Af Dandaniti Devi Dasi
Efter en længere pause fortsætter vi nu den Bhagavad-gita-gennemgang, der startede i januar 2014 og løb til og med januar 2016. Vi er kommet til kapitel 17, hvis emne er tro og dens betydning for udfaldet af ens aktiviteter. Efter at have læst teksten igennem kan man selv gennemgå kapitlet og svare på de efterfølgende spørgsmål. De tidligere afsnit af serien findes på hjemmesiden www.harekrishna.dk, hvor man også kan bestille Bhagavad-gita Som Den Er.
Sammenhæng med tidligere kapitler
De tre kapitler før kapitel 17 har alle fokus på den materielle naturs tre kvaliteter. Kapitel 14 forklarer kvaliteterne godhed, lidenskab og uvidenhed, og hvordan de binder den betingede sjæl til denne verden. Kapitel 15 indeholder en berømt analogi om et banyantræ, der illustrerer, at denne verden er et forvrænget spejlbillede af den åndelige verden, og at de betingede sjæle befinder sig på højere og lavere grene på den materielle verdens banyantræ alt efter hvilke af naturens kvaliteter, de styres af. I kapitel 16 beskriver Krishna forskellen mellem personer med henholdsvis guddommelige og dæmoniske egenskaber. I syttende kapitel vil emnerne tro, føde, ofringer, askese og velgørenhed blive diskuteret.
Arjunas spørgsmål
De guddommelige personer (devaerne) defineres som dem, der har tro på og følger skrifternes anvisninger, mens dæmonerne (asuraerne) er dem, der handler efter deres egne luner og forkaster Gud og de hellige skrifter. Dette har vakt en tvivl i Arjunas sind: Hvad med dem, der følger et eller andet ”religiøst” system, der ikke omtales i skrifterne, og opfinder deres egen måde at tilbede Gud, halvguder eller mennesker på? De har tilsyneladende tro, men befinder de sig i godhed, lidenskab eller uvidenhed, og hvad er deres videre skæbne?
Troen sidder i hjertet
Prabhupada indleder kapitlet med at referere til Bg. 4.39, hvor der står, at tro kombineret med viden og beherskelse af sanserne giver opnåelse af den højeste fred (Krishna-bevidsthed). Det næste vers informerer imidlertid om, at for den, der tvivler på Gud eller skrifterne, er der ingen lykke i hverken dette liv eller det næste (Bg. 4.40).
Sanskritordet for tro er sraddha, ”det, man giver sit hjerte til”. Der står skrevet, adau sraddha – i begyndelsen er der tro. For at påbegynde den hengivne tjenestes proces må man have en grundlæggende tro på, at der er noget godt i den.
”Alle har en bestemt form for tro, uanset hvem man er. Men ens tro betragtes som god, lidenskabelig eller uvidende i forhold til den natur, man har erhvervet sig. Således omgås man alt efter sin bestemte slags tro med bestemte mennesker.” (Bg. 17.3, forklaring)
Folk spørger ofte, hvorfor der er så mange forskellige religioner. Svaret er her: ”Det må forstås, at hvis ens hjerte er i godhedens kvalitet, er ens tro også i godhedens kvalitet. Hvis ens hjerte er i lidenskabens kvalitet, er ens tro i lidenskabens kvalitet. Og hvis ens hjerte er i mørkets kvalitet, i illusion, vil ens tro være tilsvarende forurenet. Det virkelige princip for religiøs tro er funderet i den rene godheds kvalitet, men fordi hjertet er urent, finder vi forskellige slags religiøse mennesker. I overenstemmelse med forskellige former for tro findes der således forskellige slags tilbedelse.” (Bg. 17.3, forklaring)
Forskellige slags tilbedere
Først er der de personer, der ikke er direkte dæmoniske, men som af en eller anden grund ikke er i stand til at følge Vedaernes anvisninger (vers 2-3). Måske kender de Vedaernes påbud, men på grund af dovenskab, misforståelse eller tilknytning (vaneopførsel) følger de dem ikke. Eller de følger dem blot som et spørgsmål om tradition uden nogen dybere forståelse af formålet med ritualerne og uden tro på Gud og skrifterne. De vil ikke opnå det højeste mål, men der er en chance for, at de gradvist vil ønske at vide mere.
