Af Syamasundara Dasa

I historiebøgerne er det almindeligt accepteret, at Alexander den Store invaderede Indien i 326 f.Kr., hvor hans fremmarch blev standset af Candragupta Maurya, der blev vejledt af den store Canakya Pandita. På basis af dette møde mellem europæisk og indisk kultur har man sluttet sig frem til årstallene for mange andre historiske skikkelser, f.eks. at Buddha levede omkring 500 f.Kr.

Det følgende er fra en korrespondence, hvor Syamasundara Dasa argumenterer for, at det bygger på en misforståelse, at Canakya og Alexander var samtidige. Ifølge Syamasundara tyder meget på, at Canakya levede længe før Alexander, sådan som det også står i Puranaerne inklusive Srimad-Bhagavatam.

Beskrivelsen af Canakya som samtidig med Alexander den Store er en almindelig misforståelse, som først blev udbredt af englænderne, men ikke underbygges af sastra. Canakya levede omkring 1600 f.Kr., ikke 400 f.Kr.

James Ussher, den anglikanske biskop i Armagh, konkluderede på basis af Biblen, at skabelsens første dag startede ved nattens begyndelse til søndag den 23. oktober 4004 f.Kr. Dette blev generelt accepteret som sandt blandt de fleste kristne i Europa før Darwin. Dette gjaldt også Sir William Jones, der var medlem af Calcuttas højesteret og grundlæggeren af det Asiatiske Selskab, og som boede i Indien fra 1783 til sin død i 1794. Han studerede forskellige sastraer og sanskrittekster med bengalske panditaer i Calcutta. Jones er berømt for at have opdaget ligheden mellem sanskrit, latin, græsk og persisk. Man kan godt kalde ham faderen til både indologi og lingvistik.

I sin læsning af Puranaerne fandt Jones det svært at få den puraniske tidsregning, der strakte sig over 311 billioner år, til at passe med Biblen, der hævdede, at verden var blevet skabt for 5.794 år siden. Han forsøgte derfor at tilpasse den indiske historie med Noah og Moses. For at gøre dette måtte han finde et ”skæringspunkt” i den indiske historie, hvor Europas oldtidshistorie krydsede Indiens. Et sådant punkt var 326 f.Kr., da Alexander den Store invaderede Indien. Romerske og græske oldtidsforfattere som Diodorus fra Sicilien, Curtius Rufus, Arrian fra Nikomedia og Plutarch fra Chaeronea skrev om Alexanders liv og nævnte navne på forskellige indiske konger, der var samtidige med Alexander. Disse navne var ikke på sanskrit, men på græsk, såsom Xandrames, Sandracottus, Taxiles osv.

Jones forsøgte at finde navne på indiske konger, der svarede til de græske navne, og sluttede, at Candragupta var ét af dem [Sandracottus]. Det eneste problem var, at der var to Candragupta’er, der begge grundlagde dynastier – Candragupta Maurya og Candragupta fra det kejserlige Gupta-dynasti – og der var 1200 år imellem dem. Da det passede bedst med hans ideer om Biblens tidsangivelser, valgte Jones med vilje Candragupta Maurya som Alexanders samtidige og skar således elegant 1200 år af Indiens historie. Det var imidlertid Candragupta fra Gupta-dynastiet og ikke Candragupta Maurya, der var Alexanders samtidige.

Ifølge Puranaerne begyndte Kali-yuga i 3101 f.Kr. efter Maharaja Yudhisthiras styre i 36 år. Når man læser om de kongelige dynastier, der er nedtegnet i Vayu, Visnu, Matsya og Bhagavata Purana, ser man, at Brhadratha-dynastiet regerede i 1.000 år (SB. 9.22.46–48 og 9.22.49). Det efterfølgende Pradyota-dynasti var ved magten i 138 år (SB. 12.1.3-1). Derefter var der Sisunaga-dynastiet i 362 år (360 år ifølge Srimad-Bhagavatam, SB 12.1.6-8) og Nanda-dynastiet i 100 år (SB. 12.1.10).

