Dette er fjerde del af et uddrag fra den bengalske bog Srila Prabhupader Upadesamrta, der indeholder Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis svar på en række almindelige spørgsmål.

SPØRGSMÅL: Hvordan bør man opføre sig i sit eget hjem? [Hvordan bliver man en rigtig grhastha eller husholder?]

Srila Bhaktisiddhanta: Igennem lykkebringende omgang med store helgener kan man stoppe tendensen til at falde ned i den mørke afgrund, som et materialistisk husholderliv er. Kun ved omgang med befriede sjæle opnår man forudsætning for at blive en transcendental husholder (paramarthika grhastha). Lever man i sit hjem uden omgang med den hengivne bhagavata (Herren, som opholder Sig i den hengivne) og bogen bhagavata (Herren, som opholder Sig i bogen bhagavata), som ikke er forskellige fra hinanden, kan man ikke have et lykkebringende liv.

Det er godt at leve i ens eget hjem med ønsket om at tjene Herren. Da kan man tjene Herren ordentligt. Men dette er ikke muligt for den selvbedragede husholder, som er knyttet til penge, det modsatte køn og navn og berømmelse. Man bør træde ind i sit hjem med et beslutsomt ønske om at tjene Krishna. Det er meget bedre end falsk forsagelse. Der kommer intet godt ud af falsk forsagelse. Hvis et husholderliv er favorabelt for hengiven tjeneste, er det acceptabelt, og hvis det modsat er ugunstigt for hengiven tjeneste, bør en sådan dyb og mørk afgrund ved navn ’hjem’ opgives. Men hvis man på den anden side blot ønsker at kunne prale af forsagelse og utilknyttethed, er det ikke gavnligt. En sådan umoden forsager vil falde ned fra sin position i løbet af få dage.

Disse tendenser hos selvbedragede husholdere kan kun ændres gennem omgang med hengivne. De, der går ind i husholderlivet, sådan som den ydre verden vil have det, bliver viklet ind i den materielle illusion mere og mere. På samme måde som Herrens hengivne har brug for at træde ind i sannyasa-asramaen (livsstilen, hvor man lever meget forsaget), har de også brug for at træde ind i grhastha-asramaen (livsstilen, hvor man lever som en husholder). Festivalen grhapravesa (hvor man går ind i sit hus for første gang) bør kun afholdes af en hengiven husholder og aldrig af en ikke-hengiven husholder. Når en hengiven går ind i sit hjem, bør vi forstå, at han i virkeligheden træder ind i sit tempel. For en hengiven er der ingen forskel mellem at gå ind i sit hjem og gå ind i et tempel. Der er altså himmel og helvede til forskel, når en hengiven og en ikke-hengiven træder ind i deres respektive hjem.

Når man går ind i sit hjem, bør man konstant tjene og tænke på Krishna. Og man bør sørge for, at alting i hjemmet er sat i system, så det støtter op omkring dette. Husholderen bør altid undgå dårligt selskab og sladder. Han bør med stor omhu pleje og udvikle kvaliteter som entusiasme, beslutsomhed og tålmodighed samt hengivne aktiviteter som at høre og synge om Krishna (sravanam-kirtana). Det er husholderens grundlæggende pligt at tjene Hari, guru og vaisnava [Krishna, den åndelige mester og de hengivne], at synge Sri Nama [Hare Krishna-mantraet], at være sammen med sadhuerne og at høre om Krishna. Hvis alle deres bestræbelser er rettet mod Herren, vil de helt sikkert gøre fremskridt. De vil blive beskyttet, og deres liv vil være fremgangsrige.

SPØRGSMÅL: Hvordan skal vi tolke forskellige hændelser?

Srila Bhaktisiddhanta: Hvis man ser det fra det andet perspektiv, fra Krishnas perspektiv, vil man forstå, at alt er, som det skal være. Men ser man tingene fra dette perspektiv, fra sit eget eller en anden magthavers perspektiv, vil der være vendt op og ned på det hele.

Ser vi tingene fra den anden side, kaldes det den deduktive proces, den åbenbarede sandheds vej. Dette er det rette perspektiv. Men tager vi viden fra den opadstigende vej, dvs., ser vi tingene gennem den induktive proces, kaldes det at se ting med en beregnende mentalitet. Så ser vi ikke Herren som den, der har magten. Vi tror, at vi har styr på tingene og ser alting ud fra dette egocentriske synspunkt. Resultatet er elendighed og lidelse.

SPØRGSMÅL: Når en hengiven tager fødsel i en familie, har den familie så fordel af det?

Srila Bhaktisiddhanta: Når en stor helgen, en ren hengiven, tager fødsel i en familie, løftes dennes forfædre og efterkommere begge veje i hundrede generationer til et højere niveau. Når en hengiven på det mellemste niveau (madhyama bhagavata) tager fødsel i en familie, løftes dennes forfædre og efterkommere begge veje i fjorten generationer til et højere niveau. Når en begynder i hengiven tjeneste tager fødsel i en familie, løftes dennes forfædre og efterkommere begge veje i tre generationer til et højere niveau.

