–  Af Dandaniti Devi Dasi –

Denne Bhagavad-gita-serie startede i januar-udgaven af Nyt fra Hare Krishna og er baseret på den nye danske oversættelse af Bhagavad-gita som den er. Teksten her er en indledning til kapitlet. Efter at have læst den er det meningen, at man selv skal læse kapitlet igennem og svare på de efterfølgende spørgsmål.

Vi er nu nået et godt stykke ind i Bhagavad-gita, og det er en god ide at genkalde, hvad vi tidligere har læst. Det gør Srila Prabhupada i sin kommentar til første vers i femte kapitel, hvor han tager et tilbageblik på de foregående kapitler: ”I kapitel 2 blev der givet en indledende kundskab om sjælen og dens indvikling i den materielle verden. Det blev også forklaret, hvordan man gennem buddhi-yoga eller hengiven tjeneste slipper ud af det materielle fangenskab. I kapitel 3 blev det forklaret, at en person, der er situeret på kundskabens niveau, ingen pligter har længere, og i kapitel 4 fortalte Herren Arjuna, at alle former for offerhandlinger kulminerer i viden.”

Hvis nogen skulle have glemt det, startede første kapitel med, at Arjuna stod sammen med Krishna på slagmarken ved Kuruksetra klar til kamp. På det tidspunkt gik det op for Arjuna, at hovedparten af soldaterne på begge sider var venner og slægtninge, og han blev mildt sagt forvirret. Arjuna og Krishna begyndte derefter en længere diskussion med argumenter for og imod krigen, hvilket ledte til, at Arjuna overgav sig til Krishna som Hans discipel i starten af andet kapitel.

En god måde at få et overblik over Bhagavad-gita er via indholdsfortegnelsen forrest i bogen, hvor der er et kort resumé af hver af de atten kapitler. Om femte kapitel står der:

”Ved udadtil at gøre alle former for arbejde, men inde i sig selv forsage frugterne af sine handlinger opnår den, der er blevet renset af den transcendentale kundskabs ild, fred, utilknytning, tålmodighed, åndeligt klarsyn og lykke.”

 

Forsagelse eller arbejde i hengivenhed?

Sidst i fjerde kapitel opfordrede Krishna endnu engang Arjuna til at kæmpe, eftersom han nu havde modtaget fuldkommen viden og derfor måtte være klar over, hvad der var hans pligt. Krishna havde sagt, at man skal forsage frugterne af sit arbejde, men Arjuna forstod det som, at man skulle forsage sit arbejde. Derfor starter femte kapitel med et spørgsmål, der ligner det, Arjuna stillede i tredje kapitel: ”Hvorfor fortæller du mig, at jeg skal gå i krig, når du siger, at forsagelse er bedre? Kan du ikke én gang for alle fortælle mig, hvad der er bedst – at forsage arbejde eller at arbejde i hengivenhed?”

Dette er et meget vigtigt spørgsmål, og det er relevant for os alle. Mange har en forståelse af, at åndeligt liv betyder at forsage, men præcis hvad det er, der skal forsages, kan være svært at finde ud af. Derfor hørte vi også i fjerde kapitel om vigtigheden af at søge tilflugt hos en åndelig mester.

Virkelig forsagelse betyder at forstå, at alt tilhører Krishna og derfor skal anvendes i Hans tjeneste. Det lyder meget enkelt, men hvordan gør man så det i praksis? Det handler hele Bhagavad-gita om, og Prabhupada nævner, at femte kapitel giver en meget praktisk forklaring på karma-yoga eller handling i Krishna-bevidsthed.

 

Problemet med falsk forsagelse

Ud over de hengivne, der engagerer sig direkte i Herrens tjeneste, findes der en anden klasse af transcendentalister, der kaldes mayavadier eller upersonalister, og som forsøger at forsage denne verden og blive ét med Herren eller Herrens stråleglans. Deres filosofi minder lidt om buddhisternes: Aktiviteter medfører problemer, så lad os ophøre med alle aktiviteter eller ophøre med at eksistere. Problemet er imidlertid, at man ikke kan forsage denne verden uden at få noget bedre igen, og derfor er den slags forsagelse midlertidig. Medmindre man oplever glæden ved at engagere sig i Herrens tjeneste, vil man helt sikkert blive involveret i materielle aktiviteter.

I virkeligheden er ideen om at forsage noget som helst et falsum, for der er intet, der tilhører os, ikke engang vores kroppe, der blot er en midlertidig bolig for sjælen. Det betyder ikke, at vi negligerer kroppen. Srila Prabhupada skriver i kommentaren til vers 10, at kroppen er en gave fra Herren og kan engageres i Krishna-bevidsthed.

I kommentaren til vers 2 citerer Srila Prabhupada et meget berømt vers af Rupa Gosvami angående forsagelse i Krishna-bevidsthed:

”Når personer, der er ivrige efter at opnå befrielse, forsager ting, der er forbundet med Guddommens Højeste Personlighed, fordi de ser dem som materielle, anses deres forsagelse for at være ufuldstændig.” (Bg. 5.2, forklaring)

 

Vigtige vers i femte kapitel

Alle vers i Bhagavad-gita er vigtige, for ellers ville de ikke være der, men alligevel vælger vi nogle vers ud som ekstra essentielle. Vers 6 er et dem, og her bekræftes det, som vi lige har gennemgået i det foregående afsnit: ”Udelukkende at forsage alle handlinger uden at engagere sig i Herrens hengivne tjeneste kan ikke gøre én lykkelig. Men en eftertænksom person, der er engageret i hengiven tjeneste, kan omgående opnå den Højeste.”