Dette giver 1600 år. Således regerede Nanda’erne til 1537 f.Kr. Nanda’erne blev styrtet af Canakya Pandita, der derefter indsatte Candragupta Maurya (SB. 12.1.11). Således regerede Candragupta Maurya omkring 1537 f.Kr. og ikke i 326 f.Kr, som Sir William Jones gerne ville tro det.

Da englænderne imidlertid stod for uddannelsessystemet, fik de deres forvrængede historie om Indien indskrevet i alle verdens historiebøger. Siden Sir Jones’ tid for 225 år siden er der ydermere lagt lag på lag af historieforskning oven på denne fejl, hvilket er det, vi alle har lært. Englænderne fordrejede ikke kun historien i forhold til Candragupta Maurya. F.eks. kan Buddha ikke være fra det 6. århundrede f.Kr., men må have levet helt tilbage til 1800 f.Kr. Hvorfor? Fordi Asokavardhana, Candragupta Mauryas barnebarn, blev buddhist og gjorde Indien buddhistisk. Buddha levede omkring tre århundreder før ham. Derfor 1800 f.Kr.

Tværkulturelle ligheder

Andre civilisationer talte også om lange historiske perioder. Berossus (280 f.Kr.) skriver i sin Bablyoniaca om umådelige epoker, der gik forud fra den babylonske civilisation og giver specielt tallet 432.000 år som vigtigt i deres historie (samme længde som Kali-yuga). I modsætning til den gængse græske opfattelse af den tidlige hellinistiske periode hævdede Berossus, at civilisation ikke var et produkt af menneskelig aktivitet igennem tiden, men blev givet af guderne i sin helhed på et tidligt tidspunkt. I de gengivne brudstykker af hans bøger fortæller han, hvordan mennesker ingen civilisation havde og opførte sig som dyr. Så kom en gud, hvis navn blev oversat til græsk som Oannes, og som havde en krop som en fisk, men med menneskelige lemmer, op på landjorden og gav alle former for nyttig viden, verdslig såvel som åndelig. Dette skete 432.000 år før Syndfloden. Ifølge visse fragmenter fra Berossus fandt Syndfloden sted 33.000–36.000 år før Alexander den Store. Fortællingen om Oannes minder forbavsende om Matsya-avatara, sådan som den står i Srimad-Bhagavatam (8.24), hvor Herrens fiskeinkarnation redder den vediske kundskab og derefter igen udbreder den.

Ifølge Porfyr (ca. 300) sendte Callisthenes, Alexander den Stores ledsager i de persiske krige, babylonske optegnelser over sol- og måneformørkelser, der dækkede en periode på 31.000 år, til sin onkel, Aristoteles. Lamblichus (ca. 245-345) hævdede på autoritet af den græske astronom Hipparchus, at assyrerne havde gjort observationer i 270.000 år og bevaret optegnelser over tilbagekomsten af alle syv planeter til samme position. “Epigenes fra Det Byzantinske Rige hævdede, at babylonerne havde tavler med 730.000 års observationer … Simplicius … udtalte, at kaldæiske observationer havde strakt sig over mere end 1.440.000 år.”

Egypterne havde som bemærket af Manetho (ca. 300 f.Kr.) også urgamle historiske beretninger, der gik titusinder af år tilbage før den hellinistiske periode, hvor han skrev. Ifølge Eusebius (ca. 300) angiver Manetho seks dynastier af konger, der herskede i 24.925 år før Syndfloden. Og romeren Simplicius nævnte, at egypterne havde optegnelser, der gik 630.000 år tilbage i tiden.