Så er der de personer, der er direkte imod Vedaernes påbud (vers 5-6). Deres mentalitet og skæbne blev beskrevet i kapitel 16. De er hastigt på vej mod bunden af banyantræet (de lavere livsarter), men de kan ændre deres kurs, hvis de er så heldige at komme i kontakt med hellige personer:
”Men denne natur kan forandres, hvis man omgås med en ægte åndelig mester og efterlever hans og skrifternes regler. Gradvist kan man ændre sin situation fra uvidenhed til godhed eller fra lidenskab til godhed … Man må nøje gennemtænke alt med sin intelligens i samråd med en ægte åndelig mester.” (Bg. 17.2, forklaring)
Vers 4 beskriver tilbedelse i naturens kvaliteter: ”Mennesker i godhedens kvalitet tilbeder halvguderne, de, der er i lidenskabens kvalitet, tilbeder dæmoner, og folk i uvidenhedens kvalitet tilbeder spøgelser og ånder.” (Bg. 17.4)
Over dem findes den transcendentale tilbeder, der beskrives med et citat fra Srimad-Bhagavatam (4.3.23): ”Når et menneske befinder sig i ren godhed, tilbeder det Vasudeva.” (Bg. 17.4, forklaring)
I niende kapitel blev destinationen for forskellige tilbedere forklaret: ”De, der tilbeder halvguderne, vil blive født blandt halvguderne. De, der tilbeder forfædrene, kommer til forfædrene. De, der dyrker spøgelser og ånder, vil blive født blandt sådanne væsener, og de, der tilbeder Mig, vil komme til at leve sammen med Mig.” (Bg. 9.25)
Mad i naturens kvaliteter
Man kan bedømme en persons position i naturens kvaliteter ved at se hvilken slags føde, han eller hun foretrækker. I vers 8-10 beskriver Sri Krishna føde i naturens tre kvaliteter. Mad i godhedens kvalitet forlænger levetiden, renser sindet og styrker helbredet. Den giver glæde, tilfredshed og velbehag helt ind i hjertet, når den indtages. Den betegnes som saftig, fed, sund og nærende. Prabhupada understreger, at fedtet kommer ikke fra slagtede dyr, men fra mælk, ost og smør. Følgende 6 fødeemner tilhører godhedens kvalitet: mælkeprodukter, sukker, ris, hvede, frugt og grøntsager.
Mad i lidenskabens kvalitet kendetegnes ved at være for salt, bitter, sur, stærk, tør eller brændende. Mens den indtages, skaber den lidelse (f.eks. fordi den brænder på tungen, får én til at svede, er for salt osv.). Typisk giver den ikke tilfredshed, uanset hvor meget man spiser af den. Bagefter føler man sig måske tørstig eller rastløs. På sigt skaber den sygdom.
Mad i uvidenhedenhedens kvalitet kendetegnes først og fremmest ved ikke at være frisk. Den beskrives som uden smag, rådden og ildelugtende. ”Enhver mad, der er tilberedt mere end tre timer, før den spises (bortset fra prasada eller mad, der er ofret til Herren), anses for at være i mørkets kvalitet … den forøger risikoen for infektion og sygdom.” Typiske eksempler er kød og alkohol, der er forbundet med stor lidelse både før, under og efter indtagelse.
Konklusionen er: ”Den bedste mad er resterne af det, der er blevet ofret til Guddommens Højeste Personlighed. Herren erklærer i Bhagavad-gita (9.26), at Han tager imod retter af grøntsager, mel og mælk, når de ofres med hengivenhed … For at gøre maden antiseptisk, spiselig og velsmagende for alle bør man derfor først ofre den til Guddommens Højeste Personlighed.” (Bg. 17.10, forklaring)
Bg. 9.26 og 3.13 siger mere om ofring af mad til Krishna.
Ofringer
I vers 11-13 beskrives ofringer (yajna). Prabhupada indleder med sætningen: ”Den normale tendens er at bringe ofre med en eller anden bagtanke, men her står der, at offerhandlinger bør ske uden et sådant ønske.”
Ofringer i godhedens kvalitet kendetegnes ved tre overordnede kvaliteter: 1) udføres ifølge skrifternes anvisninger, 2) af pligt og 3) uden ønsker om gengæld.
