– Af Lalitanatha Dasa –

Velkommen til april 2015, der er et dobbeltnummer, da vi ikke udkommer i maj. Nyt fra Hare Krishna udkommer mindst ti gange om året, og har vi tid til det, kommer der også elleve eller tolv numre (sidste år blev det til elleve). Nu springer vi altså majnummeret over, da vi er ude at rejse.

Forsidebilledet er fra den eksotiske by Rishikesa i Indiens nordlige Himalaya-område, hvor to lokale piger er fanget i en Hare Krishna-kirtana med tilrejsende sadhuer fra Vesten. Billedet er taget af Janardana Dasa, der på side 8 fortæller om sin tur til Rishikesa.

Som noget nyt – eller snarere som en genoptagelse af noget gammelt – bringer vi fremover en brevkasse i hvert nummer. Skriv til os, hvis I har spørgsmål, I gerne vil have besvaret. Og har I ingen spørgsmål, deler vi svar på gode spørgsmål fra f.eks. Sankarsana Prabhu, der besøgte Danmark i marts, sådan som vi gør det i dette nummer. Svarene er fra hans bog Truth Works. Skriv under alle omstændigheder til os, hvis I har spørgsmål.

I sin gennemgang af Bhagavad-gita skulle Dandaniti have skrevet om kapitel 13. Det har hun dog valgt at gemme til næste gang. I stedet skriver hun lidt om Bhagavad-gitas opdeling i tre afsnit, og hvad den betyder. Bemærk også, at serien om varnasrama, der kørte sidste år, fortsætter i dette og et par af de næste numre, så vi kan få serien helt afsluttet.

Vi ses igen til juni. Ld.