De kristnes ødelæggelse af Oldtidens historiske traditioner

Det er tydeligt, at folk i den klassiske oldtid ikke veg tilbage, når det kom til lange tidsrum, med undtagelse af jøderne og i særdeleshed de kristne. Disse umådelige tidscykluser blev alle mytologiserede, latterliggjort og til sidst reduceret til at passe til den bibelske tidsregning. Vi ser af brudstykkerne fra Manetho, at den første kendte kristne lærde, der ændrede de egyptiske historiske tidsregninger til ukendelighed, var Eusebius. Denne kristne lærde, historiker og ven af Kejser Konstantin havde ingen samvittighedskvaler i sit forsøg på at rette Egyptens historie ind efter Biblen. Han ændrede alt, som det passede ham. I sin introduktion [til sin Krønikebog] fortæller Eusebius, at et af hans mål var at ”korrigere praleriet fra opblæste historikere”. Hans problem var, at Biblen fortalte meget lidt om historien forud for ca. 1.500 f.Kr. Alting var meget dunkelt, og så var der Jehovas skabelse på syv dage. Derfor mente man, at Jorden var nyligt skabt og næppe mere end 4.000 år gammel. Ifølge den jødiske kalender skete skabelsen i 3.761 f.Kr. Dette gav ingen plads til egyptiske dynastier på 24.925 år. Som en løsning ændrede Eusebius alle årene til måneder og var således i stand til elegant at komprimere det uordentlige tal på 24.925 år med en faktor på tolv til 2.206 solår, så de passede med hans bibelske ideer om historien.

Imidlertid tyder nyere forskning af egyptologen John Anthony West og geologen Robert M. Schoch stærkt på, at Manetho havde ret, og Eusebius tog fejl. Wests undersøgelser tyder på en egyptisk civilisation, der er meget ældre end nogen tidligere har troet mulig. I 1991 omdaterede West og Schoch Sphinxen til ca. 10.000 f.Kr. Deres arbejde blev præsenteret i en prisbelønnet dokumentarfilm.

Berossus led en tilsvarende skæbne:

”Denne synkronisering var imidlertid udelukkende en frembringelse af Panodorus’ kreative beregninger. For at bringe de babylonske og egyptiske kronologier fra før Syndfloden inden for rammerne af bibelsk tid søgte han tilflugt i princippet om, at tidsenhederne engang var blevet sammenblandet. I disse oprindelige tider før Syndfloden kunne et år betyde en dag eller en måned eller en årstid … I tilfældet med Berossus var det helt ligetil. Den enorme babylonske tidsperiode på en sar var ifølge Panodorus ikke 3.600 år, men kun 3.600 dage, så de 120 sar med de ti konger før Syndfloden var ifølge Panodorus 432.000 dage, ikke år. Når man med andre ord omregnede disse dage til ”virkelige” år, fik man 1.183 år og 6,833 måneder. Den babylonske historieoptegnelse begyndte derfor i år 1059 efter Skabelsen, et årstal, der passede sammen med Biblens kronologi før Syndfloden og tillod endvidere, at den babylonske kronologi blev underordnet den bibelske.”

Således er flere verdenscivilisationers oldtidshistorie blevet lagt på den kristne huggeblok og tvunget ind i deres prokrustesseng. Ingen har lidt mere under dette end den vediske kultur. Det er ikke sådan, at vi automatisk tror på alting, som en oldtidskultur fortæller om sig selv, men vi afviser det heller ikke på forhånd. Men i forlængelse af deres kristne påvirkning har hele bestræbelsen hos moderne sekulære historikere været at forkaste alting, der ikke passer ind i deres livssyn om en lineær historie, som mytologi og vild fantasi.

Vi har næppe ydet fuld retfærdighed til emnet, men har i det mindste skitseret den slags argumenter, der kan gøres. Alting tyder stærkt på, at Indiens engelske erobrere, der fra Sir William Jones af alle var svorne kristne, har fuldstændigt fordrejet Indiens historie, så den nu praktisk ingen lighed har med virkeligheden. Ikke desto er det det, der bliver undervist i alle skoler i Indien og resten af verden.

Artiklen med fodnoter og henvisninger kan læses i sin helhed på:  https://shyamasundaradasa.com/jyotish/resources/articles/non-jyotish_articles/alexander_candragupta_puranas.html.

Comments are closed.