– Af Dandaniti Devi Dasi –

I sidste afsnit af vores Bhagavad-gita-serie gennemgik vi fjortende kapitel, der omhandler naturens tre kvaliteter. Så egentlig er vi nået til femtende kapitel, men fordi vores Bhagavad-gita-skribent har været på sommerferie, har vi i stedet valgt at genoptrykke en gammel artikel, der handler om ”at leve Bhagavad-gita”. Artiklen blev oprindeligt bragt i Nyt fra Hare Krishna i 2001 og er inspireret af et seminar, der blev givet af Mahavisnu Prabhu, der besøgte vores tempel på Bauneholm på det tidspunkt og talte over emnet ”Living the Gita”. 

Opdeling af skrifterne i tre

Sastraerne, de vediske skrifter, er delt op i tre emner – sambandha, abhideya og prayojana.

Sambandha handler om at forstå forhold, i særdeleshed forholdet mellem Gud og det levende væsen. Det henviser til brahman-erkendelse, dvs. forståelse af, at vi er sat, evige åndelige væsener.

Abhideya omhandler processen, eller hvordan vi genopliver dette forhold gennem de forskellige yoga-processer. Det refererer til paramatma-erkendelse, at have cit, konkret viden om Gud.

Prayojana er målet, der er etablering af vores forhold til Gud. Dette refererer til Bhagavan-erkendelse, at se Gud ansigt til ansigt, hvilket uvægerligt bringer os til ananda (lyksalighed).

 

Bhagavad-gita beskæftiger sig overvejende med sambandha, men indeholder også de to andre trin. De midterste kapitler i Bhagavad-gita beskriver den hengivne tjenestes proces, og vers 18.66 (sarva dharman parityajya) angiver målet, prayojana, at opgive alle andre former for religion og blot overgive sig til Krishna.

Srimad-Bhagavatam omhandler i overvejende grad abhideya. Den er fyldt med historier om forskellige personer, og hvad de gjorde for at opnå prayojana, ren kærlighed til Krishna.

Caitanya-caritamrta fortæller, hvad der sker, når vi når prayojana. Her beskrives de rene hengivnes udvekslinger med Herren og med hinanden.

 

Spring ikke over, hvor gærdet er lavest!

Srila Prabhupada advarede os mod at springe over de forskellige trin. Har vi ikke nået brahman-erkendelse, men forsøger at handle på platformen af abhideya, risikerer vi at blive som smarta-brahmanaerne, der blot er absorberet i ritualer for ritualernes egen skyld og mangler forståelsen af forholdet mellem os og Krishna. Deres erkendelser er meget tørre.

Springer vi direkte op og handler på den højeste platform af prayojana uden den nødvendige kultivering af viden og praktisering af yoga-processen, risikerer vi at blive sahajiyaer. Udadtil opfører vi os som store hengivne og imiterer Krishnas lilaer, men indadtil er vi stadig fyldt med materielle ønsker.

Ifølge Mahavisnu Dasa startede Gaudiya-vaisnavismen og sahajiyaismen på samme tidspunkt – omkring Herren Caitanyas tid. Sankirtana-bevægelsen blev udnyttet af sentimentale mennesker til at få billig beundring ved at imitere åndelig ekstase. Den dag i dag opfatter mange mennesker både i Indien og udenfor blot sankirtana-bevægelsens medlemmer som sentimentalister uden filosofisk forståelse eller viden om Gud.

Når man møder den forståelse, kan man bruge det som en anledning til at være selvransagende og mærke efter, hvor vi selv er henne på stigen, både som individ og som samfund. Srila Prabhupada klagede undertiden over, at hans disciple troede, hans bøger kun var til at sælge, og at de ikke læste dem selv. Det er et symptom på, hvad Mahavisnu Dasa beskrev som, at vi i ISKCON tog sambandha-forståelsen for givet. Vi var initierede og engageret i processen (abhideya) med fuld fart. Men har vi ikke forstået den grundlæggende filosofi, at vi er åndelige sjæle, vil vi før eller siden løbe ind i problemer. Føler vi, at processen ikke virker, er det på tide at gå tilbage til sambandha, hvilket blandt andet betyder at gribe fat i Bhagavad-gita og Sri Isopanisad.

Når vi befinder os på sambandha-platformen, er vi ligeglade med ydre ting som samfund, familie, tøj, udseende mm. Vi vil aldrig gå på kompromis med vores åndelige liv for andres skyld eller for at tilfredsstille en anden person. Det betyder ikke, at vi bliver ligeglade med andre, for hvis vi forstår vores ’egen‘ sambandha, vores eget forhold til Krishna, forstår vi automatisk vores forhold til andre levende væsener og deres forhold til Krishna.

 

Tre slags kroppe

Vores eksistens kan inddeles i tre:

1. Den grove fysiske krop.

2. Den subtile materielle krop.

3. Den åndelige krop.

Det betyder, at to af dem er på det materielle niveau og en af dem på det åndelige.

Så længe vi befinder os i en materiel krop, vil der være materielle følelser og tilskyndelser. Disse forsvinder ikke blot ved hjælp af viden eller ved at stå op klokken fire hver morgen. Det er en illusion at tro dette. De forsvinder heller ikke ved, at vi lader, som om de ikke er der. Kunsten er ikke at undertrykke dem, men at transcendere dem. Lever vi på det åndelige plan, påvirkes vi ikke af disse følelser og tilskyndelser. I Bhagavad-gita (2.70) gives eksemplet, at ligesom havet ikke forstyrres af den uophørlige strøm af floder, der løber ud i det, forstyrres en Krishnabevidst person ikke af de begær, der bestandigt rammer den materielle krop. Ikke, at han benægter eksistensen af disse følelser og begær, men fordi han lever på det åndelige plan, behøver han ikke at handle på disse impulser.

