– Af Srila Bhaktivinode Thakura –
I anledning af, at det i år er 100 år siden, at Srila Bhaktivinoda Thakura gik bort, bringes her et uddrag fra hans bog Tattva Viveka.
Dybest nede bag jnana, vairagya osv. og bag al religion gemmer sig ønsket om ære, navn, berømmmelse, udmærkelser og forgudelse.
I den grad, vi stræber efter at udvikle os selv åndeligt, at blive religiøse, at opretholde et forsagende liv og at overveje og diskutere jnana, ønsker vi vor egen pratistha (ære og prestige). Dette ønske besmitter vores hjerter og forurener vores karakter.
Selv om vi gør en stor indsats for at beherske lyst, vrede, grådighed, illusion og misundelse, og selv om vi udfører alvorlig askese for at beherske sanserne, fortsætter ønsket om pratistha med at vokse i vores hjerters gemmer som et vildt dyr.
Jeg lærer astanga-yoga med et ønske om at blive en berømt yogi. Men hvis nogen fortæller mig, at yoga-timerne blot er et SKUESPIL, brænder jeg i vrede.
Jeg diskuterer og overvejer mange sastraer i min bestræbelse på at smelte sammen med Brahman. Men hvis jeg hører nogle sige, at denne proces er FRUGTESLØS, bliver mit sind forstyrret, og jeg forbander anklageren langt væk.
Vi lærer ti slags dharma såsom beherskelse af sindet og de ydre sanser, askese og sandfærdighed, og i udførelsen af vores verdslige aktiviteter gør vi mange daglige obligatoriske religiøse pligter (nitya-karma) og lejlighedsvise religiøse pligter (naimittika-karma). Men hvis nogle siger, at karma-kanda blot er VÆRDILØST ARBEJDE, lider mit sind. Jeg bliver ulykkelig, for min pratistha bliver gjort til ingenting.
De, der ønsker bhukti og mukti, er hvileløse og slaver af ønsket om pratistha. Når karmier, jnanier, yogier osv. søger i håbet om at opnå frugten af nydelse og befrielse, hvordan kan de da have nogen fred? De kan ikke give slip på ønsket om pratistha. Dette ønske er imidlertid helt ubetydeligt i de vaisnavaer, der slet ingen tørst har efter bhukti og mukti.
Nutidens vaisnava-acaryaer ønsker pratistha og er intolerante. Nu om dage kan acaryaerne inden for vaisnava-dharma ikke tolerere den mindste respektløshed. Lige fra begyndelsen af stræber de efter at forøge deres værdighed ved at placere deres fødder på alle andres hoveder.
Det er ikke uberettiget for en acarya at modtage respekt fra andre. Men hvis han beholder den respekt for sig selv, hvad er hans virkelige værdi da? Hvis han ydermere bliver vred på nogen, der ikke viser ham sastanga-dandavat pranama, fuldstændig næsegrus underkastelse, er en sådan vrede forkastelig.
Kultiverede folk respekterer en acarya ved at tilbyde ham et særligt sæde. Dette er korrekt og i overensstemmelse med sastra, men hvis acaryaen bliver vred over, at en anden sidder på dette sæde, er han meget dårligt stillet. Enhver sådan adfærd opstår udelukkende fra ønsket om pratistha.
Det er særdeles vanskeligt at slippe ønsket om pratistha. Mange vaisnavaer har opgivet deres hjem og accepteret en forsagers klædedragt. Fredselskende mennesker, der konkluderer, at husholdere har det største ønske om pratistha, forlader deres hjem og accepterer en forsagers klædedragt. Men i den forsagende situation opstår ønsket om pratistha med endnu voldsommere styrke end før! Hvis den, der har accepteret en forsagers klædedragt, ikke vises respekt, bliver han specielt vred. Hvis ønsket om pratistha huserer blandt husholder-vaisnavaer og vaisnavaer i den forsagende orden, hvad kan man da sige om andre?
Ønsket om pratistha kan ikke fjernes uden krishna-seva. Når vi indhenter og overvejer store mænds instruktioner, forstår vi, at så længe vi ikke kan opgive ønsket om pratistha, kan vi ikke anse os selv for vaisnavaer. Virkelig ydmyghed findes ikke i bare ord alene. Jeg siger, at jeg ikke er værdig til at være en vaisnavas tjeners tjener, men hele tiden tænker jeg inde i mig selv, at hvem som helst, der hører mig sige dette, vil forherlige mig og anse mig for at være en ren vaisnava.
Ak! Ønsket om pratistha vil ikke forlade os. Af den grund skriver den bedste af vaisnavaer, Srila Raghunatha Dasa Gosvami:
“Hvordan skal mit hjerte kunne røre ved denne rene sadhu-prema, så længe den skamløse, hundeædende kvinde i form af pratistha danser der? O sind! Du bør derfor tjene disse rene vaisnavaer, der er de uforlignelige kommandører over din herre, Sri Krishnas, hær. De vil da fjerne den hundeædende kvinde fra dit hjertes tempel og tillade prema at træde ind.” (Sri Manah-siksa 7)
Hvad kan vi lære fra ordene af denne mahajana, Srila Raghunatha Dasa Gosvami? Udslukning af ønsket om pratistha kan kun ske i selskab med visuddha vaisnavaer [fuldstændigt rene vaisnavaer]. Vi forstår, at ønsket om pratistha kan aldrig fjernes ved at studere og diskutere sastra, ved at høre instruktioner fra dem, der ikke har opnået prema, og heller ikke ved at praktisere forskellige kropslige yoga-processer. Det kan kun fjernes ved at omgås med og tjene visuddha vaisnavaer. Når vi har søgt efter og fundet sådanne vaisnavaer, er det vores endelige mål at omgås med og tjene dem.
At acceptere sat-sanga er ikke forskelligt fra at opgive asat-sanga. Ved at omgås med vaisnavaer vil en helgenagtig natur (sadhuta) manifestere sig i vores hjerter, og den syndige natur vil blive fuldstændigt fjernet. Når vores hjerter er rene, vil en stråle fra solen af prema trænge ind i dem. Denne solstråle, der beriger vores hjerter med prema, kommer fra en helgenagtig vaisnavas hjerte. Dette er den eneste måde at opnå prema på og opgive pratistha. Det er den naturlige måde at blive en sadhu på. Alle andre måder at gribe det an på er frugtesløst arbejde. Alt i alt er det at opnå ens evige transcendentale natur ikke forskelligt fra at fjerne ens midlertidige materielle natur.
Igennem indflydelsen fra sadhu-sanga opnår man Krishna-prema, og ønsket om pratistha bliver fjernet. Naturen af Krishna-prema er sådan, at den kun bliver betroet i hjertet på Krishnas visuddha bhaktaer, og den kender intet andet tilflugtssted. Den overdrages fra den ene atma til den anden, ligesom lyn bevæger sig fra den ene sky til den næste.
Gennem omgang med vaisnavaer overføres premaen i vaisnavaens hjerte gradvist til jivaens hjerte. På det tidspunkt fjernes alle ondskabsfulde tilbøjeligheder fra den pågældende jivas hjerte, og en helgenagtig natur manifesteres i ham. Alle de ophøjede kvaliteter, der renser hjertet, og som ledsager prema, bliver manifesteret. Det er derfor vores pligt at fjerne ønsket om pratistha ved at tage imod sadhu-sanga.