SPØRGSMÅL: Hvorfor fødes hengivne somme tider i underklassefamilier? Hvis hengivne ikke er underlagt resultaterne af deres handlinger (karma), hvorfor er de da nogle gange analfabeter eller sygdomsramte?

Srila Bhaktisiddhanta: Hengivne er aldrig underlagt resultaterne af deres karma. Det har årsag i Herrens vilje, at de tager fødsel og tilbringer tiden på netop den måde. Når vi ser, at de er født ind i underklassefamilier, er analfabeter eller sygdomsramte, må vi forstå, at der er et ophøjet formål med det. Hvis folk så, at hengivne altid tog fødsel i overklassefamilier eller altid var stærke eller uddannede, ville modet blive taget fra dem. Ved at placere Sine hengivne i alle samfundets klasser sørger den nådefulde Herre for, at alle kategorier af mennesker får Hans nåde og drager fordel af de hengivnes selskab. Det svarer lidt til at sende en optrænet hunelefant ud for at fange en vild hanelefant.

Srila Vrindavana Dasa Thakura skriver i Caitanya-Bhagavata, at en vaisnava udfrier alle blot ved at tage fødsel. Mange hundrede kilometer omkring den familie og det land, som en vaisnava tager fødsel i, bliver renset igennem hans indflydelse. Selv hvis man ser nogle ydre lidelser i en vaisnavas liv, bør man forstå, at han oplever stor ekstase. De, der er blændet af stolthed over materielle besiddelser, kender ikke til disse ting. Fordi de er beruset af stolthed over deres uddannelse, penge og familier, genkender de ikke en vaisnava.

Hvis en hengiven tager fødsel i en underklassefamilie, må vi ikke tro, at det er resultatet af hans synd, at han er underlagt resultatet af sin handling. Vi bør snarere vide, at han har renset en underklassefamilie. Hvis et godt menneske har fremgang i den åndelige side af sit liv og intet andet, bør vi se vedkommende som en stor sjæl.

SPØRGSMÅL: Bør de steder, hvor der foregår hari-kirtana [sang af det Hellige Navn], betragtes som dhama [hellige steder]?

Srila Bhaktisiddhanta: Jeg kan ikke se de steder, hvor hengivne opholder sig eller samles og altid synger og diskuterer det hellige navn og Herrens aktiviteter, som andet end Sri Dhama. Disse steder er delvise manifestationer af de evige hellige dhamaer. Sri Visnu befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, i hvert atom. Således er alle steder Sri Dhama. Den dag, Sri Gurudevas nåde er manifesteret i ens hjerte, opnår man denne indsigt.

SPØGSMÅL: Hvad er forskellen mellem svaghed og bedrag eller hykleri?

Srila Bhaktisiddhanta: Svaghed er én ting og bedrag en anden ting. De er ikke det samme. Kun en person, der ikke er bedragerisk, vil opleve gode ting. Bedrageren vinder ingenting. Et andet navn for det at være redelig er vaisnavata, ’en vaisnavas kvalitet’. En redelig og ærlig person kan være svag, men han er ikke bedragerisk. En bedragerisk person siger én ting, men tænker en anden. En svag person skammer sig, sørger over og er altid ked af sine utilstrækkeligheder, mens en bedragerisk person er stolt af sine handlinger.

“Jeg vil føre acaryaen [den åndelige mester] bag lyset. Jeg vil snyde lægen. Jeg vil gemme mine giftige tendenser i de mørke afkroge af hykleri. Jeg vil ikke fortælle nogen om dem. Derimod vil jeg skabe mig et rygte og blive populær blandt andre mennesker ved at foregive at være en hengiven.” En sådan mentalitet er ikke tegn på svaghed, men på et frygteligt bedrag. Sådanne folk vinder ingenting. Man vil på den anden side gradvist opnå Guds nåde ved ydmygt og oprigtigt at lytte til sadhuens rene ord. Hvis vi klæder os i hengivent tøj og har travlt med ikke-hengivne aktiviteter, hvis vi er absorberet i materiel nydelse og gør det til en prioritet, eller hvis vi tager tridandaen [sannyasiens stav] og vil kidnappe Sita, ligesom Ravana ville det, dolker vi os selv ihjel. Så gør vi noget forfærdeligt under påskud af hari-bhajana. Selv hvis vi i millioner af fødsler har en svaghed eller dårlige vaner, er det ikke skadeligt. Men hvis vi går ned ad bedragets vej – hvis vi udgiver os for at være hengivne, men engagerer os i syndige nydelser – forbliver alle problemer hos os. Det er bedre at tage fødsel blandt millioner af andre arter som fugl, dyr eller insekt. Det er aldrig godt at gå ned ad bedrageriets vej.

SPØRGSMÅL: Er det korrekt at anse en ikke-hengiven for at være en hengiven?

