Ifølge Politiken den 15. januar 2013 viser nye DNA-undersøgelser, at Australien havde en indvandring fra Indien for 4.230 år siden. Hidtil har videnskaben antaget, at de første mennesker i Australien var isoleret fra omverdenen indtil europæernes ankomst i 1800-tallet. Nu viser DNA-undersøgelser imidlertid, at der for cirka 4.000 år siden var en indvandring til kontinentet fra området omkring det, der i dag er Indien. Det passer med, at de første vildhunde – dingoer – dukkede op i Australien omtrent samtidig, tilføjer forskerne.

DNA-undersøgelsen er foretaget af forskere fra det tyske Max Planck Institut for Evolutionsantropologi i Leipzig. Den tyder på, at der var en væsentlig gentilførsel fra det indiske subkontinent til Australien for noget nær 4.230 år siden.

”Interessant nok passer det med mange forandringer i de arkæologiske fund i Australien, der inkluderer pludselige ændringer i fødevarebehandlingen, når det gælder planter, og i deres stenredskaber,” konstaterer en af forskerne, Irina Pugach, ifølge det tyske forskningsinstitut. ”Eftersom vi kan konstatere en tilstrømning af gener fra Indien til Australien omtrent samtidig, er det sandsynligt, at ændringerne var knyttet til indvandring,” tilføjer hun.

Det tyske forskerholds DNA-prøver viser også, at Australiens urbefolkning har samme fælles ophav som indbyggere på Ny Guinea og Mamanwa-folket på Filippinerne. De blev skilt fra hinanden for omkring 36.000 år siden.

Ifølge Vedaerne var det, vi i dag kalder Indien, centrum for en verdensomspændende vedisk kultur i Oldtiden. Denne opdagelse støtter ideen om, at den vediske kultur også havde forbindelse til og indflydelse i Australien.