager. Hans kapacitet forbløffede andre advokater såvel som englænderne. Hvad der normalt tog andre 30-45 minutter, klarede han på fem minutter, og han skrev detaljerede domsafgørelser på et eller to minutter. Ingen forstod, hvordan han kunne arbejde så hurtigt. Han var kontant i sine domsafgørelser, som han afsagde på stedet. Ingen kunne holde stand mod ham, og han tillod intet vås, tom snak eller svindel i retten.

Kl. 13 kørte han hjem, tog et bad og forfriskede sig. Før kl. 14 var han tilbage på kontoret. Kl. 17 kom han hjem igen og dikterede oversættelser af hellige sanskrittekster til bengalsk. Herefter tog han sit aftenbad og indtog lidt ris, et par chapatier og en halv liter mælk.

Bhaktivinoda Thakura gik med et lommeur og var altid præcis til tiden. Han var meget gavmild. Ingen brahmana gik tomhændet fra hans hjem. Alle, der havde mødt ham tidligere, blev mødt med et smil. Han var ven med folk fra alle kaster, og specielt når han prædikede Harinama, blæste han på alle kasteskel. Han havde praktisk taget ingen fjender, og de, der var fjendtligt indstillede over for ham, endte i mange tilfælde med at skamme sig og bede om hans tilgivelse, der aldrig blev dem nægtet. Alle gik fra ham med en følelse af at have fået noget godt med sig.

Bhaktivinoda Thakura var aldrig stolt, og hans elskværdige natur var et af hans kendetegn. Han sagde aldrig noget, der sårede andres følelser. Han havde ingen forfængelighed og ingen tilbøjelighed til at skændes med nogen. Han blev æret og respekteret over hele Bengalen, Bihar og Orissa. Hans omfattende viden om filosofi vandt ham en plads blandt alle uddannede, og hans oprigtige bhakti gjorde ham vellidt blandt høj og lav.

Han var medlem af The Royal Asiatic Society of London. Han blev taget med på råd af regeringens embedsmænd og forstod den politiske situation bedre end nogen anden. Han hjalp regeringen med at undertrykke optøjer, for han havde selv været vidne til den nød, som principløse samfundsrevolter førte med sig. Bengalens regering ville ved mere end en lejlighed tildele ham æresbeviser og titler, hvilket han afslog.

Han var gennemført ærlig og tillod hverken sig selv eller sine medarbejdere at afvige fra pligtens vej. Han modtag aldrig gaver eller bestikkelse eller favoriserede familie og venner. Han støttede aldrig antydningen af noget umoralsk og undgik umoralske steder såsom teatre, hvor kvinder stillede sig offentligt til skue under forestillingerne. Han afstod fra enhver verdslig fornøjelse og undgik alle former for luksus. Selv på højden af sin karriere levede han enkelt og simpelt. Gæld var ukendt for ham. Han betalte altid samvittighedsfuldt det, han skulle, til tiden. Han overholdt altid sit ord og var ekstremt punktlig.

Bhaktivinoda Thakura var meget velformuleret. Han kunne holde ligegyldigt hvor store publikummer fangne og målløse med sine taler. Filosofi flød fra ham som en naturlig strøm, og han var rationel og havde en evne til at kæde forskellige emner sammen til en helhed. Han talte flydende engelsk, latin, urdu, persisk, oriya, bengalsk og sanskrit. Han var også velbevandret i historie og en dygtig forsker. Han havde læst alle Puranaerne og alle andre vediske tekster såvel som mange af Europas berømte forfattere, både gamle og moderne. Han havde nøje studeret andre hellige skrifter som Biblen og Koranen og kunne citere fra dem, når det var nødvendigt. Han gik altid til bunds i ethvert emne, han beskæftigede sig med.

Bhaktivinoda Thakura var en stor forfatter og digter og skrev omkring 100 transcendentale bøger. Fra 12 eller 13-års alderen, hvor han skrev Hara-katha og Shumbha-Nishumbha-yuddha, indtil hans sidste dage hvilede hans pen aldrig. Han skrev flere tusinde sange, som hans disciple i mange tilfælde ville sætte melodi til.

Bhaktivinoda Thakura opfyldte sin mission gennem Nama-hatta programmet, hvorigennem han nåede ud til hvert eneste hjem i Bengalen med Krishnas navn. Bhaktivinoda prædikede, at den universelle religion og fælles natur for alle sjæle er hengiven tjeneste til den Højeste Herre, Krishna, og ’Hjem, tilbage til Guddommen’ var mottoet, han prædikede og praktiserede hele livet igennem. Han fremhævede altid, at jiva-sjælen kan ikke erkende hverken sig selv eller Gud, hvis han ikke helhjertet overgiver sig ved en ægte åndelig mesters lotusfødder og lytter til hans ord.

I Sri Caitanya-siksamrita forudsagde han en dag, hvor folk fra alle nationer, kaster, overbevisninger og farver ville komme under Sri Caitanya Mahaprabhus banner og danse sammen hånd i hånd til sangen af Guds hellige navn. Han havde en stærk tro på, at Sri Caitanya Mahaprabhus sankirtana-bevægelse ville bringe evig fred og harmoni til hele verden og betonede derfor vigtigheden af at prædike Sri Caitanyas lære, specielt gennem det engelske sprog i dagens verden.

Kilde: se http://www.stephen-knapp.com/srila_bhaktivinoda_thakura.htm.

Comments are closed.