 

Hvordan griber vi materielle følelser og begær an?

Der er tre måder at tackle sine materielle ønsker og følelser på:

Selv-tilfredsstillelse: At handle spontant på materielle følelser og tilskyndelser. At give udtryk for sine materielle tilskyndelser og begær uden at tage konsekvenserne i betragtning, hverken åndeligt eller materielt. Det er ikke den mest hensigtsmæssige måde at leve livet på, ikke engang, hvis man ser på det rent materielt.

Selv-fornægtelse: At undertrykke materielle tilskyndelser og begær på grund af skam, skyldfølelse og falsk ego og ikke på grund af realisationer. Det er heller ikke fremgangsmåden for en hengiven. I Bhagavad-gita 3.33 siger Krishna, at enhver handler ifølge sin natur, så hvad nytter undertrykkelse?

Selv-beherskelse: At give udtryk for sine materielle begær og følelser, mens man kender og har overvejet konsekvenserne.

En person på det sidste niveau udfører måske samme handlinger som en person i kategorien af selv-tilfredsstillelse, men forskellen er, at han har overvejet konsekvenserne. Det er ikke nødvendigvis altafgørende, hvad han gør, men at han har overvejet konsekvenserne. En person, der befinder sig i selv-fornægtelse, ses derimod undertiden at ’eksplodere’ og helt opgive åndeligt liv.

Det gælder altså om at finde den rigtige balance i sit liv, og her er Bhagavad-gita der for at hjælpe os. Der findes ingen materielle løsninger på materielle problemer, kun åndelige løsninger. Jo mere vi kan leve i overensstemmelse med vores åndelige natur, jo mere fredfyldte kan vi være. At være fredfyldt er ikke målet i sig selv, men hvad Mahavisnu understregede er, at man kan ikke springe over brahma-bhuta-stadiet (stadiet, hvor man er fri for materielle ønsker) til prema-bhakti.

Sjælen er af natur lykkesøgende, og der er to måder at søge denne lykke på – inden i os selv eller uden for os selv. Oplever vi ikke åndelig lyksalighed, søger vi automatisk lykke i ydre ting.

Resultaterne af dagligdagsaktiviteter, vores mentalitet, vores forhold til andre, vores måde at kommunikere på osv. angiver hvilket niveau, vi befinder os på. Naturen af materielle ting er, at de bryder sammen før eller senere. Bryder vores kommunikation med andre hele tiden sammen, kan det indikere, at den befinder sig på det materielle niveau. Det drejer sig i sidste ende om vores motiver. Hvad ønsker vi at opnå med vores kommunikation?

 

Vers-recitation

Selv om seminaret kun strakte sig over to gange to timer, brugte vi en anseelig del af hver lektion til at lære Bhagavad-gita-vers udenad. Selv om udenadslære ikke er et mål i sig selv, er det en praktisk hjælp i hverdagen, når vi skal holde hovedet koldt, at kunne huske et par vers ’som små venner‘. At recitere sanskrit er desuden befordrende for udviklingen af godhedens kvalitet. De to vers, vi lærte på seminaret, var Bg. 5.23–24, der indeholder essensen af, hvad vi gennemgik resten af tiden, nemlig hvordan man rent faktisk lever lykkeligt i denne materielle verden og kvalifikationen for at vende hjem til Guddommen.

saknotihaiva yah sodhum 
 prak sarira-vimoksanat
kama-krodhodbhavam vegam 
 sa yuktah sa sukhi narah

”Hvis man kan modstå de materielle sansers drifter og bremse indflydelsen fra begær og vrede, før man opgiver sin nuværende krop, er man velsitueret og lykkelig i denne verden.” (Bg. 5.23)

yo’ntah-sukho’ntararamas 
 tathantar-jyotir eva yah
sa yogi brahma-nirvanam 
 brahma-bhuta ’dhigacchati

”Den, hvis lykke er i det indre, som er aktiv og glædes i sit indre, og hvis mål er i det indre, er faktisk den fuldkomne mystiker. Han er befriet i den Højeste, og når til slut den Højeste.” (Bg.5.24)

 

Kvaliteten af ånd og materie.

Som afslutning vil jeg bringe en liste, som vi lavede og gennemgik sammen. Den indeholder to rækker: ord, der betegner materie, og ord, der betegner ånd.

 

MATERIE 

midlertidig

afvisende

falder fra hinanden

begrænset

selektiv

knaphed

tidsbegrænset

lidelsesfyldt

ÅND

evig

accepterende

holder sammen

ubegrænset

ubetinget

overflod

tidløs

lykkefyldt

 

Det er ingen komplet liste, men en liste, der kan diskuteres og arbejdes videre med. Lav eventuelt din egen liste.

 

Spørgsmål 

For at holde vores Bhagavad-gita læsere til ilden har vi tilføjet et par spørgsmål til eftertanke.

  1. Læs de vers, der nævnes i teksten + Prabhupadas forklaringer.
  2. Forklar sambandha, abhideya og prayojana.
  3. Forklar smarta-brahmana og sahajiya.
  4. Forklar analogien med floden, der løber ud i havet (Bg.2.70).
  5. Beskriv de tre måder at tackle materielle følelser på.
  6. Hvordan kan man blive en yogi og lykkelig i denne verden?
  7. Hvad betyder det at have sin lykke i det indre?
  8. Lav din egen liste over ord, der betegner ånd/materie.