”Hvis vi ser på de ritualer, der foregår i templer eller kirker, udføres de almindeligvis for at opnå materielle fordele, men det er ikke godhedens kvalitet. Man bør besøge templet eller kirken, fordi det er ens pligt, og tilbyde sin respekt til Guddommens Højeste Personlighed og ofre blomster og mad uden noget ønske om materiel vinding … Man bør udelukkende besøge templet for at vise Deiteten sin respekt. Det vil situere én i godhedens kvalitet.” (Bg. 17.11, forklaring)
Ofre i lidenskabens kvalitet udføres med to bagvedliggende motiver: 1) for at opnå materiel fremgang og 2) af stolthed.
Ofring i uvidenhedens kvalitetet mangler fem ingredienser: 1) sker uden hensyn til skrifternes anvisninger, 2) uden uddeling af prasada (åndeliggjort mad), 3) uden sang af vediske hymner, 4) uden godtgørelse til præsterne og 5) uden tro. (Bg. 17.13)
Indirekte får vi opskriften på ”det gode yajna”. 🙂
Kroppen, sindets og talens askese
Vers 14-16 beskriver opførsel i godhedens kvalitet, og hvordan krop, sind og ord engageres i Krishnas tjeneste. Askese betyder frivilligt at gøre noget, der kan synes besværligt, for at opnå et højere mål, i dette tilfælde for at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed.
Den første askese referer til kroppen og handler om at vise respekt for overordnede. Her nævnes fire grupper af tilbedelsesværdige personer: 1) Gud og halvguderne, 2) brahmanaerne, 3) den åndelige mester og 4) ældre personer ”såsom ens far, mor eller hvem som helst, der er velbevandret i vedisk kundskab.” (Bg. 17.14, forklaring). Der nævnes også fire kvaliteter, man bør praktisere: 1) renlighed, 2) enkelhed, 3) cølibat og 4) ikke-vold.
Alt, hvad man siger, bør være: 1) sandt, 2) behageligt at høre på, 3) gavnligt for den, der lytter (og for den sags skyld for resten af verden), 4) ikke sårende og 5) i overensstemmelse med sastra.
”Når en lærer taler, kan han selvfølgelig sige sandheden for at instruere sine elever, men den samme lærer skal afholde sig fra at tale til dem, der ikke er hans elever, hvis det oprører deres sind.” (Bg. 17.15, forklaring)
”Måden, man udtaler sig på i åndelige kredse, er at underbygge sine udtalelser ved at referere til skrifterne. Man skal omgående citere fra skrifternes autoritet for at bakke sine udtalelser op. På samme tid bør ens tale være en nydelse for ørerne.” (Bg. 17.15, forklaring)
Sindets askese er 1) tilfredshed, 2) ligefremhed, 3) alvor, 4) selvbeherskelse og 5) renselse af ens eksistens.
Først og fremmest må sindet løsrives fra tanker om sansenydelse. Dernæst må sindet altid tænke på at gøre godt for andre. Ordet mauna eller ”tavshed” defineres her som ”tankens alvor” eller ”altid at tænke på selverkendelse”. Kvaliteten ”enkel og ligefrem” nævnes både i forbindelse med krop og sind. Det betyder, at man skal være uden dobbeltspil, dvs. man skal være ren i sine motiver og ærlig i sin opførsel. Sidst, men ikke mindst må man studere de vediske skrifter.
”Det bedste er at rette sindet mod den vediske litteratur, der er fuld af tilfredsstillende beretninger som i Puranaerne og Mahabharata. Man kan drage nytte af kundskaben deri og på den måde blive renset.” (Bg. 17.16, forklaring)
Bg.10.4-5 og 13.8-12 beskriver en hengivens kvaliteter.
Den trefoldige askese
Vers 17-19 beskriver askese (tapas) i de forskellige kvaliteter.
Askese i godhed 1) udføres udelukkende for Guds skyld, 2) af mennesker med transcendental tro og 3) uden forventning om materiel vinding.
Ordet aphala-akanksibhih, ”uden at begære frugterne af sit arbejde”, går igen i forbindelse med godhedens kvalitet. Det samme gælder for ”pligt”, der ofte opfattes som noget negativt (”en sur pligt”), men faktisk forbindes pligt med godhedens kvalitet. Man gør noget, fordi det bør gøres, og ikke for at få noget ud af det. Paradokset er, at når man gør noget af pligt, bringer det glæde. Hvis man derfor ikke føler tilfredshed i sine handlinger, kan man være sikker på, at man ikke befinder sig i ren godhed.