Srila Bhaktisiddhanta: Nej. Sri Gurudeva er namacarya. Han er srinama-kirtana-kari [den, der synger det hellige navn]. Den, der laver forseelser mod det hellige navn, bør ikke betragtes som guru. En ægte guru befordrer ikke nogens sansenydelse, ej heller siger han noget for at behage nogen. De, der går nydelsens vej, kan ikke lide at høre de ord, der kommer fra dem, der vandrer mod det højeste mål. Sådanne mennesker søger noget, der kan behage dem. Dette er grunden til, at de må undvære det, som virkeligt er gavnligt for dem.

At anse en ikke-hengiven for at være en hengiven og falsk hengivenhed for at være hengivenhed er blot selvbedrag. Når en person ikke er så heldig at have en hengiven, som han kan tjene eller ære, har han ønsket om at anse en ikke-hengiven for at være en hengiven. Men kan en krage blive til en påfugl ved at sætte påfuglefjer på sin krop? Kan en forklædt sjakal blive en løve, dyrenes konge? Hvor længe kan dette bedrag opretholdes? Sandheden kommer altid frem. De, der tjener Krishna, er ikke svage. De er de eneste, der er stærke og beslutsomme. Det er kun gennem ens gode held, at man kan forstå, at det højeste i livet er hengiven tjeneste til Krishna, og at den største person er den, der tjener Krishna. Når man er knyttet til det ydre, beundrer man en persons smålige stolthed over penge eller ubetydelige stolthed over uddannelse eller meningsløse stolthed over skønhed, og derved er man i stor fare, for man er blevet ligeglad med Krishnas tjenere og tjeneste til Krishna.

SPØRGSMÅL: Er synd og forseelse det samme?

Srila Bhaktisiddhanta: Nej. Det er en synd, når man er ulydig over for samfundets regler, men man begår en forseelse, når man udviser manglende respekt over for Visnus og en vaisnavas lotusfødder. Forseelse er en million gange farligere end synd. Synd kan modvirkes gennem bodsøvelse. Det kan forseelser derimod ikke. Det er kun ved at tage de algavnlige navne på Gaura og Nityananda, de faldnes venner, til sig, at man kan få en forseelse til at gå væk.

SPØRGSMÅL: Er det hengivenhed, hvis man bliver vred på en person, der er ondsindet over for en hengiven?

Srila Bhaktisiddhanta: Vi skal udelukkende blive vrede på den person, der er ondsindet over for hengivne. Det er en del af vores hengivne praksis. Det er usømmeligt at handle på anden måde. Men hvem er ondsindede over for hengivne? Vi er nødt til at blive afklarede omkring dette. De, der ikke tjener Herren, som er hele verdens ven, som er den mest lyksalige, og som er i hjertet på alle, kan ikke gøre noget godt for sig selv. I stedet udsætter de sig for farer og ugunstige hændelser ved at være ondsindede over for Krishna og Hans hengivne. Det er disse personer, der er ondsindede. Dem kan vi ikke vise barmhjertighed. Vi er nødt til at vise vores ligegyldighed og vrede over for dem, der på beruset vis tilbeder akrsna (ikke-Gud).

Men først og fremmest bør man undersøge, om man selv er de hengivnes fjende. Det er afgørende at spørge sig selv: ”Tjener jeg Krishna, eller har jeg gang i noget andet under påskud af hengiven tjeneste? Hvor megen kærlighed har jeg til Krishna? Er jeg ude på at snyde Krishna, og vil jeg nyde det, der er tiltænkt Hans nydelse?”

Jeg kan konstatere, at jeg med min nydelseshungrende krop er en stor fjende af Krishna og Hans hengivne. I stedet for altid at huske på Krishnas lotusfødder og Hans nydelse søger jeg min egen tilfredsstillelse gennem sladder og smålig kritik. Jeg ser overhovedet ikke på mig selv. Jeg ser ikke mine egne fejl. Derfor skal jeg først og fremmest rette min vrede mod mig selv – jeg, der er så stor en fjende af de hengivne. Jeg bør vise min vrede mod mig selv ved at prygle mit sind med et par sko. Jeg er nødt til at rense mig selv. Jeg er på alle måder nødt til at prøve at tjene Hari, guru og vaisnava. Først da vil det komme mig til gode. Jeg bør konstant huske, at alle andre tjener Krishna. Det er bare mig, der ikke tjener Herren, og jeg kan dø hvert øjeblik, det skal være. Jeg bør først og fremmest udtrykke vrede over for mine dårlige tendenser, som er ugunstige for hengiven tjeneste, som for eksempel ønsket om materiel vinding, prestige og positioner og min tendens til bedrageri. Jeg er nødt til at opnå kontrol på denne måde. Jeg er nødt til først at se, hvad der er i min egen interesse. Ellers vil jeg møde store farer på min vej. Dernæst er jeg nødt til at udtrykke vrede mod mine kropsrelaterede venner og familie, som er imod Krishna, som ønsker at se mig som en nyder, og som på denne måde trækker min opmærksomhed mod maya. Først da vil jeg være i sikkerhed, og det bedste af det bedste vil gå mig i møde, ikke på nogen anden måde. (Fortsættes)

Comments are closed.