– Af Gaura-hari Dasa –
I slutningen af september mødtes ISKCON’s europæiske ledere til deres årlige European Leadership Meeting i Villa Vrindavana uden for Firenze i Italien. Her tog Titiksu og Visvambhara Prabhu fra England initiativ til at lave en kampagne for at opmuntre alle hengivne i ISKCON til at distribuere mindst 50 af Srila Prabhupadas bøger i løbet af 2016, som jo er 50-året for grundlæggelsen af ISKCON. Jeg meldte mig som medlem af komiteen til organisering af kampagnen. Jeg tænkte, at jeg kunne skrive lidt her om ideen bag kampagnen og samtidig bidrage med nogle af mine egne tanker om distributionen af Srila Prabhupadas bøger.
Der er blevet sagt så meget om vigtigheden af at distribuere bøger, at det vel egentlig burde række. Samtidig er vi mange, som gerne så, at flere bøger gik ud. Ethvert forsøg på at sætte fokus på det må hilses velkomment, tænker jeg. 50 bøger på et helt år lyder ikke af så meget, men lad os nu sige, at hver eneste hengiven i ISKCON faktisk tog sig sammen og distribuerede 50 bøger. Det ville blive et anseeligt antal. Det gode ved initiativet er måske netop, at 50 bøger på et år er et yderst realistisk mål, selv for dem, som ikke har nogen erfaring eller sælgertalent, eller som har travlt med så mange andre ting. Hvis man for eksempel beslutter sig for i hvert fald en gang om ugen at tage Prabhupadas bøger under armen og bruge en time eller to på bare at gå fra person til person og præsentere bøgerne, skulle det være mærkeligt, om man ikke mødte i det mindste en eller to personer, som var interesserede og købte en bog. Én bog distribueret om ugen er faktisk mere end nok til at nå målet.
Drømmen ville være, at vi alle sammen fik en smag for at redde betingede sjæle ud af mayas klør. Hvor mange af os er ikke selv blevet reddet ved, at vi læste en af Prabhupadas bøger? Er vi så forskellige fra alle andre? Det må virke for dem også. Er vi glade og tilfredse hengivne, som har fået et nyt håb? Hvis svaret er ja, så lad os dele det med andre. Hvis svaret er nej, kan jeg kun sige, at der må være noget, vi gør forkert. Noget, vi ikke har forstået, for processen virker. Det er blevet bevist mange gange.
Selv har jeg måttet spørge mig selv, hvorfor jeg ikke brænder af iver for at gå ud og præsentere Prabhupadas bøger for folk. Hånden på hjertet: i mange år har jeg haft og har måske til dels stadig en ubevidst, irrationel frygt eller aversion mod at udføre dette højeste velfærdsarbejde. Jeg vil ikke bruge det som en undskyldning, men jeg vil sige, at den måde, vi distribuerede bøger på i mine unge dage i ISKCON for over 30 år siden, gjorde det svært for mig. Vi var kort sagt meget resultatfikserede. Ofte var det første spørgsmål, når man mødtes efter en dags distribution: ”Hvor mange.” Jeg vil vove at påstå, at det ikke er den bedste måde at tænke på.
Hvis vi henvender os til folk med den tanke i baghovedet, at nu gælder det om at få dem til at købe, så vi kan komme hjem med et godt resultat, er det måske ikke så mærkeligt, hvis både de og vi bliver ”brændt af”. Folk er meget på vagt, når nogen kommer til dem for at sælge et eller andet. De er blevet taget ved næsen så mange gange, og de fleste tænker: ”Ikke igen.” Kun hvis vi virkelig har et ønske om at hjælpe, kan vi bryde igennem denne mur af skepsis og få folk til at forstå, at Prabhupadas bøger er nøglen til at få tilfredsstillet deres inderste længsler.
Noget af det bedste ved at gå ud med Prabhupadas bøger er netop, at vi bliver konfronteret med virkeligheden. Er vi faktisk interesserede i at hjælpe? Forstår vi Herren Caitanyas mission? Føler vi med vores