Askese i lidenskabens kvalitetet 1) praktiseres af stolthed, 2) for at vinde respekt, ære og tilbedelse og 3) er ustabil og midlertidig.
”Nogle gange udøver lidenskabelige personer bodsøvelse og askese for at tiltrække folk og få respekt, ære og tilbedelse fra andre. Personer i lidenskabens kvalitet arrangerer, at deres tilhængere tilbeder dem, og får dem til at bade deres fødder og skænke sig rigdomme. Den slags kunstig udøvelse af askese anses for at være i lidenskabens kvalitet. Resultaterne er midlertidige. De kan fortsætte i nogen tid, men de er aldrig vedvarende.” (Bg.17.18, forklaring)
Askese i uvidenhed karakteriseres af 1) tåbelighed, 2) selvplageri og 3) at ødelægge eller skade andre.
Dæmonen Hiranyakasipu nævnes som eksempel. Han bad til Herren Brahma om at blive udødelig, så han kunne slå halvguderne ihjel og herske over hele verden i al evighed. Prabhupada kommenterer: ”At underkaste sig askese for noget, der er umuligt, er helt sikkert i uvidenhedens kvalitet.” (Bg. 17.19, forklaring)
Velgørenhed
Velgørenhed (dana) beskrives i vers 20-22.
Velgørenhed i godhed 1) gives af pligt, 2) på rette tid og sted, 3) til en værdig person og 4) uden forventning om gengæld.
Prabhupada definerer ”en værdig person” som ”en person, der er beskæftiget med åndelige aktiviteter” eller ”en kvalificeret brahmana eller vaisnava.” (Bg. 17.20, forklaring)
Velgørenhed i lidenskab 1) gives i forventning om at få noget til gengæld, 2) med ønske om frugtstræbende resultater og 3) gives modvilligt.
Et typisk symptom på velgørenhed i lidenskab er, hvis man bagefter tænker: ”Åh nej, hvorfor har jeg brugt så mange penge på denne måde?”
Velgørenhed i uvidenhed 1) gives på et urent sted, 2) på et upassende tidspunkt, 3) til uværdige personer og 4) henkastet og uden respekt.
”Uværdige personer” sigter til personer eller institutioner, der anvender pengene på ting, der går imod de vediske anbefalinger, såsom beruselse, kødspisning og andre aktiviteter, der leder folk væk fra Krishna-bevisthed.
Om tat sat
Efter at have beskrevet symptomerne på naturens kvaliteter inden for områderne tro, mad, ofring, askese og velgørenhed påpeger Krishna, at det virkelige mål er at hæve sig over den materielle naturs indflydelse og nå det transcendentale stade (suddha-sattva). Dette gøres bedst ved at udtale de tre ord ”om tat sat”:
”Fra skabelsens begyndelse blev de tre ord om tat sat brugt for at angive den Højeste Absolutte Sandhed. Disse tre symbolske repræsentationer blev anvendt af brahmanaer, mens de reciterede Vedaernes hymner, og under ofringer til den Højestes tilfredsstillelse.” (Bg. 17.23)
Om tat sat stammer fra forskellige vediske hymner og angiver tre mål i hengiven tjeneste.
1) Om angiver, at målet for ens aktiviteter er at nå den Højeste.
”At gøre alt for Guddommens Højeste Personligheds skyld garanterer perfektion i alle forehavender.” (Bg. 17.24, forklaring)
Om eller omkara omtales i Bg. 8.11 og 9.17.
2) Tat angiver, at målet med transcendentale aktiviteter er befrielse, hvilket indebærer, at man må opgive frugterne af sine handlinger.
”Man må ikke handle med materiel vinding for øje, hvis man gerne vil ophøjes til den åndelige position. Man skal handle for i sidste ende at blive overført til det åndelige rige og vende hjem, tilbage til Guddommen.” (Bg. 17.25, forklaring)
3) Sat angiver, at målet for alle hengivne offerhandlinger er Guddommens Højeste Personlighed.
Sat (ofte oversat som ”evig”) refererer både til Guddommens Højeste Personlighed (sat), den hengivne (sadhu) samt handling i Krishna-bevidsthed (sattva).