Et andet vers, der er værd at bide mærke i, er vers 10, hvor Krishna med en smuk analogi forklarer, at en person, der arbejder uden tilknytning og giver alle resultaterne af sit arbejde til den Højeste Herre, er uberørt af syndige reaktioner, ligesom lotusbladet ikke røres af vand. Lotusbladet har den specielle egenskab, at det ikke bliver vådt, selv om det ligger i vandet. Arjuna var tilsyneladende bange for de syndige reaktioner ved at gå i krig, og han havde svært ved at forstå, at når man handler på den Højeste Herres ordre, bliver man ikke indviklet i arbejdets reaktioner.

Vers 18 er et ofte citeret vers, der beskriver en hengivens syn på verden: ”I kraft af sand viden ser de ydmyge vismænd med samme syn på en lærd og mild brahmana, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder [en kasteløs].” En hengiven eller transcendentalist forstår, at alle materielle kroppe blot er frembringelser af naturens forskellige kvaliteter, og at der i hver eneste krop findes en åndelig sjæl side om side med Oversjælen i hjertet. Derfor viser han respekt for alle levende væsener.

I vers 22 forklares en meget grundlæggende sandhed om denne verden, nemlig at alle nydelser har en begyndelse og en ende. Materiel nydelse er baseret på kontakten mellem sanserne og sanseobjekterne, og her siges det, at en intelligent person ingen glæde finder i sådanne fornøjelser.

Nogle folk forstår ikke, hvordan hengivne kan undvære de materielle glæder, som de fleste folk er optaget af i denne verden. De forstår ikke, at hengivne oplever en større glæde ved at være engageret i Krishnas tjeneste. En anden misforståelse er, at religion betyder, at man gør en masse forsagelse nu for senere at kunne nyde, men Krishna siger her i femte kapitel, at man kan leve lykkeligt i denne verden allerede nu forudsat, at man er Krishna-bevidst. Især vers 13 og 23 understreger dette punkt.

”Hvis man kan modstå de materielle sansers drifter og bremse indlydelsen fra begær og vrede, før man opgiver sin nuværende krop, er man velsitueret og lykkelig i denne verden”. (Bg. 5.23)

 

Bhagavad-gitas fredsformel

Femte kapitel kulminerer i Bhagavad-gitas ”fredsformel”, der beskrives i kapitlets sidste vers:

bhoktaram yajna-tapasam
sarva loka mahesvaram
suhrdam sarva-bhutanam
jnatva mam santim rcchati

”En person, der er i fuld bevidsthed om Mig og kender Mig som den endelige nyder af alle former for offerhandling og askese, som den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og som alle levende væseners velgører og velynder, opnår fred fra de materielle lidelser.” (Bg. 5.29)

Hvis man ikke kan huske andet fra femte kapitel, bør man indprente sig denne fredsformel, der er grundlaget for al fred individuelt såvel som kollektivt: Krishna er ejeren af og herskeren over alting, Han er den Højeste nyder, og Han er alle levende væseners bedste ven og velønsker. Vi bør huske disse tre sandheder om Ham og tilegne alle vores handlinger til Ham. Det vil give os den fred, som vi alle søger.

 

Spørgsmål til kapitel 5

Efter at have læst kapitel 5 igennem kan du svare på spørgsmålene. Det kan være en stor hjælp at skrive svarene ned eller dele dem med en studiepartner.

 

Vers 1-6

  1. Hvorfor er hengiven tjeneste bedre end blot og bar forsagelse?
  2. Definér virkelig forsagelse.
  3. Hvorfor er det ikke nok at have viden om, at man er en åndelig sjæl?
  4. Forklar formålet med sankhya-yoga og karma-yoga ud fra analogien med træets rod.
  5. Hvilke forskelle og ligheder er der mellem mayavadi- og vaisnava-sannyasier? Hvorfor falder mayavadi-sannyasierne somme tider ned?

 

Vers 7-12

  1. Hvorfor er en Krishna-bevidst person afholdt af alle levende væsener?
  2. Hvordan besvarer Prabhupada spørgsmålet om, hvorfor Arjuna var voldelig i kamp mod andre?
  3. Hvad er forskellen på sansernes beskæftigelse hos en person i materiel bevisthed og en person i Krishna-bevidsthed?
  4. Forklar analogien med lotusbladet.
  5. Hvad er hemmeligheden bag Krishna-bevidsthed ifølge vers 12 inklusive forklaringen til verset?

 

Vers 13-16

  1. Hvordan kan man leve lykkeligt i byen med de ni porte?
  2. Forklar begreberne vibhu og anu.
  3. Nævn nogle af de forskelle og ligheder, der nævnes i dette kapitel mellem Gud og sjælen (svarene kan også findes uden for dette afsnit).
  4. Hvordan forholder Herren sig til det levende væsens ønsker?
  5. Forklar analogien med Solen, der står op.

 

Vers 17-29

  1. Nævn nogle af de symptomer, der nævnes i dette afsnit på en Krishna-bevidst person.
  2. Hvad er de seks drifter, man må forsøge at beherske, hvis man vil gøre fremskridt på selverkendelsens vej?
  3. Hvorfor er Krishna-bevidsthed det højeste velfærdsarbejde?
  4. Forklar analogien med skildpadden.
  5. Hvad er fordelene ved Krishna-bevidsthed frem for astanga-yoga?
  6. Forklar Bhagavad-gitas fredsformel.

 

Et spørgsmål til personlig refleksion:

Er du blevet mere fredfyldt, efter at du er kommet i kontakt med Krishna-bevidsthed?