Forklaringerne til disse vers er fyldt med information om den hengivne tjenestes proces. Især betones vigtigheden af sadhu-sanga (samvær med hengivne).
”Der står i Srimad-Bhagavatam (3.25.25), at når man er i selskab med hengivne, bliver forståelsen af det transcendentale emne selvindlysende. Ordene, der anvendes i den forbindelse, er satam prasangat. Man kan ikke opnå transcendental viden uden at være i godt selskab.” (Bg. 17.26-27, forklaring)
Et andet ord, der fremhæves, er tat-arthiyam, der betyder ”at tilbyde sin tjeneste til alt, der repræsenterer den Højeste, inklusive sådanne tjenester som at lave mad og hjælpe til i Herrens tempel eller en hvilken som helst anden form for arbejde, der udbreder Herrens herligheder.” (Bg. 17.26-27, forklaring)
Konklusion:
Bhagavan Sri Krishna afslutter kapitlet med at forklare konsekvensen af ikke at handle i Krishna-bevidsthed: ”Alt, der gøres som offer, velgørenhed eller askese uden tro på den Højeste, er midlertidigt, O Prthas søn. Det kaldes ”asat” og er uden værdi i både dette liv og det næste.” (Bg. 17.28)
Prabhupada opsummerer syttende kapitels budskab som følger:
”Godhedens kvalitet er bedre end lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, men den, der engagerer sig direkte i Krishna-bevidsthed, er transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Selv om der er en gradvis ophøjelsesproces, er det bedst, hvis man ved at være sammen med rene hengivne kan engagere sig direkte i Krishna-bevidsthed … For at opnå fuldendelse ad denne vej skal man først finde den rette åndelige mester og blive oplært under hans vejledning. Da kan man få tro på den Højeste. Når denne tro med tiden modnes, kaldes den kærlighed til Gud.” (Bg. 17.28, forklaring)
Spørgsmål til Kapitel 17
Vers 1-6
- Forklar Arjunas spørgsmål.
- Hvordan udvikles tro? Hvordan kan éns tro hæves til godhedens kvalitet?
- Forklar betydningen af ordet sraddha.
- Hvorfor findes der forskellige religioner?
- Beskriv tro i henholdsvis godhed, lidenskab og uvidenhed.
- Giv eksempler fra teksten på tilbedelse i de tre kvaliteter.
- Hvad er Krishnas definition af en dæmon (vers 5-6)?
- Hvorfor anbefales faste for et politisk formål ikke?
Vers 7-22
- Beskriv føde i naturens tre kvaliteter og resultatet af indtage mad fra de tre kategorier.
- Hvad er formålet med at spise?
- Nævn de fødevarer, der er udpeget af de vediske autoriteter.
- Hvorfra får man proteiner på en vegetarisk kost?
- Hvorfor bør man ofre sin mad til Herren, før man selv spiser?
- Redegør for ofringer (yajna) i naturens tre kvaliteter.
- Beskriv kroppens, talens og sindets askese.
- Hvorfor skal man vise respekt til ældre eller overordnede personer?
- Hvordan bør man tale inden for åndelige kredse?
- Hvorfor skal en lærer ikke instruere personer, der ikke er hans elever?
- Hvad er den bedste måde at opnå tilfredshed i sindet på?
- Forklar askese i godhed, lidenskab og uvidenhed.
- Beskriv eksemplet med Hiranyakasipu.
- Redegør for velgørenhed i naturens tre kvaliteter.
- Hvorfor anbefales det ikke altid at give velgørenhed til fattige personer?
Vers 23-28
- Hvad angiver ordene om tat sat?
- Hvad er forskellen på at udføre askese, velgørenhed og offerhandlinger under naturens tre kvaliteter og at gøre dem for Guddommens Højeste Personlighed?
- Forklar begreberne sattva, sadhu, satam prasangat og tat-arthiyam.
- Forklar ordet asat og vigtigheden af tro på den Højeste.
- Hvad kaldes denne tro, når den modnes?
- Hvorfor er det bedst at engagere sig direkte i Krishna-bevidsthed?
Ekstra opgaver:
- Diskuter tendensen til at basere sit liv på sin egen opfattelse af tingene i modsætning til at følge sastra.
- Hvad er problemet med kun at have fokus på at hæve sig selv inden for naturens tre kvaliteter?